Tvivlen. Det med at tro at man ikke er god nok. Sandemoses Jante, der spøger i kulissen. Dødsangsten, der kommer sivende. Søvnløse nætter. Svigt fra den far, der aldrig var der, selv når man havde allermest brug for ham. Tvivlen på hvorvidt ens egne evner, eller ens hukommelse er tilstrækkelig. Den svære kærlighed, til hustruen, til børnene. Følelsen af hjælpeløshed når sygdom og død rammer venner og familie. Glæden ved at skabe musik, lyrik og kunst, men også den nagende fornemmelse af at der er noget galt. Mysticisme, okkultisme og kristendom. At være eksildansker i NYC og gå tur med hunden. Det og meget mere finder du i Kristian Leths erindringsessay i tre dele; En vej ud af tågen (2022), Mirakler (2023) og senest Afstanden som netop er udkommet på forlaget Gladiator.

Den første bog En vej ud af tågen handler primært om hukommelsen, eller manglen på hukommelse. For hér tvivler forfatteren på sine egne evner til at huske store dele af sin barndom. Om dette skyldes svigt; en mor der konstant var på scenen eller en far der forlod hende ikke blot en men to gange og som havde for travlt med sin egen karriere som forfatter og cykelsportskommentator, eller om der er andre grunde til det, synes at være kernen. Selv om det helt tydeligt er frustrerende at Leth ikke selv mener at kunne genkalde sig særlig mange detaljer fra barndommen, så præsenterer han alligevel de han kan huske for læseren. De minder, der tydeligvis har sat sig fast. Alle filtreret gennem bagklogskabens skarpe lys og krydret med observationer fra samme person anno 2022.

Mirakler vælger en lidt anden form. Den fremstår som et uddrag fra Kristian Leths dagbøger, for ulig de to andre bøger i serien er kapiteltitlerne hér udelukkende gengivet med datoer som overskrift, mens indholdet af disse dagbogssider minder en del om de tekster man både har kunnet opleve i både første og sidste bog. Man har ikke nødig at læse mellem linjerne for at forstå, at forfatteren oplever en ganske stor frustration over de begrænsninger som pandemien har sat op. Ret beset må den første bog også være skrevet, mens verden stadig var lukket ned og vi alle blev bedt om at holde os adskilt. Kapellet gætter derfor på, at det muligvis er det er denne ufrivillige isolationssituation Leth har set som en anledning til at skrive sine bøger.

Mirakler er – som titlen antyder – den bog der indeholder de fleste overvejelser om filosofi, okkultisme og religion, selv om disse elementer bestemt ikke mangler i de to andre. Desuden virker det som om, Kristian Leth til trods for påstanden om at han har svært ved at huske mange detaljer fra sin barndom, takket være sin skriveproces og arbejdet på bøgerne har fået bortmanet større dele af den tåge, der metaforisk lå over hukommelsen i den første bog.

Kristian Leth skriver meget direkte, personligt og meget ærligt om sig selv og sit liv. Hans trilogi kan muligvis sammenlignes med faderens erindringsbøger, som også kommenteres direkte i teksten. Eksempelvis fortæller han i Ud af tågen hvor vanskeligt det har været at læse om sin egen fars seksuelle udskejelser, men også hvor forskelligt han og faderen har oplevet nogle af de situationer Leth senior skriver om i Det uperfekte menneske-serien. Både far og søn er virkelig dygtige skribenter, forsøger at være så ærlige at nogle måske ligefrem vil kalde det selvudleverende. Idet de begge er forfattere og kunstnere, så bliver der også hos både far og søn et fokus på den kreative proces. Når det så er sagt, så er der også ganske store forskelle i den prosa og det indhold som møder læseren, for Kristian synes i denne anmelders optik bestemt ikke at stå i skyggen eller på skuldrene af sin far. Han har fundet sin egen, personlige stemme.

Kristian Leth lægger bestemt heller ikke fingre imellem når han skiver om savnet af en faderfigur. Følgende uddrag fra Afstanden bliver ligefrem hjerteskærende at læse;

”Han taler til os i interviews. Beder om tilgivelse. Der er ingen vej tilbage. Det virker så ensomt.
Så ensomt.
Også at sidde her og falde over et interview i en aarhusiansk lokalavis.

Også da jeg som fjortenårig til min konfirmationsfest havde Tour de France kørende inde ved siden af, at jeg sneg mig væk fra bordet og derind igen og igen i håbet om, at han skulle sige noget, nævne sin søn, der i dag fejres, ønske mig tillykke fra kommentatorboksen.

Det er ikke et ønske om at betale tilbage, ikke en regning der skal indløses. Det er mere en viljeløshed, en apati overfor hans situation. En handlingslammelse som hos små børn.
Vi er som små børn, og far er faldet om, og vi ved ikke, hvad man gør.”! (Afstanden s.71)

Som man kan se skydes der med skarpt, men samtidig bliver det aldrig ondskabsfuldt eller perfidt. Egentligt er det vel også kun rimeligt, at Leth senior får sønnens perspektiv serveret i al offentlighed, når han selv har været så offentlig omkring sit eget levede liv? Det handler dog ikke om at Kristian vil give igen, for mange af de tekster hvor Jørgen optræder virker også som nogle hvor sønnen, trods de mange svigt han har oplevet, viser en omsorg og en bekymring over sin gamle far.

Kristian skriver et sted om at alle mænd i deres familie stort set har levet af at fortælle historier. Så familien Leth er næppe ret forskellig fra mange alle andre familier, da vi som bekendt ofte ender med at være karbonkopier af vores forældre, på godt og ondt, uanset om vi har lyst til det eller ej. Ikke dermed sagt at Kristian blot går sin far i bedene, for selv om han nu også har skrevet erindringsbøger, så virker det også som om han er meget reflekteret om sit liv, både i forhold til at forsøge at være en langt bedre far end den han selv aldrig har kendt og i den måde han konstant søger at forstå livet og sin verden på.

Afstanden fokuserer, lige som de to øvrige bøger blandt meget andet også på familien. På hvordan det har været at blive far i en meget ung alder, de mange bekymringer der opstår, når man forsøger at finde frem til faderrollen, uden at have noget at spejle sig i og ikke mindst hverdagens trummerum, med morgenmad, madpakker og følgen børnene til skole. Hos Kristian Leth bliver dette dog aldrig kedeligt eller trivielt, for hans poetiske prosatekster fremstår som en veltilrettelagt stream of consciousness, hvor forfatterens tanker om drømme, filosofi, Paulus, rejser, minder og følelseslivet serveres for læseren på en meget direkte måde. Selv om teksten indimellem også tvivler på sit eget værd og der netop skrives om besværligheden om at skrive (noget som han også diskuterer med sin far) så er det med til at tilføje en autencitet og skrøbelighed til teksten, der gør at det bliver en sand fornøjelse at læse.

Rent personligt, så er der også masser af de ting som Leth nævner har præget ham, der synes at overlappe med anmelders egent liv. Dette gælder både fascinationen af UFO´er, okkultisme og andre esoteriske fænomener, kristendommen, døden og ikke mindst den nagende tvivl der opstår hvis man begynder at gå sit eget liv efter i sømmene.

De (foreløbig) tre bøger i Kristian Leths serie er derfor dybt anbefalelsesværdige. De er ustyrligt velskrevne og meget interessant læsning. For selv om man måske ikke har oplevet et lignende fadersvigt som forfatteren har, har overværet Voodoo-ceremonier dybt inde i junglen eller er vant til at gå ture med hunden i en af New Yorks mange parker, så er der med garanti rigtigt mange af hans tanker som vil være genkendelige hos læsere der lige som han skal forsøge at finde sig til rette i forældrerollen, som slås med selvværdet og i det hele taget forsøger at finde frem til meningen med et levet liv. De tre bøger kan kun anbefales på det allervarmeste - for uanset hvor meget Kristian Leth end tvivler på sine egne evner og på den tekst han producerer, så vil denne anmelder i al fald slå fast at han straks bør ranke ryggen og være pavestolt af sin trilogi. Det kan selvsagt være sundt at være selvkritisk, men i stedet for at lade dette være et problem, så har den selvransagelse også resulteret i et bogværk der er bragende godt skrevet og sin tilsynleadende løse struktur til trods, endnu bedre skruet sammen.