Astrid Baun er opvokset i en præstefamilie, hvor faderen på den ene side var repræsentant for Gud, men samtidig en overgriber. For at overleve fortrængte hun oplevelserne, og først i en moden alder kom sandheden frem, og hun måtte i gang med en lang og svær bearbejdningsproces for at komme videre med sit liv.

Astrid voksede op i en familie, der på ydersiden virkede velfungerende, men bag de lukkede døre foregik der ting, et barn ikke burde udsættes for. Med en psykisk syg mor fik Astrid aldrig en tilknytning til sin mor. Astrid måtte på mange måder overtage forældrerollen i forhold til moderen og agere som voksen. Hun blev af andre beskrevet som kontrolleret og utrolig hjælpsom, men bag facaden sad en lille pige som ikke fik lov til at udfolde sig.

Da moderen bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, vender faderen sig til datteren for at få den form for kærlighed, som ikke hører sig til mellem far og datter eller en voksen og et barn: Han misbruger Astrid seksuelt. Astrid fortrænger disse minder, da hun ikke var i stand til at bearbejde de mange følelser, der fulgte efter overgrebene. Og først i en moden alder gennem terapi begynder erindringerne om incesten at komme tilbage.

Astrid må nu revidere hele sit livsgrundlag: den opfattede søde og rare far, hun havde et billede af, var nu den mand, der havde påført hende smerte. Og moderen var den kvinde, der var så opslugt af sine egne problemer, at hun ikke beskyttede sin datter.

Det er en historie om at lade fortiden forgå og begynde på ny, hvilket er nemmere sagt end gjort. Astrid beskriver en brøkdel af de følelser, hun gennemgik i denne periode, såsom skyld (og placeringen af denne), skam, mindreværd, vrede, angst, ensomhed og hvilke indvirkninger, disse forskellige emotioner havde og har for hendes forhold til omverdenen og disses forhold til hende.

Bogen er ikke en historie som sådan, idet der ikke er nogen udvikling eller forklaring af de specifikke begivenheder, Astrid oplevede med faderen. Det er en lille piges tanker indeni en voksen kvinde, en lille piges følelse af at blive forladt og svigtet. Og det er en voksen kvindes historie om at bearbejde sin indre lille piges følelser og komme videre. Til at komme videre benytter Astrid sig meget af troen på Gud og Jesus, og hvordan Jesus med korsfæstelsen bar vores synder, for at vi skulle leve. Ved hjælp af sin tro og terapeutisk hjælp lærer Astrid at udfolde sit jeg og lægge fortiden bag sig.

Bogen henvender sig specifikt til incestramte, herunder selve ofrene, men også de mennesker, der omgås den incestramte. Bogen giver et godt indblik i, hvilke omkostninger incesten har haft for personen, og den kan forklare, hvorfor disse reagerer og føler, som de gør. Samtidig er det en solhistorie, en historie hvor Astrid gennem sjælesøgning har fundet vejen til at komme videre og se det positive og negative ved livet og leve det fuldt ud. Noget som bestemt ikke kan tages for givet.