Özlem Cekic blev i 2007 valgt ind i folketinget som social- og psykiatriordfører for SF. Inden hun indledte sin politiske karriere, arbejdede hun som psykiatrisk sygeplejerske med nogle af Danmarks mest udsatte grupper og var aktiv i fagbevægelsen i Dansk Sygeplejeråd. Udover sit politiske arbejde har Özlem Cekic været en aktiv debattør og foredragsholder, samt initiativ tager til en lang række frivillige sociale projekter.

Hendes historie er dog ganske fænomenal. Hun kom til verden i 1976 i en lille tyrkisk landsby udenfor Ankara af forældre med kurdisk baggrund. Hendes far var i de første år af hendes liv gæstearbejder i Finland, hvorefter familien blev familiesammenført i Danmark, da Özlem var 10 år. Özlem måtte dog i løbet af sin barndom tage afsked med moderen, da hun rejste til Danmark for at hjælpe faderen med at tjene penge til deres drøm om hus og 40 får i landsbyen. Derfor tilbragte Özlem flere år i landsbyen hos sin kurdiske mormor; en handlekraftig og højt respekteret kvinde, der var kendt i byen som Erkek Fadime (mande Fadime). Og selvom mormoren hverken kendte sit fødselsår eller kunne skrive sit navn, var hun klogere på livet end mange, og hun havde en enorm indflydelse på Özlem Cekic.

Da Özlem kommer til Danmark som 10-årig, skal hun igennem den periode, som de fleste indvandrere og flygtninge oplever: tilegnelsen af det danske sprog og de danske normer. Özlem kæmper hårdt for at tilegne sig sproget, og bliver hurtigt placeret i en almindelig dansk skole. Her oplever hun dog nye konflikter, baseret på hendes anderledeshed, men modstand og drillerier vækker dog hendes fighterånd. For at gøre oprør vælger hun at bære tørklæde, noget hendes familie ikke støtter op om, men som giver Özlem følelsen af at høre til et fællesskab – det muslimske – og dermed en manifestation af hendes anderledeshed fra danskerne. Hun vælger dog senere at smide tørklædet, og hun lærer senere dansk humor i skoafdelingen i Føtex, hvor hun er ungarbejder. Dog bevarer Özlem sympatien for de, der ikke er som majoriteten, de socialt belastede som hun vokser op omkring.

Da Özlem består studentereksamen, indgår hun samme sommer i et arrangeret ægteskab med en ung mand fra landsbyen. Deres ægteskab er dog turbulent fra starten, idet de ikke forstår hinanden. Han er vokset op i et mandsdomineret samfund og hun i det danske samfund. Selvom de får sønnen Furkan sammen, finder de aldrig glæde ved hinanden, og med opbakning fra sin kurdiske mormor ender det med en skilsmisse.

Nu må Özlem finde sig selv i tilværelsen som enlig mor, og dette gør hun især igennem sit politiske arbejde. I sin erfaring med psykiatrisk arbejde stilles hun overfor de socialt udsatte, og ser hvordan disse ofte bliver svigtet af systemet, og hun vil kæmpe for at ændre dette. Endvidere er hendes bror Önder sindslidende, og Özlem oplever derfor på klos hånd, hvordan systemet kan svigte de, der har allermest behov for hjælp. Med dette in mente melder hun sig i 2001 ind i SF, og kun seks år senere bliver hun valgt ind i Folketinget. I mellemtiden finder hun kærligheden på ny, i dansk-kurdiske Devrim, som med samme baggrund som hende forstår hende og bliver hendes anden halvdel og trofaste støtte. Hun bor i dag på Amager med sin mand og to børn samt et på vej.

Özlem Cekics historie er en fascinerende rejse på flere planer: kulturelt, kvindeligt, pædagogisk, politisk og kærlighedsmæssigt. Det er en historie om at finde ståsted på tværs af to kulturer, som kvinde og som politiker. Bogen er illustreret med adskillige billeder, således at der bliver sat billeder på hendes fortælling.

Det er gæstearbejdernes historie, deres illusion om at vende tilbage en dag; en drøm de fleste senere har måttet sande forbliver en drøm. Børnene har tilpasset sig det danske samfund, føler sig danske, og ønsker ikke at vende tilbage. Endvidere er hjemlandet Tyrkiet også forandret og passer ikke ind i det glansbillede, som forældrene har dannet sig af landsbyen. Dette giver en forståelse for den baggrund udlændingene i Danmark kan have; de er blandingsprodukter på godt og ondt. Özlem selv har måttet erkende, at hun er dansk, kurdisk og tyrkisk på samme tid. Og det gælder om, at samfundet får fat i unge som hende og får dem til at udnytte det potentiale, de har, i stedet for at dømme dem på baggrund af deres navn og udseende.

Endvidere er det de socialt udsattes historie, en befolkningsgruppe som Özlem Cekic sympatiserer med og arbejder for. Den største forhindring, vi står over for i det danske samfund, er den fattigdom, der skiller os. Og jeg er sikker på at Özlem Cekic med sin egen erfaring med systemet vil kæmpe for ligestillingen medborgerne imellem. Hendes historie kan på alle måder anbefales, da den rører ved mange aspekter af det at finde sig selv, og den er på sin måde en succeshistorie om pigen fra det belastede kvarter, der endte i Folketinget.