Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Hovedstaden bag facaden – Mødesteder, tidslommer & mennesker / Ulf Svane & Mathias Kobberrød Rasmussen / 400 sider
Lindhardt og Ringhoff. ISBN 9788727022567
Anmeldt 19/5 2024, 10:50 af Torben Rølmer Bille

På vej væk


På vej væk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

København er unægtelig en by med fart på. Besøger man Danmarks hovedstad, så vil man opleve kraner og byggeri nærmest overalt. Selv om det blot var et stykke tid siden man var der sidst, er der pludselig hele områder af beboelsesejendomme, butikker og kulturhuse der pludselig er blevet manet frem fra mulden. Gentrificering. Byforskønnelse. Urbanisering. ”Kært” barn har mange navne, men når det nye skyder frem, er det som ofte på bekostning af det det gamle.

Hvor der før var et hav af små værksteder, specialforretninger, den lille, lokale købmandsbutik eller et snasket grillbar finder men nu fortovscafeer, generiske supermarkeder og kønsløse kontormiljøer. Det er selvsagt den vej udviklingen går mange steder og selv om man ikke kategorisk bør holde fast i fortiden, er det også som om at en del af det, der engang gjorde København til det spraglede, charmerende sted, hvor de særlinge man mødte i deres forretninger gav noget tiltrængt kolorit til dagligdagen, lige så stille er ved at forsvinde sammen med deres steder.

I et forsøg på at dokumentere og fastholde nogle af disse små, skæve oaser i byens vrimmel, har Ulf Svane og Mathias Kobberrød Rasmussen sat sig for at opsøge disse mødesteder, butikker og værksteder, for at give alle os andre et indblik i hvad der gemmer sig bag butiksvinduet, både af alverdens tingeltangel, men også af ildsjæle, der stædigt forsøger at holde deres forretning kørende. Resultatet er blevet fotobogen København bag facaden.

Idet du slår bogen op, mødes du af et kort, hvor de 55 forskellige steder kan findes. Her tales der bestemt ikke kun indre by, for turen går også til bl.a. Klampenborg og Rødovre, hvor du kan finde hhv. en helt unik boghandel og en forretning, der har specialiseret sig i sportspremier og pokaler. Nogle purister vil måske mene at ´Hovedstaden´ i titlen derfor skal forstås i utrolig bred forstand, men det må i sidste ende være op til den enkelte læser at bedømme. Grunden kan jo være, at man muligvis bliver nødt til at tage lidt ud i krogene i København, for at kunne finde resterne af det forretningsliv og de mødesteder som stadig eksisterer i 2024.

At det ikke altid er lige nemt at holde fast i traditionerne og modstå den rivende byudvikling, kan man fornemme allerede i bogens introduktionstekst, hvor gentrificeringen og forandringen af byen understøttes med tørre tal omkring befolkningstilvækst og butiksdød. Samtidig er der til sidst i denne tekst også nævnt at ni af de steder som bogen nævner siden ikke eksisterer længere. Så selv om du ikke længere fysisk kan besøge Wongs Grill i Hellerup, eller Herolds Varehus på Amager, så kan du i det mindste få en fornemmelse for disse steder i Svane og Rasmussens bog. Den bliver på sigt en slags museum for disse hedengange lokationer.

Hvert sted indledes med en ganske kort og hurtigt læst tekst, der fortæller lidt om det aktuelle steds historie, hvornår det blev grundlagt, hvem der har ejet det og selvfølgelig også om de folk der driver det i dag. Herefter viser en række stemningsfulde, velkomponerede og fine farvefotos udsnit af det sted der skrives om og ofte også billeder af indehaverne eller kunderne.

Siderne i bogen er ikke plastret til med fotos, for den er fint layoutet, så der både er blevet plads til at enkelte billeder kan få lov til at brede sig på siderne. Billederne er rigtigt god og giver en fin fornemmelse for stedet som beskrives. Det kan dog undre anmelder en anelse, at man ikke konsekvent har valgt at tage et billede af butikkens facade, når nu den også indgår i titlen og sikkert også ville være med til at man ville kunne genkende det sted som beskrives.

Der er indimellem også nærbilleder af mange af de ting der sælges i butikkerne, det særlige værktøj som benyttes eller close-ups af hænder eller klædedragt. Det fungerer virkeligt godt, for som betragter kan man blot undres over hvad mon det stykke værktøj skal benyttes til, eller hvor langt tid de ting vi ser på billedet har været til salg i den pågældende butik.

Hovedstaden bag facaden minder en hel del om Stamsteder som Kapellet skrev om i 2022. Faktisk skulle forfatternes navne lige dobbelttjekkes, da man godt kunne foranledes til at tro, at det var samme hold der stod bag de to. Begge bøger er forsøg på at fastholde noget ærkekøbenhavnsk kulturhistorie i ord og billeder for eftertiden. Man efterlades også som læser med en ganske vemodig følelse efter endt læsning af disse bøger. For selv om det er er helt forståeligt at markedsøkonomi, kulturen og tiden påvirker den måde der bliver drevet forretning på, så er det stadigvæk også surt at se flere og flere af disse steder blive omdannet til kædeforretninger eller ens caféer. Når det er sagt, så er Hovedstaden bag facaden et yderst sympatisk projekt, der tager dig med på tur til nogle steder, hvor du med garanti aldrig har været før – og som du i visse tilfælde aldrig kommer.

Forrige anmeldelse
« Co-Intelligence: Living and Wor... «
Næste anmeldelse
» En vej ud af tågen / Mirakler ... »