Paraplymordet, eller rettere likvideringen af Georgi Markov på Waterloo Bridge i 1978 var et mord der altid har fyldt utroligt meget i undertegnedes DNA. Det er en historie, der er fascineret og grotesk, som at opleve en spionfilm i den virkelige verden.

Et mord, der gik verden rundt via nyhederne, som indtil nu har været uopklaret. Et mord, hvor den dræbte blev skudt med en paraply forklædt som pistol. En mand på gaden passerede ham og prikkede til Marvov med spidsen af paraplyen, et prik hvor en lillebitte kugle af metal fyldt med død blev affyret. Metalkuglen, der trængte ind under huden på ham, udløste en snigende gift, der i løbet af fire dage langsomt tog livet af den Bulgarske afhopper.

Kapellets redaktør kan personligt huske at se den bittelille, dræbende kugle udstillet på et museum i London mange år senere. Den blev betragtet med lige så stor skræk og fascination af scenen, der udspillede sig på en overskyet dag i September, som da nyheden første gang skabte overskrifter i barndomshjemmets lokale aviser.

Dengang på musset i London, snakkede min far og jeg om at myndighederne mente, at det var giftstoffet curare der blev benyttet til drabet. En gift der også kort nævnes i Skottes bog, men den virkelige gift der tog livet af Markov viser sig dog at være en anden. Foran det knappenålsstore objekt i montren var det næsten som om man revet med til dengang man var 8 år gammel og opdagede, at nogle af de ting man læste om i kulørte spionromaner og så foregår på film også kunne ske i virkelighedens England.

De der ikke er født i 1970´erne kan måske huske, at der for får år siden (2018 – red.) var et mordforsøg på en forhenværende russisk dobbeltagent, der havde fået ny identitet i Salisbury. Ligeledes en historie der gik verden rundt, og vi alle sammen lærte navnet "NOVICHOK". Spørgsmålet er om mordet på Markov på samme vis var arrangeret af KGB, Bulgariens diktator eller nogle helt andre? Mere presserende er spørgsmålet om hvordan kan det være, at morderen, så mange år efter, til trods for et storstilet og imponerende opklaringsarbejde stadig går på fri fod? Spørgsmålene hober sig op, men heldigvis kan du ved at købe en ny bog endelig få svaret på hvem manden der holdt den dræbende paraply var.

Ulrik Skotte har nemlig leveret den definitive bog om netop denne mystiske sag til tryk. I Paraplymordet – Jagten på Den Kolde Krigs mest berygtede morder får vi ikke kun navnet på gerningsmanden, motivet til Markovs likvideringen og selvsagt også en række grundige svar på hvordan morderen kunne slippe afsted med at undgå fængsel eller opmærksomhed i alle disse år.

Fortællingen griber selvsagt tilbage til 78, men veksler dernæst mellem 1990erne, hvor en Ung Ulrik Skotte møder en italienskfødt filmmand, der har dedikeret sit liv til at finde gerningsmanden og en nutidsfortælling. Filmmanden fortæller den unge Skotte, at han ved hvem gerningsmanden er. De to aftaler at hvis Franco laver filmen, så skriver Ulrik bogen.

Franco påstår, helt rigtigt, at gerningsmanden har boet under hans tag og de indleder et samarbejde. Dette møde vil komme til at fylde en væsentlig del i Skottes tilværelse, for selv om han arbejder for DR Sporten og senere et produktionsselskab om dagen, så vier han al sin fritid til at efterforske denne spektakulære mordsag om natten og når tiden tillader dette.

Bogen er rasende spændende formidlet. Bevares, anmelder er normalt ikke superbegejstret for den nyopståede bølge af ´true-crime´ romaner - men når bogen nu ligefrem lover at levere svarene på dette mysterium, så var det slet ikke til at stå for.

Bogen leverer i dén grad en veldokumenteret, gennemreseacheret gennemgang af sagen. Selv om Ulriks samarbejde med den flamboyante filmmager Franco brat blev afsluttet, var det på grund af Francos arbejde, at der nu ingen tvivl om hvem manden med dæknavnet ´Picadelly´ er.

Selv om der kronologisk springes mellem fortid, nutid og der samtidig er en del karakterer og aktører at holde styr på undervejs, så er det så medrivende fortalt, at du – såfremt du også er fascineret af denne sag – næppe ænser at tiden går, før du når det sidste punktum.

Den eneste kritik der måske skal lyde, er at der er to passager med fotos placeret i bogen. Både fotografierne selv og de medhørende billedtekster afslører dog elementer i fortællingen, som læseren endnu ikke har nået i brødteksten. Det er lidt en skam at disse fotos ikke først dukker op sammen med der hvor det er relevant i selve teksten. Heldigvis kan det da rettes op til når et forhåbentligt andet, tredje og fjerde oplag skal i trykken – for denne bog fortjener, om nogen på markedet, at blive en kioskbasker (som vi sagde i 70érne).

Hvis denne kapellan må give et godt råd, så drop købet den obligatoriske, generiske Jussi-roman til sommerferien og kast i stedet dine hårdt indtjente, inflationsramte kroner efter dette hverdagsdrama, der både kommer vidt rundt om i verden og hvor journalistens passion for sagen er at spore på hver enkelt side. Dette er ikke bare et lille hobbyprojekt i bogform, dette er kulminationen på et helt liv dedikeret til en sag. Derfor må det også have været med en blanding af vemod og lettelse, for Ulrik Skotte at sætte det sidste punktum og se denne historie materialisere sig i fysisk form.

Stort tillykke til Ulrik Skotte for at vie så stort en del af sit liv til at give os allesammen løsningen på den kriminalgåde, der har rumsteret lige siden den septemberdag i ´78.