I 1753 sluttede Danmark en handels- og fredstraktat med Marokko. Året spiller en altafgørende rolle i en forrygende fortælling om jødiske eventyrere og handelsmænd, der i 1700-tallet kom til at spille en vigtig rolle i Nordafrika og Europa. Fortællingen findes i bogen Grænseløse jøder - spillet om Danmark og Marokko i 1700-tallet, som historikeren Bent Blüdnikow har udsendt.

Da Marokkos sultan Sidi Mohammed Ben Abdallah åbnede op over for Europa i midten af 1700-tallet, valgte han Danmark som sin nærmeste samarbejdspartner.  De marokkanske jøder havde tætte forbindelser til jødiske samfund, der var spredt rundtomkring i Europa, og det gav dem en uforlignelig position som formidlere mellem to meget forskellige kulturer, det kristne Europa og det muslimske Nordafrika. Var man minister i en europæisk stat, behøvede man ikke at frygte for sit liv, hvis den gennemførte politik slog fejl. I Nordafrika var der kontant afregning: Enten var det af med knoppen, eller man blev ristet levende på et bål.

Bent Blüdnikow beskæftiger sig i bogen med to foretagsomme jøder, Samuel Sumbel og Joseph Buzaglo, der begge var i tjeneste hos sultan Abdallah af Marokko. Vi læser om de jødiske slægter, der rejser op gennem Europa, en af dem til Altona i hertugdømmet Holsten under den danske konge. Bent Blüdnikow har fremgravet nogle fantastiske fortællinger, der dog ikke er mere fantastiske, end at de har fundet sted i virkeligheden.

Bogen er udstyret med et solidt noteapparat med nøje kildehenvisninger og bygger på en historikers minutiøse arbejde.

De sydlige danske landområder, som Danmark mistede i 1864, var af afgørende betydning ikke blot for Danmark, men også for dansk-jødisk historie. Altona i Holsten husede den tredjestørste jødiske menighed i 1700-tallets Europa, og overrabbineren havde triple-menigheden Hamborg-Altona-Wandsbek under sig.  Den marokkanske sultan Abdallah brugte jøder som rådgivere og diplomater. De kunne fremmede sprog og havde kontakter i Europa.

I 1752 opstod på trods af en generel tilnærmelse også en strid mellem Marokko og Danmark. Abdallah troede, at Danmark ville anlægge en fæstning på Marokkos kyst, og han førte jihad mod de europæiske magter. Jihad er en bestræbelse for at sikre islams udbredelse. Abdallah tog derefter 45 danskere som fanger samt to jøder, som han gjorde til slaver.

En heftig strid
For at få en ordning på den alvorlige konfrontation sendte Abdallah den blot 26-årige jøde Samuel Sumbel til Danmark for at få audiens hos kong Frederik den Femte. Jøder var også dengang dybt foragtet i ikke blot Marokko, men også Europa, og det var derfor højst usædvanligt, at Sumbel kunne få denne audiens. Men før Samuel Sumbel nåede København, stoppede han i Altona og blev involveret i periodens voldsomste strid blandt jøder, en strid, som stadig diskuteres heftigt af historikere.

Striden stod mellem kabbalister, det vil sige mystikerne, og traditionalisterne inden for jødedommen. Den var særdeles alvorlig, ikke mindst for den danske konge, og der brød gadeuroligheder ud.

Sagen var indviklet, men er spændende læsning, dog alt for lang til at blive gengivet her. Det korte af det lange var, at den interne jødiske strid kunne brede sig hen over grænsen mellem Altona og Hamborg. De lokale offentlige myndigheder i Hamborg blandede sig i sagen, da en del af den jødiske menighed netop gik ind på hansestadens territorium.

“De offentlige myndigheders engagement afslørede et politisk aspekt af sagen, nemlig at Hamborg altid var på vagt over for danske myndigheders indflydelse. Og da den danske konge havde ansvar for beskyttelsesjøder i Hamborg, rakte danske interesser ud over Altonas grænser og ind i Hamborg” fastslår Bent Blüdnikow (s. 85).

En beskyttelsesjøde (Schutzjude) var en betegnelse for en jøde, der havde et privilegium til at opholde sig i et bestemt område. Dette privilegium blev tildelt af de tyske kejserlige, fyrstelige eller kongelige hoffer. Jøderne, der ikke havde en sådan beskyttelse, kunne til enhver tid udvises af magthaverne.

Til sidst skar den danske konge igennem for at få bilagt den interne jødiske strid. Samuel Sumbel fortsatte derefter sin rejse, nåede København, fik audiens hos kongen og derpå ordnet et forlig. Dette forlig gjorde Danmark til Marokkos vigtigste partner i de efterfølgende 40 år.

Baggesen vendte det blinde øje til
Bent Blüdnikow beretter også om, hvordan Joseph Sumbel, der var søn af Samuel Sumbel, i Altona i 1789 mødte en af datidens helt store navne, nemlig Jens Baggesen, som ofte var på rejse og ophold i Tyskland, og som senere blev udnævnt som professor i filosofi ved Christian-Albrechts-Universität i Kiel. Her blev den jødevenlige oplysningsforfatter Jens Baggesen vidne til et overgreb på Joseph Sumbel, der var ved at blive stenet. Jens Baggesen valgte dog sammen med sin ledsagende ven at flygte fra opgøret i gaderne. Bent Blüdnikow konkluderer lakonisk: “Det var ikke udtryk for stor empati ikke at komme Sumbel til undsætning, men så vidt strakte hans medfølelse for en nødstedt jøde altså ikke” (s. 323-324).

Blüdnikow har med en imponerende indsigt skrevet en solid bog om de kosmopolitiske jøder i 1700-tallet, hvis idéer og handlinger satte dybe spor i den europæiske kulturhistorie. Det er et værk, der står som en milepæl.