I sin nye essaysamling, Digt og sætning, fokuserer Jørn Erslev Andersen (lektor emeritus, Aarhus Universitet) på lyriske tekster, der har “skrift og skriftformer i forgrunden som kunstnerisk materiale og poetisk aktionsmiddel” (s. 15). Disse kalder Erslev Andersen ´skriftdigtning´, der sættes op over for ´forfatterdigtning´, hvor teksterne primært er fortællende og orienteret mod tekstens handling og emne. Man kan også tale om skrifttematisk litteratur, men som Erslev Andersen påpeger, så forbindes det begreb ofte med 1960erne og 70´ernes eksperimenterende litteratur og navne som f.eks. Per Højholt, Inge Christensen og Klaus Høeck. Hensigten her er ikke mindst at vise, at skriftdigtningen dels har rødder langt længere tilbage og i højeste grad er en praksis, der udøves i den nye litteratur.

Skriftdigtning bliver som oftest karakteriseret som smal litteratur, mens forfatterdigtningen er den brede og populære litteratur. Man kan måske også sige, at i forfatterdigtningen er fokus på hvad teksten handler om, hvad der er temaet og emnet, mens skriftdigtningen er orienteret mod hvordan teksten bruger sit materiale - skriften - til at skabe betydning. Sidstnævnte vil hyppigt blive set som vanskeligt tilgængelig, fordi det kræver en mere aktiv indsats af læseren. Det drejer sig om skriften som et materiale, der bearbejdes af digteren - på samme måde som billedhuggeren kan bearbejde marmor til både skabe både vellignende portrætbuster og abstrakte skulpturer. Der er således ikke tale om et absolut modsætningsforhold mellem (den let tilgængelige) forfatterdigtning og (den esoteriske) skriftdigtning. Erslev Andersen henviser bl.a. til Asger Jorns selvopfundne begreb ´triolektik´, der netop afviser at opdele verden i absolutte modsætningspar. Verden er ikke sort eller hvid, men en uendelighed af nuancer derimellem. Således arbejder selv den mest trivielle forfatterdigtning også med formningen af skriften som materiale og selv den mest avantgardistiske skriftdigtning handler også om noget.

Derfor handler det for Erslev Andersen også om at vise, at skriftdigtningen ikke kun er noget, der har interesse for studerende og forskere på universiteternes litterære institutter; eller at det kræver en akademisk uddannelse at kunne læse skriftdigtning. Man kunne nævne Yahya Hassan som eksempel på en skriftdigtning, der samtidigt er den mest solgte digtsamling i Danmark.

Som Erslev Andersen påpeger, så bliver skriftdigtningen ikke mindst relevant i takt med, at samfundet og kulturen bliver mere komplekst. Forfatterdigtningen kan betragtes som overvejende antropocentrisk, dvs. vi læser teksten som noget der udspringer intentionelt af et menneskes (forfatterens) skabende bevidsthed. Derfor læser vi teksten med henblik på meningen, da vi går ud fra forfatteren har villet sig os noget med sin tekst. Skriftdigtningen kan derimod være genereret af et system eller en algoritme, netop for at fjerne opmærksomheden fra et forfattersubjekt bag teksten. Det harmonerer med den bredere bestræbelse i tænkning og videnskab, hvor man gør op med tendensen til at betragte verden ud fra menneskets perspektiv (antropocentrisme), når f.eks. klimaforandringer i høj grad kan tilskrives at vi har betragtet verden som et objekt for menneskets handlen. Og AI, kunstig intelligens, nødvendiggør ligeledes at vi interesser os for, hvordan betydning og mening opstår uden at vi tilskriver det en menneskelig bevidsthed.

Det kan derfor umiddelbart forekomme paradoksalt, at det længste essay Sjælige suturer og et bogstaveligt minde tilsyneladende handler om og har afsæt i Jørn Erslev Andersen selv. Undertitlen lyder: Litteraturhistorisk erindring om et skuddrab på Aarhus Universitet den 5. april 1994. Nogle husker sikkert, hvordan en mandlig studerende dræbte to kvindelige studerende og sårede en tredje, før han skød sig selv i kantinen på universitets daværende afdeling på Trøjborg. Jørn Erslev Andersen var specialevejleder for en af de dræbte, Randi Thode Kristensen, og havde haft møde med hende umiddelbart før. Universitets ledelsessekretariat bad Erslev Andersen om at bistå politiet med identifikation af liget, da man ikke kunne få kontakt med institutlederen, hvis opgave det formelt var. Identifikationen foregik på gerningsstedet, i kantinen. Efter identifikationen takkede politiet for hjælpen og Erslev Andersen kunne chokeret gå hjem til familien.

Det kan i dag virke ubegribeligt, at der for 30 år siden ikke som noget selvfølgeligt var et kriseberedskab, der trådte til med hjælp til at bearbejde en sådan oplevelse. I 2001 oplevede Jørn Erslev Andersen et psykisk sammenbrud og var i 2 måneder indlagt Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her blev han - fejlagtigt - diagnosticeret med en bipolar lidelse. Det blev afvist, at der var nogen forbindelse til hændelserne i 1994. Først i 2020 blev Erslev Andersen korrekt diagnosticeret med tjenesterelateret PTSD og er siden blevet behandlet så han i dag er symptomfri.

Man finder ikke meget om 5. april 1994 i Aarhus Universitets officielle historie. Det er en hændelse, man helst ikke vil mindes om. Det har haft konsekvenser for Erslev Andersen, der selv efter PTSD-diagnosen har oplevet, at universitets HR-afdeling har insisteret på at der var tale om en bipolar lidelse. Forskellen er, at bipolar lidelse er knyttet til individet, mens tjenesterelateret PTSD selvsagt også involverer arbejdspladsen.

Indledningsvis advarer Jørn Erslev Andersen om, at beskrivelsen af forløbet kan virke ubehageligt og at man kan springe essayet over, hvis man ikke ønsker at blive konfronteret med detaljerne i hændelsesforløbet. Det er ganske rigtigt rystende og ubehagelig, men også nødvendig læsning. Som Erslev Andersen påpeger, så er meget anderledes i dag, hvor krisepsykologer og andet beredskab er til rådighed. Der er også helt andet fokus på trivsel og mistrivsel og mange tiltag for at bistå mennesker med psykiske problemer og udfordringer. Men som det også fremgår, så er vi langt fra i mål, når det drejer sig om, at institutionen - in casu Aarhus Universitet - erkender og anerkender sin egen rolle i spørgsmål om trivsel. Som Erslev Andersen understreger, så vil det i mange tilfælde være nok med lidt omsorg og empati.

Det er her, der så alligevel kan ses en sammenhæng med bogens tema. Hvis man tolker med de begreber, Erslev Andersen har stillet op, så er det et system - institutioner (universitetet, psykiatrien) - der insisterer på, at Jørn Erslev Andersen er forfatter til sin egen historie. Og hvis den historie ikke hænger ordentligt sammen, så skyldes det forfatteren selv, der ikke har styr på sine virkemidler. Der er med andre ord tale om forfatterdigtning med fokus på hvad historien handler om: en bipolar lidelse. Heroverfor står et andet tekstgenererende system, der producerer masser af skrift i form af diagnoser, trivselsrapporter osv. uden at der står noget identificerbart ansvarligt individ bag. Modviljen mod at anerkende diagnosen tjenesterelateret PTSD er samtidigt en modvilje mod at se forløbet som skriftdigtning, dvs. med fokus på hvordan.

Institutioner og bureaukratier kan ses som systemer, der producerer skrift i form af rapporter, forskrifter, diagnoser etc., som ikke kan tilskrives en individuel, skabende bevidsthed (en forfatter). Det er en skrift, der ofte opfattes som negativ: mennesker bliver mast af systemet, individet har ikke en chance mod systemet osv. Systemer er kolde og umenneskelige.

Overfor denne opfattelse sætter Erslev Andersen så skriftdigtningen som systemer, der skaber skrift i positiv forstand; skrift der åbner systemerne for produktive og positive menneskelig erfaringer. Som han skriver med henvisning til Friedrich Hölderlin (1770-1843, som bekendt en af Jørn Erslev Andersen store digterhelte): “Meningen er, at digtningen kun er optimalt indrettet ved eksperimentalt at kombinere et regelsættende princip med en regelbrydende praksis. Det betyder i al sin enkelhed, at de to sider skal virke regulerende ind på hinanden, samtidigt med at tekstens virkningseffekt målrettes en bestemt mening/hensigt” (s. 116). Skriftdigtningen er en æstetisk praksis, der viser, at systemer ikke nødvendigvis er fremmed for positive, menneskelige erfaringer, men derimod åbner for, at systemer kan udfolde sig på andre måder uden at der med nødvendighed skal stå en suveræn og retningsanvisende forfatter bag. Skriftdigtning bliver institutionkritik uden at være den enkeltes kamp mod systemet. Regelsættende princip og regelbrydende praksis.

Det viser Erslev Andersen så gennem en række indlevende læsninger af såvel ældre som helt ny litteratur, hvor systemer, poetiske maskiner og formtvang er i forgrunden. Det drejer sig f.eks. om sonetter, der som digtform kendes tilbage fra 1200-tallet. I sin klassiske form skelnes der mellem den italienske sonet - to kvartetter og to terzetter - og den engelske sonet - tre kvartetter og en kuplet. Denne stærkt bundne form har en forbløffende levende tilstedeværelse i også den allernyeste litteratur. Den kendes f.eks. fra Inger Christensens Sommerfugledalen (1991) og Klaus Høecks - kybernetiske - Sorte Sonetter (1981). Helt aktuelt også Bjørn Rasmussens Fiskesonetter (2023). Pointen er, at sonettens formtvang giver digteren en anden frihed end f.eks. centrallyriske frie vers.

Der er mange andre eksempler på ny, dansk skriftdigtning, f.eks. Ursula Andkjær Olsens Goldbergvariationer (2021) (skrevet til at akkompagnere Bachs Goldbergvariationer), der fornemt viser, hvor udbredt og mangfoldig skriftdigtningen er i ny dansk litteratur.

Til slut kommer Erslev Andersen ind på computeren og kunstig intelligens i digtning. Her trækkes der igen tråde tilbage til Hölderlin, der i sit efterskrift til Sofokles’ Ødipus taler om mechané og hvordan der i den græske tragediedigtning ikke var noget modsætningsforhold mellem det mekaniske i digtningen og så det skabende princip. Det forhold er imidlertid blevet glemt i nyere tid, hvor den poetiske mekanik er blevet fortrængt af det skabende digtersubjekt. Det vender imidlertid tilbage hos f.eks. Klaus Høeck og brugen af kybernetiske principper i digtningen. Og helt aktuelt med algoritmer i computersoftware, der kan generere tekst, som i princippet er fremkommet uafhængigt af en menneskelig bevidsthed. Og som det senest tilkomne: kan ChatGPT skrive sonetter? Svaret er ja, men der skal nok fortsat arbejdes en del med prompten før der bliver tale om gode sonetter.

Erslev Andersens pointe er her, at man ikke kan afskrive kunstig intelligens som noget, der står i modsætning til æstetisk praksis. Som andre skriftgenererende systemer er det et spørgsmål om at finde veje til at kombinere det regelsættende princip med en regelbrydende praksis. Så kan systemerne åbne for nye erfaringer frem for at lukke frirum. Det er det, skriftdigtningen lærer os.

Jørn Erslev Andersens Digt og sætning er et vedkommende og tiltrængt skrift - både i det personlige perspektiv og de imødekommende læsninger af litteratur. Det er ikke altid fornøjelig læsning, men i høj grad nødvendig læsning.

Erslev Andersen er en fortrinlig, sensitiv og empatisk tekstlæser, der ikke går efter den endelige fortolkning, som én gang for alle lukker teksten om sin mening. Derimod åbnes teksterne - der ellers ofte klandres for deres lukkethed - for nye rum og muligheder for udfoldelse af liv. Skriftdigtningen lærer os, at systemer ikke behøver at være frihedens modsætning - skønt det ofte kan opleves sådan. Skriftdigtningen viser, at systemer også kan være rum for sanselige, æstetiske erfaringer af andre mulige måder at være menneske på - og dermed erfaringer af frihed.