I filmen Blade Runner er der en scene, hvor hovedpersonen og politimanden Rick Deckard skal udspørge kvinden Rachael for at finde ud af, om hun er et menneske eller en replikant; en robot. Til det anvender han en særlig test kaldet ´The Voight-Kampff´-test. Det lykkedes ham at afsløre, at Rachael faktisk er en replikant og ikke et menneske. Men i hendes tilfælde måtte han bruge mere end 100 spørgsmål frem for de 20-30 spørgsmål, det normalt ville tage at afsløre en replikant. Hun er en ny og forbedret model, der har flere “menneskelige” træk end de normale replikanter, som mennesker bruger som slaver i “kolonierne”. Problemet er blot, at disse slaver har følelser, hvilket gør at forskellen mellem mennesker og replikanter mere eller mindre udviskes. Til sidst udviser replikanterne mere humanisme end menneskene i filmen. Så hvad er ægte og falsk? Og er det vigtigt?

Jeg kom til at tænke på scenen, da jeg læste Ide Ebbensgaards bog Ægte. En lille bog om kunstig intelligens, fordi den stiller spørgsmålet om, hvad der er ægte i en verden med generativ kunstig intelligens. Desuden er filmens Voight-Kampff-test meget lig den test, Alan Turing allerede beskrev i 1950. Turingtesten er senere blevet brugt som indikator for kunstig intelligens og handler om, hvorvidt en maskine kan simulere at være et menneske. Hvis den kan, er det en indikation på intelligens, er Turings pointe.

Det falske eller uægte er ikke noget problem i sig selv. Vi kan sagtens nyde et maleri, selvom det viser en scene, der aldrig har fundet sted, ligesom vi kan nyde en tv-serie om mennesker, der kun findes som fantasiprodukter hos dem, der har lavet serien.

Men det falske kan i mange sammenhænge give mange problemer, som ofte har sit udspring i en manglende evne til at skelne mellem det ægte og det falske. Når jeg ser et klip med en politiker, der giver udtryk for en holdning, så er det ikke ligegyldigt, om indslaget er falsk eller ægte. Indslag med politikere og andre, der udtaler sig offentligt, er en del af den måde, meningsdannelse finder sted på. Og dette har siden oplysningstiden og i mange tilfælde længe før dette, været omdrejningspunktet i det, man kan kalde offentlig meningsdannelse, der er helt centralt for demokratiske samfund.

“Deep fakes" er derfor en af de problemer Ebbensgaard udpeger i sin bog. Når der cirkulerer deep fake-video- eller lydfiler, så er det med til at skabe en generel mistillid. I første omgang i forhold til offeret for faken, hvor en person kommer til at fremstå med holdning, vedkommende slet ikke kan stå inde for og aldrig har givet udtryk for. Men i anden omgang er det med til at skabe en usikkerhed om, hvad vi generelt kan stole på. Og hvis vi grundlæggende er i tvivl om, hvem der siger og mener hvad, så er det med til at underminere den udveksling, der ellers skulle udgøre sammenhængskraften i et moderne samfund.

I Ægte viser Ebbensgaard, hvordan dette problem har mindst to sider. Den ene drejer sig om, hvad vi faktisk ved. Hvad fortæller videnskaben os om den verden, vi lever i. Er der fx grund til at tro på, at de vacciner, der er blevet udviklet, lever op til videnskabelige standarder, eller er de direkte farlige for vores helbred - og måske skabt for at gøre os ondt? Dette spørgsmål gælder vores forhold til viden. Kan vi stole på den viden, vi bliver præsenteret for som begrundet viden? Eller er viden et spørgsmål om, hvad den enkelte tror på? Er videnskaben afhængig af særinteresser, der fordrejer vores verdensbillede?

Videnskab og viden spiller en afgørende rolle i et moderne samfund, så derfor er spørgsmålet om (videnskabelig) viden ikke kun et spørgsmål, der kan henlægges til små snævre videnssamfund, der befinder sig i mørke rum på forskningsinstitutioner og laboratorier. “Skal det demokratiske velfærdssamfund sikres og være i stand til at holde sammen, må befolkningen ikke vildledes af konspirationer, pseudovidenskab eller decideret disinformation” (s. 23f).

Den anden del handler om den fri meningsdannelse, som gælder udvekslingen af synspunkter. Det er den politiske offentlighed, som er baseret på, at man formulerer synspunkter om det fælles. Hvordan vil vi gerne have, at samfundet skal udvikles? Hvornår er det rimeligt at nedlægge eller sammenlægge skoler? Skal velfærd centraliseres eller decentraliseres? Hvor ofte skal der vaskes trapper i vores boligforening? Spørgsmål som vi kan have forskellige holdninger til. Her er det afgørende, at disse holdninger repræsenterer forskellige værdier og opfattelser - og at de kan prøves i fri diskussion og meningsudveksling. Denne kræver på sin side, at der faktisk etableres en samtale, som bygger på fælles anerkendte måder at argumentere på.

Hvis der ikke er et fælles udgangspunkt (argumentationsregler) for udvekslingen af synspunkter, er der ingen samtale; intet demokrati.

Det er interessen for de konsekvenser udbredelsen af generativ kunstig intelligens kan få for grundlaget for det moderne demokratiske samfund, der er selve udgangspunktet for bogen. Og ikke mindst den betydning, som medierne kan spille i dette. “De seneste to år har jeg undersøgt de konsekvenser og muligheder, kunstig intelligens, og særligt generativ AI, rejser i forhold til vores offentlighed… Mit ærinde er at forstå, hvad generativ AI kan gøre ved vores forhold til det sande og det ægte - og hvilken værdi mennesket får i den ligning. Her spiller publicismen en vigtig rolle” (s. 24f).

Offentligheden er i moderne demokratiske samfund det sted, hvor demokrati kommer til udtryk. Derfor omtaler Ebbensgaard meget fint tillid som kritisk infrastruktur, for tilliden til og den gensidige respekt for den anden er helt afgørende i udøvelsen af demokrati. Menneskers ligeværdighed er fundamental i et demokrati og her spiller medierne en vigtig rolle som mediatorer af. Ebbensgaard siger også, at “frie medier er kritisk, demokratisk infrastruktur” (s. 94) Og hen mod slutningen af bogen skriver hun: “Medierne har en nøglerolle i at kultivere vores kritiske sans… Historierne skal besvare: Hvad er vigtigt og hvorfor? Opgaven er at skabe mening, og det er noget helt andet end at skabe tekst, lyd og billeder” (s. 209f).

Ida Ebbensgaard berører mange forskellige problemstillinger forbundet med den måde, hvorpå kunstig intelligens anvendes på. Hun har et godt blik for en række problemer forbundet med de overordnede økonomiske og magtmæssige strukturer i udbredelsen af kunstig intelligens og den indflydelse de har både i forhold til den demokratiske samtale og viden. Hun omtaler udviklingen af mere og mere genereret indhold som en potentiel “epistemologisk apokalypse” (s. 95). Genereret indhold vil aldrig blive mere en omtrentlig rigtigt, når teknologien fungerer med store sprogmodeller, der er ordgeneratorer ud fra en sandsynlighedsberegning; next token prediction, som det hedder.

Forfatteren er dog også optaget af en række af de muligheder, kunstig intelligens giver, og hun peger blandt andet på, at det kan anvendes til at styrke den menneskelige kreativitet. “Det er en af de mest markante værdier af kunstig intelligens, at det forstærker menneskets egen kreativitet” (s. 12f) - Her skulle hun nok have puttet en lille relativering ind, da denne styrkelse meget afhænger af, hvordan teknologien anvendes. Det er ikke noget, der ligger i teknologien i sig selv.

Bogens styrke er dens udsyn og nuancering, og den kan anbefales til alle, der er alment interesseret i kunstig intelligens og dens mulige indvirkning på samfundet. Som Ebbensgaard selv siger, så er det en journalistisk fremstilling. Hun har tidligere været chefredaktør på Zetland, og bogen har den samme grundighed og seriøsitet, der kendetegner tidsskriftet.