I løbet af få måneder, kendt som ”den iranske massakre i 1988”, blev tusindvis af politiske fanger under det islamiske regime brutalt myrdet. Denne bog omhandler tiden før og efter denne massakre fra en insider-kender. Monireh Baradaran blev i efteråret 1981 arresteret og inden længe brutalt tortureret. Hun blev idømt tre års fængsel, som dog blev forlænget til ti år, blot fordi hun ikke ville angre en forbrydelse, hun ikke havde begået. Hun endte med at tilbringe ni år i fængsel for at være politisk venstreorienteret, og dermed modstander af den islamiske revolution i Iran. Siden sommeren 1991 har Baradaran levet i eksil i Tyskland og har udover Enkle sandheder i 2001 udgivet en bog på farsi om torturens psykologi.

Bogen tager udgangspunkt i Monireh Baradarans fængselsophold, men udvikler sig til at være en lidelseshistorie og en sammenholdshistorie i et fængsel præget af tortur og dennes ofre. Baradaran oplever et stærkt bånd til de andre kvinder i fængslet, og disse deler hinandens sorger på godt og ondt – sammen synger de, skriver og danser – trods det faktum at disse fornøjelser er forbudte for dem. Det er en historie om at miste, miste veninder en efter en til bødlens hånd – enten via tortur, selvmord eller henrettelse. Men også at miste veninder rent psykisk, én efter en bukker fangerne under for tortur og hjernevaskelse og bliver tawab’er, nyomvendte, trofaste tilhængere af den islamiske revolution, og piner, sladrer og torturerer deres tidligere veninder i fængslet.

Monireh Baradarans historie er en historie om ufattelig mod i en uretfærdig verden, hvor menneskerettigheder stort set er intetsigende. Men det er også en historie om de bånd, der knyttes blandt kvinder, som har alle odds imod sig, og hvordan disse venskaber gør, at torturen og uvidenheden ikke får (alle) kvinderne til at bukke under. Det er en historie om menneskets forskellige naturer, og hvordan disse kan krænkes så brutalt, at mennesket kan forandre sig så groft, at en datter og en mor vil indgive hinandens navn overfor sin bøddel for at undgå mere straf. Det er en historie om torturens indvirkning på mennesket, og en åbenlys kritik af denne metode. Det er en historie om en forgæves søgen efter retfærdighed. Sidst men ikke mindst er det en historie om stadfæstelse af at stå ved, hvem man er, selvom konsekvenserne kan være fatale.

Man kan ikke sige så meget andet end, at Monireh Baradarans bog er fantastisk! Den skildrer kvindeliv på godt og ondt, og hvordan disse underkuede kvinder finder sammenhold og mening i en meningsløs tilværelse. Det eneste, jeg mangler i denne historie, er Monireh Baradarans oplevelser efter frigivelsen fra fængslet. Man må nemlig undre sig, om ikke disse torturmetoder hjemsøger ofrene mange år efter. Hvilke råd ville Baradaran give til andre i lignende situationer, og hvordan har hun skabt et meningsfyldt liv i Tyskland?

Man sidder tilbage med en ganske bitter smag i munden. Hvordan kan disse torturmetoder i så stort omfang stadig benyttes med omverdenens stiltiende accept? Endvidere stiller den spørgsmål til menneskets natur. Fødes nogle bare stærkere end andre, siden ikke alle kvinderne bukkede under for torturen? Hvad gjorde Monireh Baradaran anderledes end de nyomvendte? Man må i hvert fald anerkende, at Monireh Baradaran er en beundringsværdig kvinde, der ved, hvad smerte og udholdenhed består af.