Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Blotlagt – Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn / Søren Søberg Poulsen / 220 sider
Multivers. ISBN 9788779175693
Anmeldt 3/7 2024, 08:08 af Torben Rølmer Bille

Voldsfilmens troldspejl


Voldsfilmens troldspejl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er næppe nogen nyhed, at kunsten afspejler, kommenterer og kritiserer den virkelighed der omgiver os. Hvad enten man studerer billedkunst, litteratur, musik eller film, så er det muligt at finde fagprosa, der netop fokuserer på en bestemt kunsttypes eller periodes forhold til den kultur den er en del af.

Det er også det som er kongstanken bag bogen Blotlagt af Søren Søberg Poulsen. Dens fokus er på den type af film med et særligt fokus på den menneskelige krop, nemlig de mest ekstreme gyserfilm. Selv om denne type film selvsagt også byder på mange ungergenrer, så er den i særdeleshed en kropslig genre, der især i de mere ekstreme splatter- og 'body horror'-film, konfronterer tilskueren med nærbilleder af vrangvendte kroppe, øjne der flækkes og organer der fjernes uden bedøvelse.

Som en mangeårig fan af netop gyserfilmen var det derfor oplagt at Kapellet fik mulighed for at nærstudere bogen, hvis undertitel Krop, sex og vold fra tidlig tonefilm til torture porn ret præcist tilkendegiver hvad den handler om.

Bogens forfatter viser et både formidlings- og vidensmæssigt overskud. Han er rigtigt godt inde i sit stof og til trods for at både psykoanalyse, Walther Bejnamin, Baudrillard og andre teoretiske sværvægtere nævnes, så fremstår bogen ikke just som en tung, akademisk gennemgang af genren, men nærmere som et langt essay, der gennem en række konkrete nedslag i filmhistorien for fortalt sin læser, at disse film ikke blot er til for at fornøje et publikum bestående af teenagere, der vil udfordre hinandens grænser eller forskurede individder, der tilsyneladende tænder på den slags billeder, men er film, der er konkrete kommentarer til den samtid de er skabt i.

Ovenstående kunne måske lyde banalt og indlysende, for det giver jo nærmest sig selv, at de fiktioner der produceres kommenterer eller er en del af sin tid, men det fine ved Blotlagt er, at den trækker på en lang række veksler og på en velargumenteret måde formår at vise de læsere, der muligvis ikke var klar over det, at de mest groteske, grænseoverskridende og udpenslede sex- og volds-film, ikke kun skabes for at støde, chokere eller ryste publikum, men også for at at minde os om den ofte ganske foruroligende virkelighed vi lever i.

I sagens natur kan Søren Søberg Poulsen på under 200 sider ikke nå at komme rundt om alle film der på denne vis søger at ryste tilskueren ved deres fokus på vores skrøbelige eller seksualiserede krop, så foretages der en række punktnedslag i filmhistorien. Forfatteren har valgt at benytte sine udvalgte film, som fokus for sine gode pointer. Filmene han benytter sig af er: Freaks af Tod Browning (1931), Hershell Gordon-Lewis´ Two Thousand Maniacs (1964), Wes Cravens Last House on the Left (1972) og endelig Eli Roths Hostel (2005).

Sideløbende fortælles om både andre film i samme eller lignende genrer, filmhistoriske strømninger og ikke mindst både de socioøkonomiske, historiske og samfundsmæssige elementer, der enten forholdsvis nemt kan læses ind i disse film, eller som eksplicit bliver kommenteret af dem.

De mange pointer, forfatteren når frem til er både tankevækkende og meget interessant læsning. Selv om bogen mest af har en essayistisk tone, så er det nok stadig en fordel at kende til de teoretikere og de teoridannelser der tales om. Hvis man ikke er bekendt med disse på forhånd, så kan læseren heldigvis finde hjælp i den bibliografi og en filmografi der findes til allersidst. For det er også en ganske god idé at kende til de film som nævnes i bogen, selv om Søren Søberg Poulsen også er god til at skrive korte, koncise referater af scener og handlingsforløb.

Den eneste undren er, at forfatteren har valgt Last House on the Left i stedet for den noget mere populære Texas Chainsaw Massacre som fokus for sin 70’eranalyse af Vietnamkrigens rædsler og kernefamiliens endegyldige sammenbrud. Ligeledes er fokus på Society i perioden 1980-2000 et lidt aparte valg, for hvis der i den periode var en kropslig gysergenre, så må det da siges at være slasherfilmen eller teenagegyseren, som kun får ganske få ord med på vejen. Nuvel, man kan – som allerede nævnt - ikke rumme hele verden på under 200 sider og der kommer stadig masser af fine pointer ud af forfatterens gennemgang af de ovennævnte film.

Blotlagt er en rigtig fin lille bog om en række vildt voldsomme film, som bestemt ikke tiltaler alle – og som heller ikke har til hensigt at gøre det. Selv om bogen muligvis ikke giver svaret på hvorfor det er at nogle af os drages mod disse voldsomme og ubehagelige excesser når der skal ´hygges´ med en god film, forklarer bogen til gengæld klart, hvad der ligger til grund for at disse film dukker op i filmhistorien når de gør.

Så er du, lige som Kapellets anmelder, vild med grænseoverskridende, voldsomme og groteske gyserfilm og har du måske behov for at sætte denne fascination lidt i relief for andre, eller blot virke lidt mere ´kloge-Åge´-agtig, næste gang der er folk i din omgangskreds som undrende spørger dig til din filminteresse, så er Blotlagt en umådelig glimrende bog at få fat i. Den er skrevet i et mundret dansk, tager fat i centrale gyserfilmstroper som f.eks. Julia Kristevas såkaldte abjekt-teori og så leverer den indsigtsfulde og interessante analyser af de film den har valgt at dykke ned i.

Forrige anmeldelse
« Ind i skovens stille ro «
Næste anmeldelse
» Still in Play – Torben Ulrich... »