Det har nok ikke undgået de flestes opmærksomhed, at biodiversiteten er svindende, og at vi står ved den sjette store masseudryddelse af arter. Og de fleste anerkender nok også, at politisk populisme og manglende anerkendelse af den anden(s synspunkt) tilsvarende er steget. I mange lande ser vi en tendens til polarisering, hvor der ikke er mulighed for dialog mellem de forskellige politiske opfattelser.

Men har biodiversitetskrise og den politiske krise noget med hinanden at gøre? Det mener Thomas Bauer, at de har. De er nemlig begge et udtryk for det han diagnosticerer som en stor og stigende intolerance over for flertydighed eller ambiguitet, som det hedder i hans bog Forsimplingen af verden - om tabet af flertydighed og diversitet. “Min tese er, at vores tid er en tid med lav ambiguitetstolerance. På mange områder i vores tilværelse - ikke kun det religiøse - virker tilbud, der byder på en befrielse fra verdens uundgåelige ambiguitet, derfor attraktive” (s. 37).

Intolerancen for flertydighed har været meget større tidligere, hævder han. Med kapitalismen har man ganske vist dyrket individet og forskellighederne, men kun for enten at tilbyde en fundamentalisme eller en ligegyldighed. Disse to er nemlig kun tilsyneladende modsætninger. I virkeligheden dækker de begge over en intolerance for det flertydige; enten ved at hævde, at der er én og kun én sandhed eller ved at hævde, at alt er sandt. “Betydningsløshed og entydighed ligger tæt op ad hinanden" (s. 106).

Bauer, der er professor i arabisk og islamiske studier, gennemspiller således en klassisk erkendelsesteoretisk problemstilling mellem objektivisme og relativisme. Begge positioner har et problematisk forhold til ‘det tredje’ mellem enten og eller: ´Tertium non datur´, der siger, at enten er noget sandt eller også er det falsk. Objektivisterne tilslutter sig dette diktum, mens det bliver meningsløst for relativisterne, der vil hævde, at alt kan være sandt.

Af grunde, der er ukendte for denne anmelder, er det dog ikke denne diskussion, Bauer går ind i, selvom den i høj grad minder om det, der ligger ham selv på sinde; nemlig at være fortaler for, at der må findes noget imellem fundamentalisme og ligegyldighed på den ene side og flertydighed på den anden.

Flertydighed kendetegner grundlæggende verden, forstår man på forfatteren. Men forskellige bevægelser bekæmper dette grundelement. Kapitalismen er særlig slem, men der er også mange andre bevægelser, der både nu og i løbet af historien har bekæmpet tilværelsens flertydighed. De fundamentalistiske religiøse bevægelser er et eksempel, hvor man definerer en sandhed. Og alle, der ikke anerkender og følger denne sandhed, kan ikke anerkendes rettigheder eller eksistensberettigelse.

Men det er ikke sådan, at religion i sig selv er intolerant for flertydighed; tværtimod. I religionen ligger der faktisk en flertydighedstolerance. Dette skyldes dels, at religion bygger på forestillingen om transcendens: at der findes noget, der ikke er af denne verden. Dermed er der en anerkendelse af en forskel og af, at denne forskel er fundamental og ikke kan reduceres til det kendte. Erkendelse og tro er to forskellige forhold, hvilket allerede er en flertydighed. For det andet er religion er kommunikation, hvor tekster eller andet udlægges af nogen. Der er fortolkninger involveret, hvilket også betyder flertydighed. “Meningsforskelle er en nåde for menigheden”, skulle Muhammed ifølge Bauer have sagt. Jeg har dog ikke været i stand til at finde dette citat. Derimod har jeg fundet ud af, at Mâlik ibn Anas har sagt: “Meningsforskelle mellem muslimske lærde er intet mindre end en guddommelig nåde for denne nation. De lærde følger hver især, hvad de mener, er rigtigt, og de har hver deres egne argumenter. Og alle stræber de oprigtigt efter at følge Guds vej!” Dette viser en tydelig flertydighedstolerance i islamisk kultur.

Flertydighedsintolerance bygger eller benytter sig typisk af tre elementer. Det ene er en tro på, at der findes én given og bestemt sandhed. Den anden er, at historien ikke har nogen betydning, hvilket også følger af den første, da det sande altid er og har været sandt. Derfor kan man ikke lære noget af historien og de forskelle, der udvises. Det tredje element er renhed. Når verden forstås entydigt, må den også være ren og al urenhed er en anfægtelse af det entydige og det må vaskes væk; udrenses. “Sandhedsbesættelse, historiebenægtelse og renhedsstræben er altså de tre væsenstræk eller grundbegreber for ambiguitetsintolerance, der udgør basis for fundamentalisme” (s. 36).

Dette sporer Bauer rigtig mange steder og blandt andet også i kunsten, der ellers sammen med religion har været et sted for tolerance overfor flertydighed. Men postmoderniseringen af kunsten har gjort den subjektiv og ligegyldig. Den er blevet til et mål for det autentiske udtryk, hvor der ikke gives en betydende og kvalitetativ forskel - den kan ikke diskuteres, da den ikke længere trækker på en forestilling om særlige kvalitetskriterier udover den subjektive kunstners autenticitet, hævder Bauer på en måde, der ikke ligefrem selv strutter af flertydighedstolerance.

Bauers bog er blevet en bestseller. Dette skyldes sikkert, at den formår at sætte en debat igang om fundamentale forhold for den måde, verden udvikler sig på, hvor alt ser ud til at blive mere og mere ens som følge af den teknologiske udvikling og globaliseringen.

Meget af hans kritiske sans minder om en modernitetskritisk kulturkonservativ diskurs, man finder op gennem det 20. århundrede. Det er derfor heller ikke underligt at bogen indledes med et citat af Stefan Zweig fra 1925: “Alle ydre livsformer bliver stadig mere ensformige, alt nivelleres efter samme kulturelle skema…. tendensen til ensretning af de ydre livsformer har aldrig været så stærk, så lumsk som i de senere år…. Det er efter al sandsynlighed vores tids mest presserende, mest afgørende fænomen” (s. 6). Bauers pointe er, at således ser det stadig ud.

Det er en meget entydig diagnose, Bauer udfolder i sin bog, hvilket for mig at se, delvist underminerer hans argument. Han har ikke blik for de forskelle - og flertydighedstolerancer - der også findes i den homogeniserende kultur. Når han kritiserer identitetspolitikken for at gør et kulturelt træk til et udtryk for autenticitet og essens, så er det nok rigtigt i visse tilfælde. Men i andre har identitetspolitik en anden funktion - at etablere en betydningsgivende forskel, der ikke bør betyde en uretfærdighed. Det at gøre noget lige i betydningen at tildele lige rettigheder, betyder jo ikke at gøre verden mindre flertydig eller varieret.

Selve begrebet flertydighedstolerance er dog rigtig godt og interessant. Det er for denne anmelder vigtigt, at vi alle øver os på det. Faktisk kan man se flertydighedstolerance som en dyd, hvilket vil ligge tæt op af Aristoteles’ begreb ´fronesis´, hvor vi ud fra vores forskellige perspektiver må finde ud af det sammen i gensidig respekt for vores forskelligheder. Det ville være interessant, hvis Bauer også havde forfulgt sådan et spor. Men det er ikke hans anliggende. Han er modernitetskritiker - og for mig at se, gør det hans bog mindre interessant.