Louise Mønster har med sin afhandling Søg ingen sandhed her formået det ganske ambitiøse og dog vellykkede projekt, et studie af Henrik Nordbrandts komplette, poetiske forfatterskab fra 1966 til 2021.

Den tilpas vage hovedtese – at det mest stabile element i Nordbrandts digtning netop er dens ustabilitet – udgør et frugtbart udgangspunkt for analysen og åbner op for en kritisk genlæsning af, hvordan digteren gang på gang afviser etablerede sandheder og absolutte værdier.

Selve afhandlingen er skarpt inddelt i 15 kapitler, hvor hvert kapitel fokuserer på et centralt tema eller motiv, der har præget Nordbrandts udvikling. Denne opdeling, som både benytter sig af diakrone (tidsmæssige) og synkrone (samtidige) perspektiver (med hovedvægten dog på det sidste), er et forsøg på at afspejle netop den poetiske modstand mod at blive reduceret til faste faser eller entydige identiteter, som er et så centralt væld, hvorudfra Nordbrandts digtning springer.

Ved at spore udviklingen fra de tidlige værker med komplekse, til tider overlæssede metaforer til de senere, mere tilgængelige og stedvist autobiografiske udtryk, giver afhandlingen et nuanceret billede af en forfatter, der konstant er i forandring. I modsætning til tidligere monografier virker det da til, at Mønster ingen private kæpheste har at ride, hvilket skaber et sjældent vidunder af akademisk tilgængelighed.

En af afhandlingens styrker ligger i dens innovative og mangefacetterede brug af forskellige teoretiske perspektiver, herunder f. eks. det hæsliges æstetik og rummets fænomenologi, for at belyse særlige aspekter af Nordbrandts poesi.

I tråd med digteren udfordrer afhandlingen traditionelle, platonske forestillinger om skønhed ved at undersøge, hvordan Nordbrandt bevidst undergraver de konventionelle, æstetiske former. I stedet for at stræbe efter harmoni og orden, omfavner digteren det uventede og ubehagelige. Eksempelvis analyseres hans anvendelse af sonetformen i et nyt lys: Hvor sonetten normalt fremkalder billeder af balance og skønhed, viser afhandlingen, at Nordbrandts sonetter ofte bevæger sig mod det groteske og det uordnede.

Denne omfortolkning – hvor de klassiske sonetter gradvist viger plads til den mere flydende arabeske – illustrerer en æstetik, der finder skønhed i ustabilitet og forandring. Dette teoretiske greb er med til at vise, at det grimme i Nordbrandts digtning ikke blot er en afvigelse, eller for den sags skyld en fetichisme, men et gennemreflekteret valg, der åbner ud mod en mere omfavnende erkendelse af livets flygtige og modstridende natur.

På samme måde bidrager fænomenologien til en fornyet forståelse af, hvordan Nordbrandt fremstiller fysiske og eksistentielle rum. Mønster demonstrerer, hvordan hus, byrum og natur ikke blot fungerer som neutrale baggrunde eller idiosynkratiske metaforer, men nærmest som levende arenaer, hvor identitet, hukommelse og tab skaber komplekse betydningsforskydninger. I analysen af husmotivet – særligt fremtrædende i de tidlige år – bliver hjemmet portrætteret som et sted, der både er efterstræbt og undveget, et sted hvor hjemløshed og eksistentiel splittelse tydeliggøres gennem billeder af hjemsøgende og fragmenterede rum.

Ligeledes bliver byrummene i senere værker behandlet som steder præget af forfald og fremmedgørelse, hvor de offentlige pladser og torve ikke længere symboliserer fællesskab, men snarere en fornemmelse af meningsløshed og social opløsning. Denne læsning understreger, at Nordbrandts beskrivelse af rum er på en gang dybt subjektiv, ladet med følelsesmæssig og eksistentiel betydning, men samtidig objektiv, konventionskonfrontatorisk og vedkommende.

Afhandlingen udmærker sig i sin tilgængelighed. Mønster illustrerer tydeligt, hvordan de nævnte teorier konkret anvendes på Nordbrandts poesi.

Således eksempelvis i kapitel 10, hvor det fremhæves, hvordan Nordbrandts sonetter, til trods for den strenge form, ofte udtrykker noget ubehageligt og grænseoverskridende.

Denne kontrast mellem forventet skønhed og det frembragte "grimme" synliggør en bevidst afvigelse fra klassiske æstetiske normer og understreger en filosofi, hvor skønhed opstår i uorden og forandring.

I kapitel 6 analyseres huset som et centralt topos. Her bruges fænomenologiens fokus på den subjektive oplevelse af rum til at vise, hvordan Nordbrandts beskrivelser af hjemmet ikke blot handler om fysisk bolig, men om en dybtliggende følelse af fremmedgørelse og tab af et fast sted at være.

Kapitlerne om byrum og natur (kapitel 7 og 8) udvider denne analyse ved at betragte offentlige pladser og naturlandskaber som spejlbilleder for den indre tilstand. Byens torve og pladser fremstilles som steder, hvor modernitetens og historiens forfald illustrerer en eksistentiel splittelse, mens naturen, med sit paradoks mellem frihed og ødelæggelse, indfanger Nordbrandts konstante kamp mellem tiltrækning og afvisning af det evige.

For ikke at trække i langdrag med, hvilken guldgrube af indsigter Mønster formår at drage frem, vil jeg dog til slut nævne det ganske større bedrift at sætte Nordbrandt i dialog med både hans samtid og hans forgængere. Omend Nordbrandt selv inklinerede mod en vis obskuritet og nomadeagtig selviscenesættelse, kommer man ikke udenfor det levede liv og de akkumulerede erfaringer, som især senere digtsamlinger afspejler. De sidste kapitler inddrager da også netop politiske og autobiografiske dimensioner, som tidligere analyser i Ringgaards og Bredsdorffs monografier har berørt i langt mindre omfang. Det resulterer i et både mere holistisk, men samtidig også mere dynamisk billede af Nordbrandts forfatterskab.

På trods sin digtnings sproglige tvetydighed og komplekse billedrækker, bibeholdt manden selv en vis statiskhed, naivitet nærmest på visse politiske og religiøse punkter. Jeg tror dog dette til det bedre - både for ham selv i sit virke og for de af os, som ikke søger os selv bekræftet i egne holdninger gennem læsning.