Samfundet kan siges at være digitaliseret, da mange afgørende processer foregår via datakabler. Det gælder hele det økonomiske system, vores kommunikation, nyhedsformidling og store dele af den underholdning, vi konsumerer. Web 2.0 har betydet, at digitalisering også indgår som en del af menneskers dannelse af identitet blandt andet gennem sociale medier. Internettet har betydet, at viden er blevet digitaliseret.

Men med generativ AI kan man måske sige, at selve tænkningen eller vores forhold til tænkning er ved at blive digitaliseret. Og hvad vil det betyde for os, samfundet og kloden? At svare på de spørgsmål, er noget af det, der ligger bag Anders Bæks bog AI Epoken. Sådan vil kunstig intelligens revolutionere fremtiden.

Der er ikke tale om egentlig fremtidsforskning, selvom bogen primært er optaget af at tænke over, hvordan fremtiden vil forme sig. Der ligger ikke nogen egentlig metode bag bogens forudsigelser, og den bygger ikke i nogen nævneværdig grad på statistisk materiale eller overvejelser over, hvordan man slutter sig til en fremtid på baggrund af foreliggende fænomener. Fremtidsbilledet tegnes på baggrund af, hvad primært folk inden for de store techgiganter har sagt om mulige fremtider.

Men der er for forfatteren ingen tvivl om, at fremtiden vil være meget anderledes end nutiden. Kunstig intelligens er en teknologi, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med noget andet, der er sket i menneskehedens historie. Man kan simpelthen ikke overvurdere, hvilke konsekvenser kunstig intelligens får for vores liv. “En parallel til tidligere tiders teknologiske gennembrud rækker … kun til en vis grænse, for de forandringer, som AI vil medføre, er formentlig større end noget andet, vores civilisation hidtil har oplevet” (s. 13).

Selvom der er afsnit i bogen, der antyder mulige fremtider, der er skræmmende, så er den overordnede holdning, at fremtid også betyder fremskridt. Vi går fra en primitiv til en mere udviklet civilisation og når højere og højere op ad “evolutionstrappen” (s.14). Dette har de hidtidige teknologiske revolutioner bidraget til. Men her skiller AI-teknologi sig ud. Den vil nemlig “med stor sandsynlighed” betyde, at vores civilisation tager “ét superskridt op ad trappen, som vil være større end alle de hidtidige skridt tilsammen” (s. 15). Dette underbygges med henvisning til Sam Altman, der er direktør i OpenAI, der står bag ChatGPT.

Generativ kunstig intelligens er så kraftig en teknologi, at Bæk sammenligner det med snydekoder til hverdag og arbejde (s. 59). Denne metafor udfolder han ikke ret meget, men den kunne godt være en nøgle til at forstå, hvad brugen af teknologien også kan gøre, nemlig være en erstatning for noget. Lad os tage forelskelse. Hvis man med kunstig intelligens kunne være sikker på at ramme rigtigt i sit partnervalg, vil det spare en for en masse besvær som skænderi, sorg, længsel, jalousi og så videre. Man behøvede således kun at forelske sig én gang - i hvert fald hvis den andens kunstige intelligens også vurderede, at pardannelse (eller hvilken konstellation den kunstige intelligens nu var kommet frem til) var passende.

Bæk er faktisk inde på lignende eksempler med AI-venner, der aldrig siger en imod, eller lektielæsning, der bliver meget nemmere, men som netop også derved gør mennesker dummere, da generativt genereret lektiehjælp netop er en snydekode til læring. Men man kan ikke snyde sig til læring - ligesom man heller ikke kan til forelskelse eller venskaber. “Med en så effektiv lektiehjælper vil eleven få en mental sovepude. Dette kan potentielt svække væsentlige kompetencer som analytisk tankegang, problemløsning, kritisk refleksion, kreativitet, logisk ræsonnering og innovation” (s. 147).

I denne sammenhæng kædes snydekoden sammen med det, Bæk kalder for “automation bias”, der betyder, at hvis man kan automatisere en proces, så er man tilbøjelig til dels at stole på det. Derfor skal man forblive kritisk, siger han. Men andre forskere inden for området er mere skeptiske overfor, om dette kan lade sig gøre. Ethan Mollick mener, at hvis man kan trykke på en knap og få tingene gjort, så vil man gøre det. Det kan godt være, at man vil tjekke efter de første par gange, men derefter vil dovenskab og rutine tage over. Mennesker, mener han, er ´hardwired´ til at økonomisere med energibrug (ens egen - ikke klodens).

Bæk henviser også til den israelske historiker Hariri, der står som inspiration for de mest dystopiske fremtidsscenarier. Hariri forudset således “at autokratier vil komme til at blomstre i den AI-dominerede fremtid” (s.135). Men ellers er det snarere de lyse fremtidsudsigter, der dominerer.

Mennesker kommer til at leve et luksusliv. Robotter vil fungere som tjenere i hjemmene, selvkørende biler vil aflevere ungerne i skole og køre dem til fritidsaktiviteter. Sågar jobbet vil kunstig intelligens tage sig af, når udviklingen er nået et skridt videre til en kunstig generel intelligens (AGI). “Ens personlige AGI kan i fremtiden udføre enhver opgave, uanset hvor svær den er. Den kan desuden overtage ens arbejde, så man kan bruge sin tid 100 procent på det, man ønsker” (s. 213). Man kan så spørge, hvad robotterne skal med menneskene, da de jo bare vil udgøre et overflødigt - og bekosteligt - overskud eller udskud.

Men Bæk tror mere på, at robotterne vil være venligtsindede. Til gengæld vil den kunstige intelligens give produktive superkræfter (s. 66), produktiviteten gå voldsomt i vejret og alting vil blive billigere, så der bliver råd til en borgerløn, der er større end de nuværende direktørlønninger.

“Vi har set, at AI-automatisering sandsynligvis når et punkt i fremtiden, hvor de fleste varer og tjenester kan produceres med minimale omkostninger og uden menneskelig indblanding… Uanset hvad tyder meget på, at penge vil blive mindre og mindre værd, i takt med at alle har råd til selv de dyreste luksusvarer i kraft af deres borgerløn” (s. 255f).

Bæks drøm, som han måske mener er alle menneskers drøm, vil gå i opfyldelse med denne udvikling, og mennesker vil “være som ‘kongelige’ i et samfund, hvor robotter tager sig af alle vores behov” (s. 117).

Det forekommer denne anmelder, at ønskedrømmene er gået amok for forfatteren. Dels tyder disse scenarier på en manglende indsigt i grundlæggende økonomiske og magtmæssige sammenhænge. Dels virke ønskedrømmene mere som et mareridt, hvor livet leves af og gennem robotter. Og endelig er der et totalt fravær af overvejelser over det gigantiske forbrug, der lægges op til med læge og hjemmerobotter til hver enkelt og med en hær af produktionsrobotter, der producerer forbrugsprodukter til alle - plus laver robotter i et væk.

At læse store dele af AI epoken er som at høre en kritiker, der ser tegneserien om en familie i fremtiden The Jetsons, og tror, at den handler om fremtiden. Fremtiden tegnes som et billede af nutiden for at udstille denne. Få elementer ekstrapoleres ud i en frem som eksempelvis robotter, der kan alt muligt, mens resten som eksempelvis kernefamilie, forbliver det samme. Der er her tale om en banal forståelse af historien, hvor man ændrer enkelte elementer, men tror at de øvrige elementer er naturlige og derfor konstante.

AI epoken er en bog, der godt kan få en til at tænke over, hvordan fremtiden kommer til at se ud for ens børn og børnebørn. Men den forekommer alligevel for uambitiøs, til at tankerne for alvor sætter sig fast. Dertil er den for uambitiøs og fantasiløs, når det kommer til at tænke en anderledes fremtid. Og det ville faktisk være ret nærliggende at tage et globalt perspektiv på fremtiden, når man tænker på klimaforandringer og globale kriser. Det politiske perspektiv glimrer stort set ved dets fravær, og det er meget tydeligt, at bogen er skrevet fra et teknisk perspektiv.

Generativ kunstig intelligens er ikke udelukkende en teknik men en teknologi, der fungerer i samspil med mange andre faktorer - og fremtiden bestemmes således heller ikke kun af teknologi, men i høj grad også af menneskers beslutninger.