Marilynne Robinson har fået mange roser for sin bog, Fra begyndelsen, og det er hende vel undt.

I begyndelsen af bogen bliver jeg dog lidt i tvivl om, hvad der er hendes ærinde, da jeg nok havde forventet en mere tekstnær gennemgang. På klassisk bibelhistorisk vis fortæller hun eksempelvis også om samtidens andre myter med fx vandfloden/syndfloden som tema. Hun gør det vist for at understrege hvor unik Første Mosebogs version af samme er, og det er fint nok.

Hun er sådan set også meget grundig, når hun udfolder sine tanker, nogle gange bliver hun lige lovligt snakkende, hun har tydeligvis meget på hjerte. Der er dog ingen tvivl om, at hun er allerbedst, når hun bliver tekstnær og perspektiverende i forhold til andre tekster i Første Mosebog.

Der er ikke noget i vejen for at nævne andre tekster i Det Gamle Testamente, eller Det Nye Testamente for den sags skyld, som hun gør, men det bliver mest interessant, når hun læser Første Mosebog på sine egne præmisser. Det er uklart for mig, om hun kan læse hebraisk, som Første Mosebog er skrevet på, for det virker som om, hun er afhængig af oversættelser, hvilket ofte kan være en hæmsko, hvis man virkelig vil ind i teksten.

Det mest interessante er dog, når hun nærmest bliver psykologisk i sin læsning. Hun tager de enkelte personer i Første Mosebog – ja, i hele Bibelen – meget alvorligt, og forsøger at sætte sig ind i deres psyke. Hvordan var det mon at være Abraham? Hvor bange var Jakob for Esau, da de skal genforenes (det var Jakob, der bedrog Esau for hans førstefødselsret)?

På den måde gør hun de bibelske personer såre levende, og det kan fint inspirere læseren til at stoppe op, når denne læser teksterne selv. For selvom vi er mange, der kender de mest centrale tekster fra Første Mosebog godt (skabelse, syndefald, Kain og Abel, syndflod, Babelstårnet, Abraham, Isak og Jakob), så kan det være sundt og oplysende at forestille sig, at de personer, vi læser om, er virkelige levende mennesker. Første Mosebog er en højdramatisk beretning.

I min egen nystartede bibelkreds på Samsø, hvor jeg er sognepræst til dagligt, er vi næsten lige begyndt på historien om Abram (som i forbindelse med omskærelsen kommer til at hedde Abraham), og her er det påfaldende, at den første historie om ham viser ham som en stor bedrager, der prioriterer at redde sit eget skind.

Som Robinson også gør opmærksom på, så er mange af de bibelske personer ikke nødvendigvis særlig sympatiske, men såre menneskelige. Hvis dem, der har skrevet ”Israels” historie (ikke at forveksle med nutidens Staten Israel, som er en meget moderne størrelse) i form af Det Gamle Testamente, hvis de havde ønsket at give historien et skær af glorværdighed, med store forfædre, man kunne se op til, så er det i hvert fald forfejlet, og det er (sikkert) noget meget specielt for Det Gamle Testamente, herunder Første Mosebog: Der er ingen menneskelig logik bag, at det netop er Abraham, Isak og Jakob, der bliver de store patriarker, som det jødiske folk mange hundrede år senere stadig refererer til. Og tager vi Urhistorien (de første 11 kapitler), er det da også tankevækkende, at det netop er Kain, Urhistoriens første brodermorder, der også bliver den første civilisationsbygger!

På den måde er historierne faktisk ikke specielt forudsigelige, selvom vi (tror vi) kender mange af handlingerne på forhånd.

Det er ikke nogen læse-let bog, som Robinson har skrevet, man skal virkelig have interessen for at kunne følge med (og gerne et minimum af kendskab til Første Mosebog), men har man det, er der bestemt meget at komme efter i bogen.

Og den kan jo give anledning til at (gen)læse Første Mosebog, der rummer nogle af vores kulturkreds’ vigtigste historier.

Bogen er oversat af Juliane Wammen