Det er meget muligt at navnet Susanne Mertz måske ikke er et du umiddelbart genkender, til gengæld kender du sikkert et eller flere af hendes fotos. Her i slutningen af 2024 er der al mulig grund til at lære både hende og ikke mindst hendes fantastiske fotos bedre at kende. Torben Skjødt Jensen har lavet portrætdokumentaren Kvinden med kameraet (en film hvis titel er en bevidst reference til Dziga Vertovs klassiske, russiske dokumentarfilm Manden med kameraet – red.) men forlaget Frydenlund har næsten i samme nu udgivet en virkelig flot coffee-table bog med et smukt udvalg af Mertz´ mange fotografier.

I forordet citerer Henrik Palle førnævnte film, hvor Mertz´ læremester Rigmor Mydtskov har givet følgende råd til sin elev: ”Du skal elske det motiv du tager fotografier af, ellers bliver det bare en gengivelse”. Denne forelskelse i motivet bliver i al fald meget hurtigt tydeligt, når man begynder at bladre gennem de mange fremragende reproduktioner af Mertz´ fotografier. Billederne strutter af liv samtidig med at mange af dem fremtryller en nostalgisk længsel efter det der var engang. Fotografiet er - lige som filmen og i lidt mindre grad litteraturen og billedkunsten - netop en tidsmaskine der kan fastfryse øjeblikke, mennesker og steder i tid og bevare dem mange år efter øjeblikket for længst har passeret.

Bogen byder på en lang række overordnede kapitler, som starter kronologisk med at skildre Mertz´ ”Barndom”, ”Læreårene”, hendes ophold i ”Paris” og endelig ”De unge år”. Herefter kommer fotos der er inddelt efter motivvalg: ”Bybilleder”, ”Gasolin”, ”Musikere”, ”Skuespillere”, ”Forfattere”, ”Fædre og børn” for så til sidst at byde på ”Familien” der er Mertz´ fotografier af sine egne børn og børnebørn. Det er en meget velvalgt måde at præsentere dette livsværk på, for man inviteres både ind i privaten og til de mange oplevelser som fotografen har haft i kraft af sit mangeårige arbejde.

Som måske kan anes fra kapiteloverskrifterne, har hun taget mange billeder af kunstnere og kulturpersonligheder. Som hun fortæller undervejs, så blev hun i starten af 1970erne kæreste med Bjørn Uglebjerg, der tilfældigvis var trommeslager i rockbandet Gasolin. Dette gjorde at hun helt naturligt fik adgang til en stor del den danske rockscene. Hun fik også til opgave at dække Roskilde Festivalen i 1978, så derfor er det også muligt at se det ikoniske billede af Bob Marley, der spillede netop det år (s. 245). De første musikerportrætter er dog taget helt tilbage i 1964, hvor Beatles spillede i KB Hallen og det nyeste foto af en liveoptræden er fra 2021 og forestiller ArtigeArdit i fuld gang med at give den gas på scenen.

Selv om det måske for gamle gubber som nærværende anmelder, kan virke en anelse vemodigt at se fotos fra situationer som man enten var for ung til at opleve selv eller af fantastiske kunstnere som desværre for længst er taget til Elysium, så er bogen både en kærlighedsærklæring til kreativiteten og ikke mindst de vigtigste personer i fotografens liv. Tekst er der ikke meget af, ud over en række korte uddybninger af konteksten til enkelte af billederne, eller korte, biografiske detaljer om hvem end det er der optræder på de fotos man betragter.

Undervejs vil du med garanti opleve at møde fotos som du kender i forvejen, men som du måske ikke vidste at det var Mertz der havde taget. Et godt eksempel er billedet af ikke helt ung Tove Ditlevsen, der smilende med cigaret i hånden betragter noget udenfor billedrammen eller coverbilledet til Kim Larsens Mine damer og herrer, for nu blot at nævne et par.

Fascinerende er også Mertz´ billede af en ung Margrethe, der indsættes som dronning, stående på Christiansborgs balkon i februar 1972 (s. 155). Metz skriver at det var så koldt, så hun blev nødt til at gå før ceremonien var slut, ikke desto mindre fik hun taget et fantastisk foto af tronoverdragelsen, fordi det ikke kun placerer dronningen centralt i billedet, men også viser balkonerne over Margrethe, hvor man kan se ministre fra folketinget strække hals for at kigge ned fra tredje sal for at få et blik af den nyudnævnte regent. Dette foto redefinerer ganske enkelt oplevelsen af denne situation for anmelder, der hidtil kun havde set det billedudsnit af situationen, som de fleste af os husker fra tv-tranmissionen.

I det hele taget kunne man fremhæve masser af Mertz´ fotos både for deres stoflighed, deres motivvalg og også for de som man ikke kan undgå at smile af, når man ser dem. Dette gælder ikke alene fotoet med en lille dreng, der tisser på brostenene ved Amalienborg Slotsplads men også billedet af barnebarnet, der i bar røv og på alle fire, kravler væk fra betragteren på en solbeskinnet vej ude på landet.

Uanset om du har et forhold til litteratur, rockmusik, Roskilde festival eller ej, så vil du med garanti blive glad for at gå på oplevelse i disse fotos på egen hånd. De er flot reproduceret, bogen er lækkert trykt og det eneste ved bogen, der ifølge denne anmelder er en smule ærgerligt, kan findes på siderne 104-105. Her kan du se det fine billeder af alle fotografens venner, der er dukket op sammen med deres cykler, så hun kunne tage et foto, der skulle gives som gave til en nær ven, der netop havde åbnet en cykelforretning. Dette foto, som hun selv siger hun holder meget af, er placeret på dobbeltside, men bogens indbinding gør, at der er en synlig hvid tråd der går vertikalt gennem fotoet. Det er vist også den eneste detalje, der på ingen vis ødelægger en ellers nærmest perfekt fotobog.

Hvis du vil give en virkelig fin gave til dine øjne eller en du holder af, så få endelig fat i denne bog. Det er imponerende og en smule misundelsesvækkende at se alle de mennesker Susanne Mertz har mødt og fotograferet gennem sit liv. Hun har en fremragende sans for komposition og ikke mindst et blik for at indfange øjeblikket i al dets herlighed hvilket denne bog på allerfineste vis bekræfter.