”Hvis man med vold mener en radikal omvæltning af de basale sociale relationer, så er – hvor vanvittigt og taktløst det kan lyde – problemet med de historiske uhyrer, som slagtede millioner af mennesker, at de ikke var voldelige nok. At gøre intet er nogle gange det mest voldelige, man kan gøre.”

Sådan afslutter den slovenske filosof Slavoj Žižek sin originale og mindst ligeså provokerende tour de force gennem voldens former. Bogen hedder meget simpelt Vold, og er nu oversat til dansk fra den oprindelige engelske version. Den er udkommet i serien, der – uden andre fællestræk – har fået fællesnavnet ”radikalfilosofi”, som under fælles vinge sigter til vidtgående omkalfatringer af sociale relationer. Sigtet med Žižeks Vold er derfor ikke blot at provokere til reaktion, selvom det selvfølgelig også er en effekt, men det er i høj grad også et udtryk for at ville noget med sine analyser. Systematikeren og den empiriske rationalist vil stejle, men for os, der finder det nødvendigt også at kigge ind i samfundets sprækker, er denne tilgang en befrielse.

Essay, ironi og psykoanalyse
På trods af Žižeks anerkendte, men til tider derfor også problematiske, folkelige vinkel, er han ikke nem at have med at gøre. Stilen er essayistisk og til tider vældig ironisk, hvilket på den ene side betyder, at det indimellem er svært at vide, hvad han rent faktisk mener. Det betyder på den anden side samtidig, at det rent faktisk undervejs er temmelig underholdende læsning. De populærkulturelle referencer til eksempelvis mange forskellige film, der bliver udsat for små, spontane analyser, letter samtidig på både det tungsindige emne, men giver også nogle ubesværede brud på den hårde filosofi, samt nogle ofte ret gode eksempler på det beskrevne.

Žižeks bredere metodiske tilgang, for så vidt der er sådan en, er også vigtig at holde for øje. Uden at det blive til bredsider om falliske eminencer, så trækker han kraftige veksler på psykoanalytiske perspektiver, selvfølgelig fra den freudianske tradition, men særligt fra den lacanianske videreførelse. Det betyder, at personmæssige udviklingsstadier, moralske overjegslige dominanser og undersøgelser af patologiske metaforer fra det individuelle til det samfundsmæssige selvfølgelig fylder en del. Det bliver dog aldrig til det vigtigste spor i bogen, snarere bliver det til et generelt fokus på, at der underneden det, vi tror, vi forholder os præcist og målrettet til, ulmer nogle latente problemer, som kommer til udtryk på forskellig vis.

Direkte og indirekte vold
Denne skabshermeneutiske tilgang til det psykologiske giver nogle meget præcise og interessante udslag i analyserne af vold. Žižek placerer disse i – hvad han kalder – ”seks skæve refleksioner”, der tilsammen giver et generelt billede af, hvad vold er for en sammensat størrelse. Vi kender alle den direkte, fysiske vold, som enhver besindig selvfølgelig fordømmer – det er mordet, knivstikkeriet, knytnæven i ansigtet og de mere direkte sammenstød mellem større grupper. Denne type vold kalder Žižek i sin første refleksion for subjektiv vold, idet der skal et subjekt til at udføre gerningen, og det er også dette, vi sætter fast gemt væk bag lås og slå, for det er i sig selv ”nemt” at finde frem til denne. Vi kalder ham oftest gerningsmanden.

I denne direkte voldelige handling er der dog impliceret andre, mere objektive kriterier, som Žižek omtaler som objektiv vold eller indirekte, systemisk vold. Denne type vold er den, der findes underneden som en understrøm, der kigger op i overstrømmen som direkte vold, og er i de fleste tilfælde – på de få psykotiske tilfælde – den bagvedliggende systematiske fejl, der leder til den egentlige voldelige handling. Her kommer de marxistiske undertoner også til overfladen (ikke at Žižek lægger skjul på disse), når han fremhæver, at vi her ”taler om volden indbygget i et system; ikke kun direkte fysisk vold, men også de subtile former for tvang, som opretholder forhold af herredømme og udbytning”. Nietzsche kigger også ufortrødent med over skulderen her.

Det er i dette splitfelt mellem den objektive og den subjektive vold, at Žižek sætter sin første kritik ind. Den subjektive er selvsagt den mest synlige, mens vi er forblændet i forhold til at se, hvornår et system implicit bedriver voldelige handlinger. Der ligger en nærmest baumansk pointe i dette, der sigter til, at de, der kan følge med i det kapitallogiske samfund, ikke fornemmer og ser volden, men de, der ikke har istandsat sig i kapitalens herredømme, ikke formår at følge med (det kan være bevidst og ikke tilsigtet, hvor den sidste selvfølgelig er det farligste). De, der ikke formår at holde trit med samfundets normsæt, må – i værste fald – stjæle eller det, der er værre, for at hamle op.

Frygten for Næsten
Næste analyse eller skæve refleksion handler om, hvordan det – i Žižeks formulering – er frygten for Næsten, der er voldens ultimative årsag, og hvordan denne voldsform også er indbygget i vores sprogbrug. Her er Lacans begreb om ”den Anden” også tydeligt til stede, idet denne fungerer som linket mellem subjektet og sproget. For at sproget ikke skal blive en abstraktion, fungerer den Anden som en garanti for en form for forbindelse til verden, på trods af at sproget er installeret som en symbolsk og arbitrær orden. Forvekslingen sker her mellem ”den Anden” og ”den anden”, hvor den sidste netop skal forstås som ”Næstetingen”, sagt med Žižeks ordvalg. Næsten handler om kærlighed, og den, der udtrykker kærlighed oplever noget traumatisk og radikalt, men spørgsmålet er selvfølgelig så, hvad der er kærlighedens objekt.

Det voldelige opstår, når sproget udøver direkte vold mod den anden, i stedet for at udveksle ord og debattere. Debatten kan være aggressiv, hvilket den tilsyneladende hos Žižek faktisk ofte bør, for at noget stilles til radikal debat, men ordenes udveksling sikrer ”en minimal anerkendelse af den anden part”. Gentagende gange tager Žižek derfor Muhammed-krisen op til diskussion, der var – ifølge Žižek – et tåbeligt brud på det, som den danske regering selv verbalt synes at stå for, nemlig en dialog. Afvisningen af dialogen er fejlagtig, på samme måde som afvisningen af først Danmark, dernæst Vesten, på baggrund af tegninger, de fleste ikke engang havde set, også er enfoldig. Her finder vi samtidig også et godt eksempel på, hvordan Žižek holder den direkte vold stævne i kraft af den indirekte vold, der her er indbygget i sproget: Den nominalistiske reference til ”tingen” ved hjælp af sproget er altid allerede voldelig. Sproget ”indsætter tingen i et meningsfelt, som i sidste ende er eksternt til det”.

Irrationel vold og analyseeksempler
De næste refleksioner er mere præcise i sin emnemæssige orientering. Eksempelvis tager den såkaldte ”irrationelle” vold op til overvejelse i lyset af ungdomsoptøjerne i Paris i 2005, terrorangreb generelt (med selvfølgelig også 9/11), og hændelser i New Orleans efter orkanen Katrinas besøg. Disse analyser er måske de mest interessante i forhold til nutidspolitiske løsninger på integrationsområdet (noget vi nikker genkendende til, hver gang vi tænder for danske nyheder). Optøjerne og andre irrationelle oprørsløsninger såsom terror omtales som ”en direkte bestræbelse på at få synlighed” – derfor kalder Žižek også dette for fatisk vold med reference til Roman Jakobsons begreb om at teste kodens virkning.

Dette er samtidig også et af de punkter, hvor Žižek kunne anklages for uklarhed, for han billiger hverken gerningerne eller samfundet, der er årsag til dem, men placerer sig i et tvetydigt felt midtvejs. Der synes dog at være pointer i denne position. Grundlæggende er dette – uden at Žižek bruger disse ord – en anklage mod begrebet integration, der i den vestlige verden mest henviser ”den anden” til slet og ret tilpasning. En radikal løsning på mangel på tilpasning kan derfor være terror.

Mere abstrakt og svært tilgængeligt bliver det, når det handler om tolerancens antinomier. Her baserer Žižek sig på det kantianske begreb om to argumenter, der er respektivt kontradiktive, på trods af at begge argumentationer er holdbare. Det berømte eksempel hos Kant er analysen af tid og rum, hvor der kan argumenteres for begges såvel endelighed som uendelighed. Her trækker analyserne i retningen af det, vi her hjemme har set fra Frederik Stjernfelt og Jens Martin Eriksen i Adskillelsens politik. Analysen af Muhammed-krisen er her et meget præcist fællestræk, mens tolerancebegrebet også står centralt begge steder. Konklusionerne er blot meget forskellige: Stjernfelt og Eriksens ensidige frihedsbetonede standpunkt står hos Žižek for skud. Denne frihed bliver udfrittet som en myte med indre tvang.

Antinomien består her i, at tolerancen af forskelle på den ene side for sig selv selvfølgelig giver menneskeretslig mening, mens den liberale tolerance på den anden side også selv avler intolerence. Hvis den fatiske kode – som tidligere omtalt – forbliver bristet eller forstyrret, radikaliseres de voldelige optrapninger bare. Hovedeksemplet er her Palæstina-konflikten i Israel, hvor Žižek forholder sig temmelig kritisk til Israels rolle i denne, men faktisk bliver han også her i sin kritik umådelig konstruktiv og direkte. I stedet for blot at diskutere og kritisere, så fremhæver han tilmed plausible løsningsmodeller. I disse diskussioner bliver Žižek også eksplicit kulturdebattør og kulturteoretiker, idet sådanne konflikter – og voldelige handlinger i det hele taget – opstår ud af brud på vaner. ”At kende et samfunds vaner, er at kende de metaregler, der afgør hvordan dets eksplicitte regler skal anvendes”. Lige fra det lille sammenstød til den store totalitære konflikt er det vanerne, der udfordres – og det smerter! Samtidig er dette – og voldsanalyserne generelt – også et grundigt stød mod idéen om fri vilje.

Guddommelig vold
Derfor er det måske ikke overraskende, at Žižek slutter af med at revitalisere Walter Benjamins interessante, men temmelig svært tolkelige begreb om guddommelig vold. Det har intet at gøre med hellig galskab eller terroristiske løsninger, men i stedet skal den guddommelige vold forstås som et tegn uden mening. Dette begreb adskiller derfor fra sprogets vold, der netop i kraft af meningen begår vold. Det er netop den manglende religiøsitet, der udløser den guddommelige vold, idet den er ”et tegn på Guds (den store Andens) egen impotens”. Kristologien – det, at Jesus var både Gud og menneske – ses her som det første tegn på tabet af den transcendente opsynsmand: den beskyttende Gud, hvor Jesu død betød tabet af muligheden for den dybere mening. Dette er en radikal læsning af kristendommen, men en analyse vi kender fra argumenter for, at oplysningen skulle være impliciteret i Det nye testamentes grundfilosofi.

Derfor er den guddommelige vold ikke den objektive vold, selvom det kunne synes oplagt. Det er i stedet noget mere transcendent. ”Guddommelig vold er et udtryk for ren drift, for det udøde, excessen ved livet, som går til angreb på lovens ’nøgne liv’”. Det er en anarkistisk eksplosion, som bærer kærlighedens mærke, hvilket betyder, at det er denne radikale hengivelse til den anden (og her er terror således nærmest det modsatte). Žižek benytter sig her det latinske motto ”Vox populi, vox dei”, der betyder ”Folkets stemme, Guds stemme”, der – gennem den marginale forbindelse herimellem – sigter til ensomheden i denne type vold. Endog er den sande guddommelige vold den, der opstår i ensomhed, men dernæst udfolder sig nærmest som et slags kollektivt ubevidste. Ensomheden ophæves i noget fælles. Den revolutionære terror i slutningen af det 18. århundrede, anderledes end den religiøse, der væltede regimer og kongehuse på stribe, er en centralt eksempel hos Žižek på vold af guddommelig karakter.

Kærligheden og ondskaben
Kærligheden – forstået som en ensom rettelse – er i sin relation til ondskab i den guddommelige vold derfor det homologiske omdrejningspunkt: ”Kærlighed uden ondskab er kraftesløs; ondskab uden kærlighed er blind – en døgnflue, som mister sin vedholdenhed. Det underliggende paradoks er, at det, som gør kærligheden himmelsk, som hæver den over ustabil og patetisk sentimentalitet, er ondskaben selv, forbindelsen til vold – det er denne forbindelse, som løfter den ’ud over og hinsides menneskets naturlige begrænsninger’ og således omskaber den til en ubetinget drift”. I dette billede af kærligheden er det netop radikalt intet at gøre, idet det udsletter kærligheden – men skaber forandring. ”At gøre intet er nogle gange det mest voldelige, man kan gøre”, som vi startede med at citere Žižek for. Derfor er det mest interessante udtryk for samfundskritik netop intet at gøre.

De her skitserede kritikker leveret af Žižek er generelt et udtryk for en voldsom kritik af et verdenssamfund, der er ved at underdreje sig selv. I mellemkrigstidens krise stod samfundet også for skud med lignende klø – det er selvfølgelig Adorno og Horkheimers Oplysningens dialektik, vi her har fat i. Derfor er følgende udsagn fra Žižek ikke overraskende: ”Vi har nu ikke at gøre med ’globalisering som et ufærdigt projekt’, men med en sand ’globaliseringens dialektik’”. Det skræmmende og dystopiske billede, Žižek leverer, er derfor, at fremtidsperspektiver ikke er lyse, med mindre der træffes nogle radikale forandringer.

Finale
Behandlingen af Slavoj Žižeks bog er her, trods sin fyldighed, sparsom. Han er, som jeg lagde ud med at sige, ikke nem at spille bold med, men det udspringer især af, at han placerer sig i et meget besværligt krydsfelt mellem det subjektive og det objektive. Det handler om, hvordan det partikulære spiller ind i det universelle – og omvendt. Det er områder, vi sproglig har meget svært ved at sætte ord på, og netop derfor er analyserne så vigtige – de tager fat på de samfundsperspektiver, som de færreste tør røre med en ildtang eller noget som helst andet. Man brænder ofte nalderne i lyset af disse bål.