En læser af Rothsteins nye essaysamling bør lægge mærke til undertitlen: at det er artikler om litteratur, ikke læsninger af litteratur.

Så på lignende vis som en tidligere essaysamling Ord og handling: essays om litteratur finder man ingen anmeldelser af bøger her men snarere en samling af anekdotisk, ofte selvbiografisk, gonzo-journalistisk skrivelse omkring litteratur, oplevelser foranlediget af litteratur og generelt en optagethed af det marginale, pudseløjerlige hændelsesforløb, som jo ofte er bagvedliggende et stykke litteratur.

Straks skal det være sagt, at mængden af essays er, givet deres relative kortfattethed, er betydelig: 29 (indbefattet en kort anekdotisk fortælling om gæstebøger, som er at læse på omslaget og undersiderne af flapperne) på knap 300 sider. Emnerne spænder da også vidt, men den røde tråd, båret af tonen og det personlige engagement (for litteratur, ikke polemik og meningsdannelse), står for mig ganske klart at skue. Disse vil jeg opholde mig ved.

Ingen hemmelighed skulle det være, at Georg Brandes betragtes som et forbillede for forfatteren. Muligvis afledt deraf kan jeg ikke undlade at opholde mig ved nogle metodiske ligheder eller sammenfald de to imellem. Velkendt er f. eks. Brandes’ fremhævelse af, hvordan fortidens ideer og kulturelle idealer kunne belyse nutidens tilstand. Selvom man ofte tænker ham som foregangsmand for en politiseret, samtidsinvolveret litteratur, trak han jo på en bred historisk og litterær arv og malede med store strøg for at konstruere sin nye forståelse af modernitet. Måske er dette ikke endvidere åbenlyst i Rothsteins essayistisk, man spørger man sig selv, om det f. eks. skulle have relevans som andet end kuriøs baggrundshistorie at læse om “En Lærke letted”’s tilblivelse, kunne man måske dreje rundt på hælen og stille modspørgsmålet: hvorfor føler vi det ikke relevant? Rothstein fortsætter faktisk denne lange, danske kritikertradition (som udover Brandes også tæller Vilhelm Andersen, Ernst Frandsen og Hans Brix) - ikke i en psykologiserende læsning som førnævnte, men ved at trække på historiske referencer – ikke mindst de modernistiske strømninger – gør han så pinligt bevidst, hvor meget de tidligere, litterære idealer om oplysning og vedkommende nu er blevet forvredet eller fragmenteret.

Brandes anvendte ofte anekdotiske beretninger og personlige observationer for at gøre sin kritik levende og nærværende. Rothstein benytter en lignende strategi: Han dyrker vel nærmest disse konkrete, anekdotiske eksempler, således at både fungerer som en kritisk selvbelysning af en mere generelle, kulturelle tendenser og som en måde at gøre sin kritik mere personlig, mere umiddelbar, ja, sågar mere smertefuld. Smertefuld i den forstand at man som læser, og her projicerer jeg muligvis blot, ikke kan undgå at havne i en ambivalens, der både ønsker at overlade sig medrivende til de forskellige dybdegravninger i arkivalier men samtidig hvor hjertet svarer med det kendte lille stik: til hvilken nytte?

Ulrich Horst Petersen gør mere eksplicit rede for den kulturkritik, som jeg skriver mig frem til at Rothstein latent modarbejder. I Petersens analyse er det netop overfladiskhed der slås i hartkorn, facaden der præger moderne mediekultur og kunst. Han fremhæver den kommercielle kulturproduktion, hyldende sensation og populisme, som fører til en udvanding af de dybere kulturelle og intellektuelle traditioner. I Mod barbariet ses en understregning af, at samfundets kollektive hukommelse og identitet er i krise, idet de tidligere tiders kunstneriske og filosofiske udtryk erstattes af en letfordøjelig, men intellektuelt fad overflade. Den moderne kultur er som Emma, lutter appetit som ulæsket kalk (som J. V. Jensen udtrykker det), det lader os aldrig nærme os tingenes mægtige kerne.

Givet, dette påtaler Rothstein intetsteds. Og måske anser han nærmere sig til som del af den levende fortællerkreds ansporet af lysten til at videreberette, til at udlade en mundflods begejstrering. Som den kollega eller ven, der konstant nedkimer én for straks at komme til kernen ved skære skrællen omstændeligt af æblet. Men alligevel er det som kender man disse fortællinger førend de fortælles; man gribes af dem, man genfortæller dem for sig selv, sågar drømmer man om dem. De vækker ipso facto genklang, for som en signallampe belyser og beriger de hverdagen, selv når de, eller netop fordi de, i Rothsteins genfortælling, er ganske frie for pointer. Desto friere er de da for fantasien.