Døm endelig ikke undertegnede, men denne bog er anmelders første reelle møde med Margaret Atwood. Hendes måske mest berømte værk The Handmaid´s Tale (da. Tjenerindens fortælling) -red.) er selvsagt blevet set som både film og tv-serie, men at læse essaysamlingen Brændende spørgsmål. Essays og lejlighedstekster 2004-2022 har betydet at Atwoods roman nu er blevet indkøbt og ligger klar til at få rettet op på denne mangel.

Selv om de mange essays, forelæsninger og andre taler der optræder i bogen er blevet læst på dansk, så skal det siges at de er blevet leveret i i en forrygende god oversættelse af Claus Bech. Er du er i tvivl om dette udsagn, så læs blot hans oversættelse af essayet I oversættelsesland (ss. 253-266). Her vises tydeligt, at både han og Margaret har styr på deres ord.

Margaret Atwood er klar i mælet. Hun er en blændende formidler der har både en stor kærlighed til litteraturen, naturvidenskaben og meget, meget mere. Det ene øjeblik skamroses en roman, som Margaret Atwood (der i øvrigt skal ønskes et stort tillykke med H.C. Andersenprisen - red.) har skrevet et forord til. En tekst der har betydet at dette også er en roman undertegnede skal have nærstuderet – f.eks. Ekkomageren af Richard Powers.

I næste øjeblik leverer hun i en tale fra 2006 en dyster dundertale mod global opvarmning og menneskehedens grådighed og tåbelighed – hvilket er et emne hun vender tilbage til igen og igen i løbet af de 500+ sider. Man mærker konstant passionen, stemmen bag ordene og den meget drevne måde at sætte sætninger sammen på, så de er værd at læse og lytte til.

Du kan være nok så enig eller uenig med Margaret Atwood, men hun vinder nærmest altid på sine gode, saglige argumenter og ikke mindst på at besidde en prosastil der sitrer. Idet der er mange taler, er disse selvsagt skrevet i taltesprog, mens anmeldelser og de mange tekstessays, er en kende mere formelle i deres stil. I såvel de mere, som de mindre alvorlige tekster sørger hun for at de næsten alle besidder en snert af humor. Nærværende skrivekarl havde i al fald ikke troet at der skulle smiles så bredt undervejs i læsningen, til trods for de ofte er ganske alvorlige emner der vendes.

Kort sagt, så viser Atwood i denne samling at hun forrygende god forfatter og samtidig har haft og stadig har et vildt interessant liv. Et langt et endda. Hun blev født i Canada i 1939, hvilket betyder at hun her i 2025 runder 85. Hendes alder har dog ikke formindsket friskheden i hendes prosa, tværtimod.

Atwoods far var biolog og derfor voksede hun delvist op i de store canadiske skove om sommeren, mens vinteren blev tilbragt i lidt mere ´civiliserede´ omgivelser. Måske netop derfor er hun om nogen utrolig tæt på den natur, som hun så ivrigt forsøger at beskytte med sine ord.

Uanset om hendes tekster handler om menneskehedens snarlige undergang, om en fremragende roman, en varm oplevelse af kvindesammenhold i det nordlige Alaska eller noget helt fjerde, så tager hun læseren med og får gjort det emne der vendes både nærværende og mægtigt interessant.

Særligt spændende er også de tekster hvor hun får inviteret os indenfor i forfatterværkstedet. Her fortæller hun levende om sit konkrete arbejde med flere af hendes romaner og andre tekster, hvilke overvejelser hun har gjort sig og ikke mindst hvad baggrundene har været for at de blev realiseret.

Hvad enten hun skriver om sine egne tekster eller andre forfatteres, så sørger hun som regel for at inkludere den samtid og det miljø som disse tekster udspringer fra. Margaret tilslutter sig bestemt ikke ideen om, at teksten og dennes forfatter skal holdes stramt adskilt, for der er i hendes optik masser af gode pointer i at fokusere på både den enkelte forfatter liv og den sociopolitiske situation som var til stede da de tekster der skrives om blev til. Dette gælder både for så forskellige bøger om Zamjatins Vi, Carsons Det tavse forår, Orwells 1984 og for den sags skyld Atwoods egen Tjenerindens fortælling.

Teksterne i bogen er alle solidt funderet i humanistiske, naturvidenskabelige og feministiske traditioner, for selv om Atwood ikke betragter sig selv som akademiker men primært som forfatter, så kan hendes lidenskab for litteratur, naturen og mennesker helt generelt ikke fornægtes. Selv om mange nok vil anklage hende for at sympatisere med venstrefløjen, så får den fløj også kritik. For Atwood handler det om fornuft og medmenneskelighed, uanset politisk ståsted.

Hvis du står i din lokale boghandel og måske tænker ”hvorfor skal jeg dog bruge penge på en bog med essays om bøger og forfattere jeg ikke har et egentligt forhold til, foruden en række taler til folk jeg heller ikke kender?”, så er svaret følgende: Bare fordi du ikke tror du har brug for bogen, så vil du finde ud af at den er alle pengene værd, idet du når til det sidste punktum. Du får ikke kun en masse gode argumenter som du kan anvendes i sociale sammenhænge, du får også masser af gode tips til værker som du ikke vidste at du – lige som denne bog – havde brug for at læse.

Atwood skriver om utrolig mange emner, er meget ydmyg i forhold til sit eget virke og formidler sine tanker i et klart og utvetydigt, men også meget morsomt sprog. Hun er en blændende retoriker og er en dreven fortæller, der med disse tekster cementerer, at historer og historier om historierne er det der synes at binde vores virkelighed sammen. Kapellet kan ganske enkelt ikke anbefale denne tekstsamling varmt nok!