Hvis man tilslutter sig de teorier om medier som Marshall McLuhan præsenterede i Understanding Media fra 1964, så kan man betragte alle medier som en forlængelse af ens fysiske krop. Skriftsproget som en forlængelse af tanke og sprog, maleriet og fotografiet som en mekanisk gengivelse af synet, osv. Hvis man betragter teknologien på samme måde, er harddisken i din computer en mekanisk udgave af din hukommelse og din cursor en digital repræsentation af din hånd.

Netop hænder, i al fald de kunstige af slagsen, er fokus for Michala Paludans nye fotobog The Unposed (EoAT), der på over 200 sider byder på fotos af robothænder i alle mulige afskygninger: fra sugekoplignende dingenoter, mere klassiske to- eller tredelte ´robotfingre´ placeret på en base, til mekaniske hænder der til forveksling kunne ligne de hænder vi alle sammen har for enden af armene - komplet med kunstig hud og artificielle negle.

Fotografierne er alle taget med et analogt kamera, nærmere bestemt et Contax G2 (i følge det første af de i alt tre efterord). Hvis man blot kigger på fotografierne er det med det blotte øje ikke til at se om de er taget med et analogt eller digitalt kamera, men beslutningen om at benytte det analoge fotografi er et helt bevidst valg fra fotografens side, på den vis bliver den ”gamle” teknologi benyttet til at repræsentere den nye. For de der ikke læser efterordet, så præsenteres man blot for en masse ganske ens fotos, der viser os disse kunstige hænder.

Alle fotos er beskåret på samme måde, så motivet primært er selve robothånden. Selv om man i enkelte motiver kan ane resten af den kunstige arm eller robotten bag dens ´hånd´ eller ´hænder´ er det ikke hele maskinen som er vigtig. Forkortelsen i titlen EoAT står da også for ”End of Arm Tool”, en noget tør, klinisk betegnelse for det værktøj, der er placeret for enden af en arm.

Selv om motiverne er forskellige, da de i sagens natur tilhører en lang række meget forskellige robotmærker og er blevet udviklet til en lang række specifikke formål, så er de også utroligt ens. Dette skyldes at de miljøer de er affotograferet i, er værksteder, laboratorier og andre steder, der har et industrielt look. Samtidig er alle fotos gengivet i samme format og alle placeret på højre side af bogen. Der er noget mekanisk, kalkuleret køligt over dette layoutvalg, der synes at være i tråd med resten af projektet. Der er nemlig noget både fascinerende og samtidig noget sært distancerende, næsten maskinelt – grænsende til det kedelige, ved denne samling af fotografier.

Fotografierne er selvsagt de bærende element, da det er en fotobog, men efter billederne er der tre essayistiske efterord på engelsk til at ledsage de billeder man just har set. Efterordene er forfattet af hhv. Lakshmi Lutra, Lars Bang Larsen og Ryan S. Jeffery. Disse tekster kommer til at fungere ligesom kustoden på kunstmuseet, fordi i teksterne kommer forfatterne med deres deres fortolkning og læsning af billederne. For der bliver i den grad intellektualiseret over værkerne og muligvis endda tilføje noget indholdsmæssig merværdi til dem, alt efter om du er villig til at købe de præmisser, som de tre bidragsydere lægger for dagen.
br> Den første af teksterne har dog en rimelig god pointe i, at valget om at affotografere robothænder har en relation til den måde vi som mennesker erfarer vores verden på. Som helt små bruger vi vores hænder til at stoppe ting i munden for at lære dem at kende, men eftersom vi bliver ældre er det primært gennem følesansen at vi interagerer med verden omkring os. Robotterne har som udgangspunkt ikke muligheden for hverken at sanse eller at lære om et givent objekt, men udelukkende at bruge deres ´hænder´ til at manipulere med genstande eller flytte dem fra et sted til et andet. Det taktilt menneskelige afløses af det klinisk maskinelle. Sådan en betragtning er interessant og synes at give mening i forhold til samlingen af fotos, men anmelder kan ikke undgå at spørge sig selv, om de mange fotos uden disse ledsagende, fortolkende tekster ville stå lige så stærkt?

The Unposed (EoAT) er langt fra den mest spændende fotobog Kapellets anmelder har haft i hånden, for selv om motivvalget er stringent og billederne står skarpt, så har de mange meget ensartede motiver ikke hverken individuelt eller samlet en masse at byde på i denne anmelders optik. Rent teknisk er de mange fotos veludførte, men det meget kølige layout og det endnu koldere motivvalg, er i al fald lettere spildt på Kapellets skrivekarl.

Den personlige dom over The Unposed (EoAT) er derfor at det er en fotobog for kunstconnoisseuren, de der selv har berøring med (industri)robotter eller de der i højere grad er i stand til at tillægge disse mange fotos en merværdi, som anmelder desværre har vanskeligt ved at opdage.