I forbindelse med, at det var 300 år siden, den tyske filosof Immanuel Kant blev født, udgav Dagbladet Information en række artikler eller essays om Kants aktualitet. Artiklerne indgik i det, Information kalder en dannelsesaktivisme, hvor det handler om at stille sig i den moderne oplysnings tjeneste. Det kan måske synes en smule gammeldags og måske også lettere paternalistisk, men omvendt er der virkeligt brug for, at medier tager et ansvar for at modgå tendensen clickbait og tomme kalorier i informationsstrømmene, der hjælpes godt på vej af de forskellige platformes kamp om at fastholde brugere og annoncører ved at tale til den mindste fællesnævner.

Så godt gået Information!

Nu foreligger de dannelsesaktivistiske tekster så i bogform som Kant for et større publikum, så målgruppen kan udvides fra den trofaste menighed, der udgør Informations læsere, for at nå et større publikum, som titlen også indikerer.

Frihed og moralitet er gennemgående temaer i de 8 korte kapitler i bogen. De to begreber hænger sammen for Kant, da moralen er forudsætningen for frihed. At handle moralsk betyder, at man skal handle på en måde, så man kan ville, at ens handlemåde kan være eksemplarisk for alle andre. Moralen er på denne måde universalistisk og gælder alle mennesker. Men den er samtidig tom for indhold, da den ikke kan siges at sigte mod bestemte handlinger.

Når man handler moralsk og dermed opfylder “det kategoriske imperativ”, som det kaldes hos Kant, så handler man frit. Man lader sig ikke diktere af ydre omstændigheder og egne tilbøjeligheder til at handle på en måde, der er egennyttig. Den enkelte bliver fri ved gennem fornuften at regulere ens egne handlinger, så de kan være eksemplariske for alle.

For Kant betyder frihed ikke at gøre som man vil. Tværtimod er den umiddelbare vilje underlagt naturen ved at være naturlige drifter. Det betyder, at den umiddelbare vilje er udtryk for en udefrakommende tvang, hvilket den enkelte med fornuften kan indse. Så fornuftstyringen er frihed. Man kan sig fri ved at anvende fornuften mod følelsen.

Rune Lykkeberg indleder bogen ved at præsentere denne moralske tanke hos Kant, som er en præmis for store dele af hans tænkning. Om det kategoriske imperativ siger Lykkeberg: “Det kan lyde strengt og abstrakt, men man kan også bare kalde det at lytte til sin egen samvittighed” (s. 13).

Men det forekommer faktisk som en slap udlægning. Kant gør et nummer ud af at udlede det kategoriske imperativ af en analyse af moralens forudsætninger bl.a. i Den praktiske fornuft. Og her er det tydeligt, at det at lytte til ens egen samvittighed ikke er nok. Det er gennem en erkendelse af moralens almene mulighed, at man kan være moralsk. Så når Lykkeberg henviser til ens egen samvittighed, så bygger han på en præmis om, at den er blevet dannet på en bestemt måde, hvilket man ikke kan tage for givet.

Lykkebergs henvisning til egen samvittighed kommer herved til at pege på Kants fordring om universalitet og nogle af de udfordringer, der kan ligge i denne fordring. Lykkeberg henviser til samvittigheden, som om den har et givet indhold, og dette indhold må være alment gældende. Men for Kant har moralen netop ikke et indhold, men kun en form.

Universalismen bliver også et emne i Moritz Schramms indlæg, der tager udgangspunkt i den måde, hvorpå Kant blev aktualiseret i diskussionen om, hvorvidt menneskerettigheder er et universelt anliggende. Hvis menneskerettighederne er universelle, vil det betyde, at det er legitimt at beskytte dem uanset nationale grænsedragninger. Schramm citerer fra Kants skrift Den evige fred fra 1795: “en retskrænkelse ét sted på jorden mærkes alle steder” (s. 30)

Kant aktiveres her som en rambuk for den liberale venstrefløj mod den konservative nationalisme. “Hvordan kunne det internationale samfund skabe rammerne, hvor staternes suverænitet kunne tilsidesættes i tilfælde af seriøse brud på deres egne borgeres menneskerettigheder?” (s. 30), skriver Schramm i forlængelse af citatet fra Den evige fred. Men når universalismens princip møder virkelighedens realpolitik, så bliver principperne typisk gjort til skamme, og FN blev ikke den fornuftens organ, som den liberale venstrefløj med Habermas som markant stemme havde drømt om. “Drømmen bristede” (s.31).

En anden udgave af universalismen finder man i “Måske er verden endnu ikke klar til Kants moralfilosofi” skrevet af Carsten Fogh Nielsen. Netop det principielle og abstrakte hos Kant er måske slet ikke problemet, siger han. Måske er det verden, der er problemet. “Det kategoriske imperativs krav om almengyldighed er i Kants udlægning udtryk for menneskets grundlæggende moralske ligeværdighed med alle andre mennesker” (s. 59f). Dette radikale krav vil de fleste nok hævde er urealistisk, som vi også så i forhold til det internationale samfunds beskyttelse af alle menneskers ligeværd og ukrænkelighed. Men denne mangel på realisme, eller denne naivitet, er måske styrken. Hvad nu hvis, skriver Fogh, “det ikke er Kants krav, der er for radikale, men vores tro på, at vi kan leve op til dem, der er for begrænset?” (s.60). 

Hermed laver Fogh en noget hegeliansk klingende analyse af Kants tænkning, og det er lidt ærgerligt, at han stopper netop der i sin tankerække. Hvis verden ikke lever op til sit begreb, er det værst for verden - eller noget i den stil - skrev Hegel. Og er det sådan, Fogh egentlig forstår Kant?

De fleste tekster i denne lille bog er fine, og man får et lille indtryk af Kants tænkning både ift. erkendelse, moral, politisk filosofi, æstetik og hans racelære. Der er ikke tale om egentlig indføringer i Kants tænkning, men netop nogle overvejelser over Kants aktualitet. Derfor er det også mere end besynderligt, at der ikke er en tekst om Kants krav til offentlig brug af fornuften, som nok er det sted, hvor Kants tænkning er allermest aktuelt.

Kant hævder, at fornuft kræver at blive mødt af fornuft i åben offentlig debat for, at fornuften kan prøves ved at blive modsagt. Det er moderne samfunds og den moderne politiske kulturs grundforudsætning, og noget som ser ud til at være under kraftig afvikling gennem den måde, offentligheden (ikke) fungerer på med polariserede semi-offentligheder, hvor det handler om at hade eller omfavne hinanden, men aldrig om at konfrontere hinanden i en gensidig anerkendelse. Her er kun plads til bekræftelse eller fornægtelse, men ikke egentlig udveksling af argumenter, hvor den gensidige anerkendelse også betyder, at man lytter til modargumenter.

Det må være et bud på Informations næste dannelsesaktivisme at få bud på, hvordan en velfungerende offentlighed kan udvikles på den måde, hvorpå moderne medier fungerer.