Galskabens historie fra 1961 var Foucaults første større værk og er i den optik en grundlæggende tekst for at forstå og kunne skitsere den intellektuelle retning, Foucault ville følge gennem sin karriere: en skepsis overfor universalistiske kategorier, et metodologisk nydannelse i form af genealogi og en vedholdende udforskning af de epistemiske og institutionelle grænser mellem fornuft og ufornuft. Men, mere alment, står værket også som et endnu væk vægtigt bidrag indenfor kritisk historiografi og psykiatriens filosofi.

Selve titlen kan være lidt misvisende, Foucault indleder ikke sin ´fortælling´ med en lineær kronologi, men snarere et strukturelt brud — transformationen af Vesteuropas holdning til vanvid fra senmiddelalderen. Han argumenterer for, at vanvid under renæssancen stadig blev tillagt en privilegeret, omend ambivalent, plads i kulturen.

Litterære figurer som Erasmus’ dåre, Shakespeares narre og Boschs groteske kunst vidner om en tid, hvor vanvid ikke straks og unuanceret blev proppet ned i en patologisk kasse; her var også rum til at lade vanviddets stemme være bærer af en mulig visdom, samfundskritik eller endog guddommelig indsigt. Det var dette aspekt, dialogen med det ufornuftige, der efter Foucaults opfattelse gradvist blev tiet ihjel i den klassiske periode.

Det afgørende vendepunkt i Foucaults narrativ er den såkaldte ”Store Indespærring” i det 17. århundrede, hvor tusindvis af individer — ikke kun decideret patologiske tilfælde, men også fattige, dovne og ”moralsk mistænkelige” — blev lukket inde i nye institutioner som Paris’ Hôpital Général. Disse institutioner var ikke primært medicinske, men nemmere disciplinære, og tjente til at udelukke uproduktive eller afvigende individer fra samfundet

. Foucault tolker netop dette som et afgørende brud. Vanvid ophørte her definitivt med at være en diskursiv form og blev i stedet et objekt for indespærring, moralisering og senere medikalisering. Det slående her, idéhistorisk set, er en omvending af de almindelige oplysningstidsnarrativer: i stedet for fremskridt fra ignorance til den almene fornuft, som alle i udgangspunktet har adgang til, blev behandlingen af vanviddet et middel for dominans, til en udelukkelse fra det almenmenneskelige fællesskab. Oplysningstiden befriede overhovedet ikke fornuften, men etablerede tværtom et nyt regime, hvor fornuftens suverænitet byggede på en systematisk udstødelse af dens modsætning — vanvid.For hvis man ikke havde adgang til det fællesmenneskelige, var man da egentligt et menneske?

Et andet af værkets mest interessante tolkninger er i dets behandling af 1700- og 1800-tallets asyler, en samlebetegnelse for flere omsorgsinstitutioner men her specifikt en “galeanstalt”. Foucault afviser, at asylet repræsenterede et videnskabeligt fremskridt. For i stedet for at yde nogen form behandling, i den udstrækning man nu forstår det, indførte figurer som Philippe Pinel og Samuel Tuke en "moralsk behandling", der under påskud af humanisme etablerede nye kontrolmekanismer gennem overvågning og “normalisering” i meget snæver forstand af det ord.

Ifølge Foucault befriede asylet derfor ikke de vanvittige, men omdannede deres indespærringer til langt mere insidiøse former af slagsen. Vanvid skulle nu behandles gennem isolation, observation og moralske domme. Psykiateren blev en prægtig figur, et menneskeligt forbillede, der i kraft af sin position kunne fortolke symptomer som moralske brister og vejlede patienter mod normativ adfærd.

Galskabens historie formulerer altså tidligt den sammenhæng mellem magt og viden, som skulle blive pejlemærke for Foucaults videre virke. Han viser, at evnen til at definere vanvid er uløseligt knyttet til institutionel magtudøvelse. Psykiatrien beskriver aldrig blot, ren neutralt, sindslidelsens fænomenologi; den konstituerer dem som kategorier, gennem hvilke individer underlægges herskende sandhedsregimer.

Denne indsigt skinner klarest i talen om "det medicinske blik". I modsætning til tidligere praksisser, der forholdt sig rent observerende forhold til de synlige symptomer, antager dette blik altid en skjult indre verden, der kun kan tydes af en ekspert. I psykiatrien er der, så at sige, rent konstitutionelt indbygget en ringeagt for patientens egen beretning; vanvid ses som manglende evne til “sandhedstale”, og psykiateren må derfor intervenere på patientens vegne, tale patientens sag bedre end patienten selv. Klinikkens autoritet bygger på denne asymmetri.

Foucaults historiske metode i Galskabens historie var uortodoks i hans samtids historieskrivning, er på sin vis stadig. Han afviser kausale forklaringer, kronologisk kontinuitet og teleologisk udvikling. I stedet anvender han en såkaldt “vidensarkæologi”: En ikke-lineær udgravning af diskursive formationer, institutionelle praksisser og epistemiske brud. Foucault skriver altså hverken medicinalindustriens udviklingshistorie, ingenlunde heller en vanviddets psykologi. I stedet undersøger han, hvordan ´vanvid´ blev konstitueret som et erkendbart objekt, et magtobjekt i forskellige epoker.

Denne metode fører til, at tekster og institutioner behandles som lige væsentlige. Litterære værker, administrative dokumenter, lovdekreter og medicinske afhandlinger sættes i relief for at afsløre strukturer for eksklusion og viden. Her modarbejder Foucault bevidst netop den diskurs, som han gør til genstand for undersøgelse. Vanvid bliver i denne stemmepluralitet aldrig reduceret til et medicinsk objekt, der venter på snarrådige psykologs granskende opdagelser, men, lig teutoniske plader, et skiftende diskursfelt konstant formet af magt og modstand.

Derfor er jeg Akademisk Forlag meget taknemmelig for endnu at videredistribuere Det lille Forlags så vigtige oversættelse af Mogens Chrom Jacobsen. For efter min at vurdering forbliver Galskabens historie, efter nu godt 60 år, en dybt inciterende og rystende tekst.

Betydningen af undersøgelsen ligger ikke blot, måske ikke engang som dets broderpart, i historiske påstande og konklusioner, men langt mere i de fortsat provokerende metodiske og filosofiske nygreb, som er så kendetegnende for Foucault og gør ham til et stadigt vedkommende bekendtskab.