Kapellets anmelder har altid været betaget af den danske kunstner J. F. Willumsen. Eksempelvis bliver det maleri der pryder forsiden af den nye biografi Jeg er en anden (nærmere bestemt En bjergbestierske II fra 1912 – red.) altid besøgt, når turen går til Statens Museum for Kunst. Selv om Willumsen må siges at have fundet frem til en ganske unik og genkendelig stil, hvad enten der er tale om hans malerier, skulpturer eller noget helt 3. så vidste undertegnede kun ganske lidt om manden bag værkerne, før Henrik Wivels store biografi blev læst.

Biografien er dog så omfattende at det er blevet besluttet at dele den op i to særskilte bøger. En god beslutning, for havde været sendt ud i én samlet bog, ville den blive ganske tung at håndtere.

Ud over omfanget er Jeg er en anden på mange måder en helt traditionel kunstnerbiografi. Dels går den kronologisk frem, så læseren første gang møder den unge kunstner i barndomshjemmet og slutter omkring kunstnerens død i 1958. Hans liv er delt ind i mindre dele, med eksempelvis dramatiske overskrifter som Fadermord 1863-1889 (det skal for god ordens skylds nævnes, at Willumsen ikke dræbte sin far - ud over i kunstnerisk forstand– red.), som italesætter bestemte epoker og skelsættende år i kunstnerens liv.

Kronologien afbrydes undervejs af kortere tematiske afsnit, der synes at gå mere lidt mere analytisk og overordnet til værks, end det man oplever i andre dele af bogen.

Begge bøger byder på masser af fodnoter, kilder og selv Willumsens egne tanker om sit kunstneriske virke. Det er dog gennemarbejdet, så læsningen af Jeg er en anden på intet tidspunkt forekommer træg eller kedelig. Sådan er det jo som regel med interessante mennesker, både de ting de har foretaget sig, de værker de har skabt og de tanker de har haft er generelt spændende at blive delagtiggjort i.

Ud over at være en meget grundig biografi af Willumsens kunst, privatliv og tanker omkring mandens kunstneriske virke, så bliver bogen også et portræt af den samtid og de kunstneriske brydninger, som Willumsen var del af eller andre som han bevidst forsøgte at kæmpe mod.

Undervejs i bøgerne får læseren indsigt i hvordan Willumsen gennem hele sit liv var interesseret i at finde frem til forskellige metoder i sin kunst, der på den ene side fandt ind til noget ganske unikt Willumsen´sk, en stil der ikke var båret af det som blev undervist i på Akademiet, mens han på den anden hånd var mindst lige så bevidst om at kunsten er artificiel – noget adskilt fra naturen.

Vi følger Willumsen gennem både ekstatiske opture og i de perioder, hvor det gik ham mindre godt. Eksempelvis oplevede han lidt af en nedtur, da det ikke lykkedes ham og sin daværende hustru at få det gennembrud i Amerika, som han ellers havde drømt om. Når man læser om Willumsen, tegnes der også et billede af en ganske særlig kunstner, der helst ikke ville sættes i bås, men som var konstant nysgerrig på både verden og som konstant forsøgte at bryde med traditionerne.

Selv om monografien selvsagt fokuserer på manden bag kunsten, så vil anmelder postulere, at mange af vi der er interesseret i bøger om enkelte kunstnere, primært erhverver disse for at se de mange kunstværker som gengives i bøgerne. Vurderet på dette parameter skuffer Jeg er en anden heller ikke, for det er et rigt illustreret værk, der også inkluderer skitser, forarbejder og detaljer om Willumsens billeder, skulpturer, illustrationer og andre af mandens værker.

At se på et fotografi bliver selvfølgelig aldrig helt det samme at stå foran det enkelte kunstværk, men til gengæld vil Kapellets anmelder garantere, at du efter endt læsning kommer til at se Willumsens værker på en anderledes måde, end du har gjort det førhen.

Henrik Wivel skriver med stor passion og viden. Selv om man godt kunne anklage forfatteren for indimellem at være lige lovlig flink til at nævne alle de personer, der har haft en relation til Willumsen, værker der enten har inspireret Willumsen eller kunstnere som han på sin vis har haft en indflydelse på, foruden de historiske, samfundsmæssige og kunsthistoriske tendenser som knytter sig til alt dette, så vidner det blot om, at forfatteren har til hensigt at være meget grundig i sin formidling af sit stof. Der citeres flittigt fra kunsthistoriske værker, breve og andre kilder, som er med til at nuancere det overordnede portræt der tegnes. Som nævnt gør alle disse faktiske oplysninger, at bogen får en god portion gravitas, men uden samtidig at blive tør og trist.

Man kan jo indvende, at en sådan bog ´blot´ er blevet til gennem at benytte sig af tidligere skrevne værker om kunstneren (f.eks. bind 2 s. 74). Hvor meget der er genanvendt ved anmelder selvsagt ikke, idet dette som nævnt indledningsvist er den første biografi om kunstnerens liv undertegnede har læst, men uantastet dette, så er og bliver Jeg er en anden en flot hyldest til kunstneren, dennes livsværk og produktion.

Dette et fremragende portræt, der viser en kunstner der konsekvent søgte nye veje og metoder, og var visionær på din helt egen måde. Samtidig viser det også, at et liv som kunstner også kan få følger ind i privatlivet. Willumsen var gift flere gange, og som der skrives om et af hans tidligere ægteskaber: ”Han er hjemme, men han er ikke til stede” (bog 2 s. 85). Willumsen gik ´all in’ på at leve som kunstner, med de ofre det måtte bringe undervejs, og forfatteren er da heller ikke blind for hvor smerteligt dette måtte have været for de hustruer og børn der var en del af ligningen (s. 88 b2).

Willumsen skitseres som både et produkt af sin samtid, og som en kunstner der også forsøgte at gå sine helt egne veje. Som bestemt ikke var plaget af jantelov, men som også havde en stålfast tro på sine egne evner. Han beskrives som en der helt konkret samler og organiserer sine indtryk, gennem skitsebøger, scrapbøger og meget andet, som han kunne bruge som visuelle kompendier, når han skulle skabe sine malerier.

Som forfatteren skriver i sit efterord (bog 2 s. 252) ”Med Jeg er en anden. En biografi om J.F. Willumsen er det min ambition at give et dækkende billede af kunstneren og hans kunst” og det er i Kulturkapellets optik lykkedes ham fuldt ud.

Foruden at være en virkelig grundig, meget flot og utrolig veldokumenteret biografi, så virker det også som om forfatteren kommer hele vejen rundt om den helt særlige kunstner. Selv om Henrik Wivel ikke lægger skjul på, at han også er vildt begejstret for Willumsen, så synes denne begejstring ikke at stå i vejen for også at inkluderer de aspekter af manden, som muligvis synes knap så beundringsværdige.

Uanset hvad man ellers må mene om Willumsens kunst, så er dette en virkelig interessant bog. Der udgives i disse år et væld af biografier, men holder du af kunst og er - måske lige som anmelder - virkelig glad for Willumsens kunstneriske eksperimenter, så er der ingen vej udenom denne enormt fine udgivelse.