Et velkendt meme lyder noget i retningen af: “Før internettet troede man, at dumhed skyldtes manglende adgang til information. Det var det ikke!”

Der har været en tilbøjelighed til at mene, at med udbredelsen af viden ville man også indrette sig mere fornuftigt. Denne tænkning kom måske klarest til udtryk i oplysningstiden, og den står stadig stærkt. Men der er ikke meget, der tyder på, at viden og fornuftig handling hænger særlig godt sammen.

Klimakrise, krige og undertrykkelse er forhold, der umiddelbart springer i øjnene, som eksempler på noget, der er dybt irrationelt. Så hvordan forklarer man disse forhold, hvis det ikke kan forklares med manglende viden og indsigt?

Langt hen ad vejen er det netop dette spørgsmål, der ligger under David Bohms bog Om dialog, der blev udgivet i 1996, men først nu (2023) foreligger i dansk oversættelse ved Joachim Wrang.

For Bohm handler alverdens problemer - og det skal forstås bogstaveligt - om, at mennesker er styret af deres tænkning. “Normalt når man har et problem, siger man: ´Jeg må tænke over, hvordan jeg kan løse det.´ Men det, jeg her forsøger at sige, er, at tænkningen er problemet ”(s.24). Problemet med menneskers tænkning er, at den er styret af deres antagelser. Det er ikke sådan, at mennesker tænker eller deres tanker er uafhængig af deres opvækst og værdier. Tværtimod er det sådan, at vi ser verden “gennem vores antagelser” (s. 113), men vi kan ikke se, at det er vores antagelser, der styrer vores tænkning. Derfor tænker vi i tilfælde af uoverensstemmelser, at de andre tager fejl; at de har uret.

Problemet med tænkningen og det ikke at kunne se bag om ens egen tænkning er blevet forstørret af vores forhold til en videnskabelig viden, der opfatter sig selv som objektiv. Men “den bogstavelige viden”, som Bohm kalder den, ser kun fragmenter, men betragter ikke helheder. Derfor er både den bogstavelige viden og den tænkning, der er styret af grundlæggende antagelser, inkohærent; usammenhængende. Verden er nuancer af en sammenhængende helhed, men dette forhold får vores tænkning slet ikke fat i: “I virkeligheden er hele verden nuancer, der smelter sammen til en. Men vi udvælger visse ting og adskiller dem fra andre” (s. 22).

Derfor har Bohm udviklet en særlig forestilling om dialog, der skal være med til at bryde menneskers afhængighed af deres antagelser - eller fordomme kunne man også kalde dem. De dialogcirkler, Bohm har udviklet, skal ses som et forsøg på at få folk til at øje på deres egne grundlæggende antagelser, så de også kan se, at deres tænkning er styret af disse. Når man vokser op i et samfund, overtager man en række grundantagelser, som man ikke selv kan få øje på, fordi de er naturaliseret og er blevet til en del af den, man er. Når andre så giver udtryk for andre grundantagelser, så kan man føle sig angrebet og forsvare sig.

Det kan eksempelvis være, når nogen siger, at det er imod naturen og Guds vilje at få en abort. Eller at det er naturligt, at manden er kvinden overlegen. Eller… Tænk selv på eksempler, der virker lige så absurde. I sådanne tilfælde vil denne anmelder enten trække på skulderen og vende sig væk, eller blive aggressiv og tilbagevise påstandene som netop absurde og grundlæggende forkerte. Her er det dog Bohms pointe, at ligesom jeg finder visse påstande absurde, så finder andre mine grundlæggende antagelser absurde. Derfor handler det om, at jeg skal anerkende, at jeg og min tænkning er styret af antagelserne, hvilket forhindrer mig i at indgå i en sand dialog med den anden.

Vi skal kunne suspendere vores opfattelser, så vi kan undersøge egne grundantagelser. Bohm taler her om, at målet er proprioception, som er et udtryk for at se resultatet af ens tænkning som noget, der bygger på forudindtagede antagelser. “Formålet med suspensionen af antagelser er at muliggøre proprioception, at skabe et spejl, sådan at du kan se resultaterne af din tænkning” (s. 47). Opfattelsen af verdens kohærens og dermed formålet med at opnå kohærent tænkning, der undgår eller i hvert fald tager højde for fragmenteringen, får Bohm til at udvikle en kosmologi. Vi har alle del i verden og hinanden, derfor giver det ikke mening at ødelægge verden. At leve gennem at ødelægge verdens ressourcer gennem forbrug og tilsvarende at ødelægge klimaet og biodiversiteten strider mod det forhold, at vi alle deltager i verden. Det er altså os selv, vi ødelægger som følge af inkohærent tænkning. I sidste instans peger Bohm på en transcendent dimension, der ligger ud over erfaringsverdenen.

Bohms forestilling om dialog, hvor man forsøger at suspendere sine (for)domme peger på en vej ud af den polarisering, som vi oplever i verden. Problemet er dog, at man jo skal anerkende denne præmis på forhånd for at indgå i en sand dialog. Derfor er det nok ikke en særlig farbar vej, selvom denne anmelder varmt vil støtte tiltag til en mere fordomsfri dialogform som et grundlag for demokratiet. Men omvendt er der visse grundantagelser, som jeg ikke kan anerkende som ligeværdige med mine egne. Det kan eksempelvis være dem, jeg nævnte tidligere.

Og hermed er vi fremme ved nogle problematiske antagelser hos Bohm. Den ene er, at det skulle være muligt at tænke uden antagelser. Man kan godt blive mere klar over, at man holder visse ting for sande, og man kan få øje på ens egne grundværdier. Men findes der en tænkning, der er værdifri, som Bohm ser ud til at antage? Findes en kohærent tænkning i Bohms forstand? Det forekommer mig at være en falsk præmis.

Den anden præmis hænger sammen med, at der findes en sandhed bag om alle vores antagelser. Denne sandhed og dens kosmologiske afledning forekommer også at være en antagelse, der med god ret kan bestrides.

Selvom man ikke er enig med bogens - Bohms - egen grundpræmis, er det interessant at læse Om dialog. Det er interessant at læse om hans distinktion mellem dialog og diskussion. Det sidste ord betyder at ødelægge og slå i stykker. Dia i dialog derimod betyder derimod “gennem”, hvilket “peger på [...] en strøm af mening (eller betydning), der strømmer blandt, gennem og mellem os […] Det er noget nyt, som i udgangspunktet måske slet ikke eksisterede” (s. 18). Det dialogiske er det, der kan skabe noget nyt, som ikke kommer fra hverken den ene eller den anden kilde. Dette virker også på mig noget mere interessant, end at dialogen skal slutte i en kosmologisk kohærens, som jo må være givet forud for det hele.

Så der er masser af inspiration at hente fra en dialog med Bohm.

Bogen er oversat af Joachim Wrang