Prepperens håndbog / Mette Mortensen / 108 sider
Gyldendal. ISBN 788702424027
Anmeldt 31/7 2024, 17:48 af Torben Rølmer Bille
Velmenende overfladisk
Velmenende overfladisk
« TilbageTager man elevatorblikket, så har det altid været en del af den menneskelige tilværelse at bekymre sig om fremtiden. Denne evne til at tænke frem er en af de ting, der har sikret homo sapiens en klar evolutionær fordel. Til gengæld kan frygten for hvad der potentielt kan ske være så skræmmende, at det i værste fald kan lede til angst og handlingslammelse hos enkelte af os
Der er da også rigeligt med trusler der potentielt kan udvikle sig til regulære katastrofer. Global opvarmning ændrer vores klima i sådan en grad, at ekstremt vejr kan true både infrastruktur og vores helbred på sigt. Krigen i Ukraine har ligeledes potentialet til at kunne sprede sig til resten af Europa. Selv om både Sverige og Norge forlængst har husomdelt informationsmateriale, der har til hensigt at sikre at landenes befolkningen vil være forberedt på krisesituationer, så har vi her i Danmark kun fået en mundtlig anbefaling op fra Troels Lund Poulsen her i sommeren 2024. Det er unægtelig en noget anden strategi end den informationsfolder som regeringen husstandsomdelte under den kolde krig og som du kan læse meget mere om i Hvis (atom)krigen kommer.
Selv om den siddende regering ikke har til hensigt at skabe panik, så er der med garanti stadig en del danskere, der har lyst til at forberede sig på en eventuel krise, uanset dens størrelse, på bedst mulig måde. Af samme årsag har Kapellet spurgt de søde mennesker på Gyldendal om at få lov til at se nærmere på Prepperens håndbog, skrevet af Mette Mortensen. Forfatteren til bogen kom på en andenplads i tredje sæson i DRs populære overlevelsesprogram Alene i vildmarken og bør alene af den grund vide noget om at overleve.
Begrebet ´prepper´ har ændret sig en del i de senere år. Tidligere blev det ofte brugt nedsættende om halvmilitante amerikanere, der konstruerede beskyttelsesrum og sikrede sig forråd til længere tid i deres hjem, mens andre hovedrystende forsøgte ikke at grine for meget af dem. I 2024 virker det som om det er blevet langt mere acceptabelt at være beredt – eller ´prepared´ som det hedder på engelsk, det ord som ´prepper´ er udledt fra.
Prepperens håndbog virker ved første blik som en ganske fin lille tryksag, der indledes med et længere afsnit, der primært har til formål at forhindre dig i at gå i panik. Som det siges, så er panikreaktioner ofte skyld i at der bliver truffet meget dårlige valg i tilspidsede situationer, modsat hvis man i ro og mag har brugt tid på at forberede sig selv og sine nærmeste på en given krise. Sagt på en anden måde, hvis du ved hvad du kan gøre, hvis du har sikret dine basale behov og her anskaffet dig de ting som du kan få brug for, før du pludselig står i en svær situation, jo større chance er der for at du kommer godt gennem den.
Dernæst følger en række gode råd, flere af disse i listeform, som du kan benytte dig af, uanset om du skal klare dig 3 dage i eget hjem, 24 timer på farten eller 3 døgn ude i naturen. Her finder du en række praktiske råd om grej, mad og andre ting du bør være opmærksom på, alt efter situationen.
Til gengæld er denne håndbog ikke helt så Grønspættebogs-agtig som du måske tror. Den giver som nævnt et overordnet overblik, men kommer ganske meget til kort på andre områder. Eksempelvis så skrives der i kapitlet 3 døgn alene i naturen: ”Relevante kompetencer at tillære sig vil f.eks. være kendskab til spiselige planter i naturen, evnen til at finde vej med eller uden kompas, simpel førstehjælp og at kunne bygge et simpelt ly, tænde ild og holde sig tør.” (s. 65)
Måske ville det være for omfattende at liste disse ting op, men anmelder mener nu alligevel at det ville have været rart, hvis forfatteren havde brugt mere tid på at preppe læseren på netop disse ting, frem for at bruge utroligt mange sider på illustrationer, afkrydsningslister og sider hvor brugere selv kan skrive noter, telefonnumre, mm. Der er over 15 sider til sidst, som du selv kan udfylde. Ret beset så fylder tegninger og lister cirka halvdelen af de 105 sider i bogen. Sider, der måske gør den indbydende at bladre rundt i, men som burde have være benyttet til regulære tips, tricks, informationer om ovenstående overlevelsestips eller noget helt tredje.
Det virker i al fald ret formålsløst at benytte tre sider (s. 70 og frem) på at remse forskellige typer dåsemad (og mener forfatteren ikke ´forloren skildpadde´ i stedet for ´forloren hare´ når dåserne opremses? - red.), frysetørret mad og tørrede madprodukter (ris, pasta, mm.) op. Disse varer vil man ved selvsyn kunne få et overblik over ved at tage en tur i det lokale supermarked.
I stedet kunne anmelder have ønsket sig langt mere konkrete overlevelsestips, eksempelvis information om hvilke planter og svampe i den danske natur der kan bruges anvendes som føde (og hvad man gør hvis man skal forberede sig på at finde mad om vinteren), hvordan man konstruerer et improviseret shelter uden hjælpemidler eller hvordan man finder drikkevand hvis forsyningsvirksomhederne pludselig svigter.
Så til trods for at der er flere gode tiltag i Prepperens håndbog så føler anmelder sig ikke meget bedre prepper-agtig efter at have læst denne bog. Som nævnt er der en masse håndgribelige råd der bliver givet videre, men alt for megen plads spildes på lister, opremsninger og illustrationer end på at skabe en grundig overlevelses- og krisehåndteringsmanual. Så vores råd er at du læser denne som en slags introduktion til overlevelse, men skal du forberede dig grundigt, så bør du anskaffe dig en langt mere brugbar, konkret overlevelsesmanual.