Er det forsvarligt at lade elever i grundskolen anvende generativ kunstig intelligens (GAI) - eller er det noget, man skal vente med til senere i uddannelsessystemet? For Thomas Nygren er dette hele tiden et underliggende spørgsmål, selvom han ikke direkte tager livtag med det i bogen AI i skolan. Möjligheter och utmaningar i undervisningen. Det er tydeligt, at han har fat i dilemmaet mellem på den ene side, at gøre eleverne afhængige af teknologistøtte og på den anden side de muligheder, han samtidig kan se i med kunstig intelligens i forhold til elevernes lærende udvikling. Dette kan man også læse som hans konklusion på bogen: “AI bör integreres med omsorg och eftertanke i undervisningsdesignen för att stödja och inte hindra inlärningsprocessen” (s. 240)

Han mener, at man godt kan anvende det, men det skal ske meget kontrolleret og med hensyn til, hvad det er vigtigt og svært for eleverne at lære, og hvornår GAI kan “göra det lättare för eleverna att lära sig det som är viktigt och svårt” (s. 217). Perspektivet for Nygren er tilsyneladende, at det er op til skolen og lærerne, om eleverne anvender generativ kunstig intelligens eller ej. I hvert fald diskuterer han ikke så meget, hvad man som lærere gør i forhold til, at eleverne anvender det.

Han har ganske vist en diskussion om, hvordan man kan forhindre elevernes brug af GAI til snyd - og altså sikre, at det er lærerne, der afgør om eleverne bruger det eller ej. Men hans diskusison baserer sig på, at eleverne kan forstå, hvad der er godt for dem selv, snarere end, hvad de ellers kan finde på. Hans tilgang er således ikke fænomenologisk i forhold til at forstå eleverne og deres udgangspunkt og liv.

I denne del lægger han op til, at midlerne mod elevernes brug er, at man skal droppe afleveringsopgaver, hvilket selvfølgelig fjerner et oplagt sted for eleverne at anvende det. Men som han også selv siger, så vil dette middel også ramme de steder, hvor afleveringer af skriftlige eller sammensatte opgaver ellers vil give mening. De øvrige tiltag, han peger på, er primært nogle, der fordrer, at eleverne tænker på en anden måde, end de gør i dag. Det handler om at forstærke fokus på etik og at styrke en kultur, hvor der er mere fokus på læring frem for på præstation. Dette er selvfølgelig udmærkede ideer, men de har for så vidt ikke så meget med GAI at gøre, men handler mere om, hvad det er for en skole, vi gerne vil have.

Bogen består af en indledning og seks efterfølgende kapitler, der hver er viet til en del af bogens overordnede sigte, der er, som det fremgår af titlen på indledningen, at fremstille “Digitale muligheder og udfordringer i undervisningen”. Det digitale er snarere end AI det, der interesserer Nygren. Jeg har faktisk lidt på fornemmelsen, at indledningens overskrift har været titlen på bogen, men at “AI i skolan” er blevet foreslået som titel, da det er mere trendy. Men dette er ren spekulation fra min side. Men bogen er ikke rigtig fokuseret på at diskutere GAI i skolen.

Første kapitel handler om, hvad AI overhovedet er for en størrelse. Og her er den gode pointe, at AI-systemer har mange begrænsninger på trods af alle de fremskridt, vi har set på området. Uanset hvor imponeret nogle kan være over, hvad GAI kan præstere, så ligger der ikke nogen forståelse af vores livsverden i teknologien. De meget selvsikre output, man kan få genereret, ligger der kun en statistisk sammenhæng mellem ord i det og ikke en forståelse. Det har mennesker til gengæld gennem deres erfaringer af en delt verden, gennem deres følelser og sansninger, og gennem en måde at kommunikere på, der hele tiden står i forhold til den kontekst, de er placeret i.

I det andet kapitel kommer Nygren ind på GAI i forhold til uddannelse. Her er der overvejelser over de etiske aspekter af teknologien. Dette spiller, som forfatteren viser, en langt større rolle i de europæiske lande - og særligt inden for EU - end i andre dele af verden, hvor USA og Asien (især Kina) trækkes frem i forhold til forskelle.

Etiske overvejelser gælder, at GAI kun må anvendes, når det bidrager til eller understøtter generelle ønskværdige formål som menneskerettigheder, retfærdighed og lighed. Disse principper kan virke abstrakte i forhold til, at teknologien drives af helt andre interesser, der både kan være økonomiske og politiske eller ideologiske. Her kunne man sige, at så længe teknologien, der er tilgængelig, ikke har været underlagt noget særligt demokratisk kontrol, så burde den ikke være tilladt. Men heller ikke denne diskussion går Nygren ind i. Og her tror jeg, at han gør som de fleste. Vi konstaterer, at der er nogle etiske problemer eller udfordringer. Men da vi ikke rigtig kan stille noget op med dem; ikke har indflydelse på dem, fortsætter vi bare med at anvende teknologien. Der er således langt fra at konstatere et etisk problem, til at gøre noget aktivt i forhold til det.

I kapitlet om GAI i klasserummet kommer Nygren ind på nogle meget vigtige elementer ved inddragelsen af teknologien. Han gør fint op med den ide, at personaliseret læring er den mest oplagt pædagogiske brug af GAI. Han viser, hvordan det kan skabe problemer, hvis undervisningen individualiseres gennem den individtilpassede tilgang til undervisningen. En stor del af værdien i undervisning er, at man lærer sammen.

Nygren peger også på et problem ved at få støtte i skriveprocessen, når eleverne arbejder med selvstændigt at producere tekster. Skrivning bidrager ligesom læsning til elevernes kognitive udvikling, så hvis man får meget støtte i den proces, så er spørgsmålet: hvad sker der så med elevens lærende udvikling? “Resultaten från forskningsöversikten belyser behovet av att inte bara betrakta skrivande som ett sätt att utvärdera elevernas förståelse, utan som en aktiv och integrerad del av inlärningsprocessen” (s. 81). Og senere hedder det endnu mere skarpt skåret, at det er et spørgsmål “hur mycket en text skriven med AI-stöd hjälper lärandet” (s. 123).

Et kapitel med overskriften “AI-litteracitet” fylder næsten halvdelen af bogens tekst, nemlig 110 sider. I kapitler fremstiller Nygren nogle eksempler på, hvordan man som lærer kan gøre brug af GAI. Han peger eksempelvis på, at man kan lave mange små quizzer eller tests, hvilket vil gøre eleverne mindre nervøse ift. at blive udprøvet. Men det kan være et stort arbejde, hvis man selv skal lave mange af disse i sin undervisning. Men med GAI kan man få fremstillet små test hele tiden. Hans pointe er i øvrigt, at det vil støtte fastholdelse af det, eleverne har lært i løbet af undervisningen.

Han peger også på at få hjælp til at planlægge undervisningen, både når det gælder indhold og form. Her er den store hjælp, at man hurtigt kan få en masse forslag til måder at gribe undervisningen an på, så man selv kan arbejde videre med dem, man ud fra sin lærerfaglighed vurdere giver mest værdi for eleverne.

Nygren bruger ikke så meget plads på gode måder, elever kan anvende GAI på, selvom der er enkelte eksempler.

Bogen er en udmærket fremstilling af en del af de muligheder og udfordringer, AI giver for skolen. Men den kommer ikke rigtigt i dybden med diskussionerne. Fremstillingen virker noget abstrakt og overordnet, og den er ikke tilstrækkelig tæt på, hvordan undervisningen i skolen foregår. Teksten er meget på det principielle plan, men ikke fænomenologisk funderet. Og jeg synes egentlig ikke, at man som lærer får særlig meget støtte til selv at gå i gang med at integrere teknologien i undervisningen.

Jeg finder også nogle af bogens beskrivelser af selve teknologien misvisende. At teknologien skulle være særlig god til informationssøgning er efter min opfattelse helt forkert og antyder en manglende forståelse for forskellen mellem genererede ord og informationssøgning. Dette forstærkes når det hedder, at GAI manipulerer og forsøger at overbevise mennesker. Det gør teknologien ikke. Når det kan forekomme sådan, skyldes det, at man ikke forholder sig til, at GAI genererer ord uden at være funderet i en livsverden, hvilket Nygren jo også selv fremhæver. Så de farer, han peger på her, skyldes, at elever og brugere ikke har fået en grundlæggende forståelse for teknologien. Men hos Nygren kommer det til at lyde som om, at dette er noget, der skyldes teknologien i sig selv.