Berlin er et af danskernes foretrukne rejsemål, når det gælder storbyferie. Forståeligt nok, Berlin ligger kun en klimavenlig togrejse væk og det er en by, der er rig på kultur og historie. En historie man nu kan blive meget klogere på med Johnny Laursen (lektor i historie, Aarhus Universitet) og Jørgen Mikkelsens (arkivar, seniorforsker ved Rigsarkivet) nye bog Mellem øst og vest - Berlin. Berlins historie som storby er ikke så lang, som man umiddelbart kunne tro. Berlin var en forholdsvis lille by ved floden Spree, da den blev hovedby i fyrstendømmet Brandenburg i 1471. Først da det blev til fyrstendømmet Brandenburg-Preussen (1640) kom der for alvor vækst i Berlin. Det betød bl.a. en større indvandring af arbejdskraft, håndværkere og embedsfolk, som var nødvendige for den nye, større hovedstad i det voksende fyrstendømme. Kurfyrsten inviterede bl.a. forfulgte religiøse minoriteter til at slå sig ned i Berlin - calvinister, huguenotter og ikke mindst jøder satte deres præg på byen. På sin vis blev grunden lagt for det multikulturelle Berlin, der stadig karakteriserer byen i dag.

Berlin fik først rigtig status som storby i 1700-tallet. I 1701 havde kurfyrst Frederik ladet sig krone som kong Frederik d. 1. af Preussen. Opgraderingen fra fyrstendømme til kongerige betød også, at man måtte have en hovedstad, der var en konge værdig. Ikke mindst under Frederik den Store (Frederik d. 2.) oplevede Berlin en voldsom vækst. Frederik den Store gjorde Preussen til en militær stormagt, men var også optaget af tidens nye oplysningstanker, filosofi og kunst. Han havde en større korrespondance med Voltaire og komponerede musik. Berlin skulle være en hovedstad, der repræsenterede den politiske og militære magt, men også et centrum for det ypperste i kunst og kultur, bl.a. manifesteret i Forum Friedericianum (i dag Bebelplatz) med operahus og bibliotek.

De preussiske konger fortsatte med udbygningen af Berlin med universitet (i dag Humboldt Universitet) og museerne på Museumsøen. Men det næste store spring kom med samlingen af de tyske fyrstendømmer til det forenede tyske kejserrige i 1871. Berlin var nu hovedstad i både kejserriget og i delstaten Preussen, samtidigt med at man havde sit eget bystyre. Det prægede også udviklingen. Kejseren trak i national-konservativ retning, mens bystyret orienterede sig mod de moderne tider og demokratiets fremmarch. Det medførte også en begyndende opdeling af Berlin i øst og vest. Industri og nye arbejderkvarterer var i vækst i øst, mens det bedre borgerskab slog sig ned i vest. Berlin fik elektrisk gadebelysning, banegårde, U-Bahn og S-Bahn. Potsdamer Platz blev byens hektiske centrum.

Kejserriget fik kort levetid. Nederlaget i 1. Verdenskrig og revolutionen i 1918 førte til Weimarrepublikken. Berlin var nu hovedstad i et moderne demokrati. Det kom bl.a. til udtryk i en mangfoldighed af ny, avantgardistisk kunst og kultur og i en seksuel frigørelse, der gav Berlin ry for at være den mest amoralske og dekadente by i verden. Det var også en politisk turbulent tid, der ofte endte i voldelige sammenstød mellem især kommunister og nazister.

Nazisterne kom som bekendt til magten i 1933. Det betød enden for den entartete (fordærvede) kunst, der var opblomstret under Weimarrepublikken og det kom til at ændre Berlins udseende radikalt. Det var Hitler og hans arkitekt Speers plan, at Berlin skulle ombygges til en ny verdenshovedstad i Det Tredje Rige under navnet Germania. De megalomane planer blev aldrig realiseret, men man kan stadig danne sig et indtryk af den nazistiske aktitektur i Det Olympiske Stadion og Tempelhofs monumentale lufthavnsbygning. I stedet blev det de massive allierede luftbombardementer, der radikalt ændrede Berlin. På seks år faldt befolkningstallet fra 4,3 til 2,8 millioner og op mod 70 % af byen lå i ruiner.

Efter 2. Verdenskrig blev det besejrede Tyskland delt i fire zoner styret af de fire allierede sejrsmagter. Det samme gjaldt Berlin, der egentlig lå i den sovjetiske zone. I praksis blev det hurtigt en deling i Øst- og Vesttyskland, Øst- og Vestberlin. Det blev mere manifest med Berlinmurens bygning i 1961. De logistiske vanskeligheder ved at komme til og fra Vestberlin gjorde, at der ikke var gode betingelser for industri. I stedet satsede man på kultur og turisme. Vestberlin blev et udstillingsvindue for kapitalismens overlegenhed, når det drejede sig om at levere kultur og forbrugsgoder til befolkningen. Modernistiske arkitekter byggede flittigt i Vestberlin.

Omvendt skulle Østberlin vise, at folkesocialisme var fremtiden. Det viste sig i den såkaldte østmodernisme, som f.eks. den 3 kilometer lange boulevard Karl-Marx-Allee (oprindelig Stalinallee) og ikke mindst tv-tårnet på Alexanderplatz. Det gamle Berlin slot blev sprængt bort og i stedet byggedes Palast der Republik som repræsentation af folket som de nye magthavere - mens Muren sørgede for at folket ikke forlod arbejderrepublikken.

Seneste kapitel er så Berlin som hovedstad i det genforenede Tyskland. Siden Murens fald (1989) og genforeningen (1990) har Berlin været præget af hektisk byggeaktivitet. Man har været omhyggelig med at sikre, den nye hovedstad ikke fremstår som repræsentation af en aggressiv magt, men en moderne demokratisk og kulturel stat. Det har været diskuteret, hvor meget Berlins til tider mørke historie skal mindes. Daniel Liebeskinds jødiske museum og Peter Eisenmans Mindesmærke for Europas myrdede jøder erindrer sammen mange andre mindesmærker og -steder om holocaust og jødernes skæbne i Berlin. Muren er næsten forsvundet, men enkelte steder minder rester stadig om det delte Berlin. Omvendt så er Palast der Republik selv blevet sprængt bort og Berlins slot er genopført i 3/4 størrelse som Humboldt Forum. Og Potsdamer Platz, der under den kolde krig lå øde hen, er genopstået i hypermoderne arkitektur.

Berlin er ikke en storby med en lang historie som Rom, Paris eller London. Til gengæld er det en historie med langt mere drama og turbolens fortættet på 300 år end noget andet sted. Den historie giver Johnny Larsen og Jørgen Mikkelsen et grundigt indblik i. Det er en bog præget af historikerens faglige grundighed og fordybelse i kilderne (filmentusiasten må dog påpege, at Wim Wenders film fra 1987 ikke hedder Engle over Berlin (s. 281), men retteligen Himlen over Berlin [org. Der Himmel über Berlin]). Men det er ikke en tør og kedelig akademisk afhandling. Bogen er velskrevet og tilgængelig også for andre end fagfolk. Den er forsynet med mange noter og en righoldig litteraturfortegnelse, så man kan læse videre, hvis der noget man gerne vil fordybe sig yderligere i.

Kender man Berlin er der meget at hente i den omtumlede historie, de fleste steder og kvarterer man kender har gennemgået. Har man stadig sit første besøg til gode er der masser af inspiration til, hvad man kan og bør se. Det er naturligvis ikke en rejseguide, men bogen er forsynet med et omfattende stedregister, så man nemt kan finde frem til steder, man er interesseret i og få uddybet deres historie. Og er man blot historisk interesseret, så er Berlins historie fortættet og omskiftelig som få andre steder.

Johnny Laursen & Jørgen Mikkelsen: Mellem øst og vest – Berlin er i høj grad anbefalelsesværdig.

Berlin bleibt doch Berlin.