Mange har set filmen Hotel Rwanda, som var en fantastisk og rystende historie om det rwandiske folkemord, hvor ca. 800.000 etniske tutsier blev nedslagtet med macheter og lignende af sine rwandiske etniske hutu medborgere.

Men hvad der ofte glemmes er, at til enhver historie hører en forhistorie og ligeledes en tid efter konflikten. Grunden til, at det rwandiske folkemord brød ud, skal findes helt tilbage i den belgiske kolonisering af landet, hvor belgierne efter racistiske metoder delte landet i tre etniske tilhørsforhold (som der ikke er fundet genetisk begrundelse for). Befolkningen blev delt op i twaerne (pygmæfolk af jægere og samlere), hutuerne (agerbrugsfolk) og tutsierne (kvægfolk). Hutubefolkningen udgjorde majoriteten (85%), og tutsierne var en minoritet (15%). Men trods differencen i befolkningsantal tildelte belgierne tutsierne magten, og lod deres race glorificere i forhold til hutuerne.

Da Rwanda opnår selvstændighed i 1960 ulmer en negativ stemning blandt hutuerne, som er blevet undertrykket af den tutsiske minoritet i mange år. Tutsierne danner FPR (Den rwandiske patriotiske front) for at vende tilbage til magten, og mange hutuer og tutsier må lade livet i konflikten, hvilket optrapper kløften mellem tutsier og hutuer. Dette munder ud i den værst tænkelige menneskelige katastrofe i 1994, hvor det største folkemord siden 2. verdenskrig finder sted. Hutubefolkningen dræber ca. 800.000 tutsier på et par måneder. Men hvad skete der efterfølgende? Mange har blot stemplet hutuerne som uhyrer og monstre, men hutuerne blev efterfølgende jagtet og slagtet, og her måtte over en million ligeledes lade livet pga. sult, krig, sygdomme som følge af krig og livets strabadser som flygtning.

Én af disses skæbner fortælles gennem Angelique Umugwaneza, som er hutu, og voksede op i en familie, der ikke deltog i folkemordet på tutsierne, men dog alligevel måtte betale prisen for sine medmenneskers gerninger. Da folkemordet er overstået, og FPR rykker ind i Rwanda, frygter familien for hævn mod alle hutuer som pris for folkemordet, og derfor vælger moderen at flygte sammen med sine fire børn, Angelique, Goretti, Theogene og Adrien.

Det er en ulidelig fortælling om flygtningelivet, når det er værst. Angelique og familien må tilbagelægge flere tusinde kilometer til fods igennem hårde terræner sammen med en flygtningemængde, der hurtigt tynder ud som følge af sygdomme og nedslagtninger begået af FPR. Angelique og familien flygter fra Rwanda til Zaire til Congo til den Centralafrikanske Republik, og denne rejse koster storebroderen Theogene livet samt moderen. Endvidere må lillebroderen Adrien forlades i en landsby på vejen, da hans helbred er i fare som følge af den ekstreme sult og miljøet.

Endelig i august 2001 ender Angelique og søsteren Goretti i Danmark, hvor de kommer til Hundborg ved Thisted og skaber en tilværelse, som synes overvældende, taget deres historie i betragtning. Angelique bor i dag i Århus, hvor hun læser Statskundskab på Århus Universitet. Medforfatteren Peder Fuglsang var Angelique Umugwanezas lærer, som hun fik et tæt forhold til, og sammen har de skrevet hendes fantastiske fortælling.

Man kan ikke sige så meget andet om bogen end, at den skal læses! Den er fantastisk og rystende fra start til slut, og giver stof til eftertanke. Personligt kunne jeg ikke lægge bogen fra mig, det er én af de bedste bøger, jeg kan mindes at have læst. Ikke nok med den skrevet i et flot sprog, for den rummer også en historie, som skal deles. Man sidder tilbage med en taknemmelighed over at være opvokset i et land med ”harmoni” blandt sine medborgere, samt en indsigt i, hvad vores flygtninge har været igennem på deres vej til Danmark. At Angelique Umugwaneza har kunnet komme videre og leve et succesfyldt liv i Danmark er yderst prisværdigt; en historie som synes ganske enestående grundet hendes historie.

Kender man ikke til det rwandiske folkemord, skal dette ikke stoppe dig fra at læse bogen. Bogen er suppleret med en eftertekst, der forlægger forhistorien, historien og hvad der skete efter folkemordet. Dermed er bogen også et historisk dokument, der klart kan anbefales til alle, der er interesseret i levende historie, for det er netop hvad Angelique Umugwaneza er: levende historie! Og man kan ikke gøre andet end at sætte pris på at have læst hendes fantastiske historie!