Sygdom.

I et enkelt ord synes der at ligge en masse betydninger. Går man ned og ser nærmere på selve ordet, synes der at være en snert af noget fordømmende i det. Er du syg, så er du samtidig ´dømt´. Der er nok tale om en form for forsvarsmekanisme, når vi i dagligdagen forsøger ikke at tale særligt meget om sygdom, medmindre man har nået en alder, hvor dette tilsyneladende er helt legitimt. Hvis du har en vis alder, så vil du også opleve skavanker, kender folk der er blevet syge og snakker måske ligefrem ofte om disse ting med dine nærmeste.

Til gengæld så tales der ganske ofte om ting der har med sundhedsvæsenet at gøre. Eksempelvis er der sikkert mange af Kapellets læsere, der deler anmelders forargelse over alle de milliarder af skattekroner der bliver ødselt på de såkaldte supersygehuse. Steder der opføres med utætte tage og mug i væggene, når nu entreprenørerne forsøger at hugge en hæl og klippe en tå allerede inden operationsstuerne er blevet åbnet.

Det er muligvis først er når vi selv eller vores allernærmeste er blevet syge og ender på hospitalet, at det bliver helt legitimt at tale om det at være syg. Når nyhederne fortæller om sygdomme, handler det primært om statistikker, infektionstal og lignende, men sjældent om den enkelte patient.

Den unge, danske fotograf Frida Lisa Carstensen Jersø har med sin fotobog Frida Forever søgt at bryde dette tabu. Som der skrives indledningsvist i bogen så faldt hun i 2012 fire og en halv meter ned på asfalten og brækkede sin ryg, efter at have lænet sig op ad et gelænder, som knækkede. Rygmarvsskaden har betydet at hun er endt i kørestol og at hun har tilbragt størstedelen af sin ungdom på hospitaler hvor hun er blevet opereret over 100 gange. I en note nævner hun, at hun har fået så mange blodtranfusioner, at hendes blodtype ganske enkelt har ændret sig.

Frida Foerever er hendes meget personlige, fotografiske vidnesbyrd om de mange indlæggelser, fysiske indgreb, den fesne hospitalsmad og et liv ind og ud af hospitalet. Samtidig vidner de mange billeder om et ungt menneske, der nægter at lade sig kue af den voldsomme og udmattende situation hun befinder sig i.

Det kan forekomme nærmest kontraintuitivt at anskaffe sig en fotobog, der viser nærbilleder af operationssår, tomme hospitalsstuer, plasmaposer og nåle der penetrerer hud. Mange af de fotos man oplever i Frida Forever, vil for mange helt sikket fremstå så ubehageligt væmmelige, at de har lyst til at kigge væk. Det er bare vanskeligt at gøre, når man samtidig bliver serveret helt almindelige portrætfotos af den unge kvinde, hvis krop (og sind) er omdrejningspunket for det hele. Det bliver endnu mere vanskeligt, fordi Frida også har valgt at vise fotos fra sit liv udenfor hospitalet. En tilværelse der synes at være fyldt med liv, glæde og håb.

Et fint eksempel er helt i starten af bogen, hvor et opslag på venstre side viser et foto af et bord på hospitalet hvor der ligger noget hospitalsgrej og på modsatte side et stuebord, der viser vinflasker, halvtomme glas, lightere og aske fra smøger. Det kliniske hospital sat overfor det nussede, feststemte hjem. Hospitalsstuens ensomhed sat overfor fest med vennerne. Behandling sat i kontrast til selvmedicinering.

Det er meget muligt at du (som mange andre danskere) har en uudtalt modstand mod folk, der fortæller om deres sygdomme. Det er vist meget almindeligt, at mange foretrækker at tale om alle mulige andre ting, til trods for at både sygdom og dødsangst ofte er en del af vore alles liv. Selv om man har et godt helbred, så ændrer det ikke på det faktum, at vi alle skal dø og derfor er det i anmelders øjne også vigtigt at se disse ting i øjnene. Det handler ikke om t vende blikket eller sin opmærksomhed væk, men i stedet lade sig konfrontere med en ide om, at sygdom og død er mindst lige så stor en del af livet som det at blive født. Fridas fotos kan på den vis guide tilskueren ind på rette vej, eller måske i det mindste åbne op for, at disse emner på sigt bliver nemmere at diskutere.

Det er lidt vanskeligt at tale om det rent fototekniske i Fridas billeder. Langt de fleste af hendes motiver virker som om de er taget enten med et kompaktkamera med blitz eller med den mobiltelefon man også aner i flere af motiverne, hvor spejle indgår. Mange af motiverne synes at være bevidst triste, men det er hospitalsstuer jo også notorisk kendt for.

Det kan også undre undertegnede hvordan Frida er lykkedes med at tage billeder, hvor det ser ud som om hun er lagt i narkose, med iltslanger der stikker ud af hendes mund og tape der holder øjnenlågene på plads. Måske har hun fået personalet til at hjælpe? Det er dog knap så vigtigt som den overordnede visuelle mavepuster som denne bog giver dig.

Til allersidst i bogen har Frida også skrevet en smule om mange af de billeder man har bladret sig gennem og nærstuderet. Gennem ordene kan man både danne sig et billede af Fridas tanker omkring motiverne, men også se hvornår de er taget. Herudover inderholder bogen også et forord og en efterskrift, der kan være med til at kontekstualisere indholdet.

Frida Forever er et ærligt og sårbart portræt af en ung kvinde, der langt fra er alene med sine udfordringer. Der findes mange unge mennesker der som Frida er kommet slemt til skade eller har pådraget sig en kronisk, potentielt dødelig sygdom. I stedet for at gå helt alene med dette, i stedet for at forsøge at behage resten af samfundet ved ikke at tale om det, så er her et fotografisk vidnesbyrd om et enkelt menneske, der er havnet i en situation, der måske havde suget livslysten ud af andre i samme situation. Der er noget virkelig livsbekræftende ved at opleve dette skrøbelige hospitalsvæsen dele sine oplevelser med alle os andre. Tak for det.