Der er tale om er en fascinerende bog om Sovjettidens buspavillioner, som de kaldes. Bogens forfatter følger i sporet på en canadisk fotograf Christopher Herwig, der fotograferer gamle unikke busstoppesteder i de tidligere sovjetiske lande. Fotografen tager billeder af noget, han synes er interessant, og som har en skønhed, og det bliver til en fortælling om det tidligere Sovjetunionen og de mennesker, der levede dér.

Bogen har en løs rammefortælling, hvor bogens forfatter fortæller anekdoterne om disse fotorejser og sit eget liv til henholdsvis en psykolog eller en bartender. Samtidig giver bogen den historiske baggrundsfortælling om den tid som busstoppestederne repræsenterer, og der er henvisninger til landenes litteratur, filosofi og kultur.

Infrastrukturen er det vigtigste i totalitære regimer. Man byggede asfaltveje ud i de fjerneste afkroge for at forene alle og udviske forskellene mellem land og by og mellem folkeslag, da alle skulle være lige og en del af den store nation.

I bogen møder de en af de arkitekter, Armen Sardarov, der anlagde busstoppestederne. Det var ofte studerende, og fordi det var så små bygninger og så afsides og uden kontrol, lavede de ofte busstoppestederne efter egne skitser og sammen med lokalbefolkningen. Nogle gange lavede de et individuelt design for et enkelt stop, andre gange lavede de unikke design for hvert eneste stop på en rute eller design for en hel region. Nogle steder er de udsmykket med politisk propaganda, andre gange står busstoppestederne som små unikke perler af fantasi og de lokales kreativitet.

Arkitekten Armen Sardarov siger: "...jeg anser mit arbejde som en form for poetisk nedslag i et større kommunikationssystem ... Busstoppestederne er i landskabet en slags noder i et partitur, men vi oplever dem i tid og rum, som musikken. Vi bevæger os hen ad vejen og er både i de tydelige punkter på linjen, der står ved vejsiden, og imellem dem. Det kan godt være, busstoppestederne er små, men i løbet af ruten plantes de og gror i den rejsendes sind." (s. 78)

Fotografen Christopher Herwig opfatter busstoppestederne som et tegn på frihed. Måske viser de, hvordan man kunne gå til grænsen med nogle af sine fantasifulde visioner, selv mens man boede og levede i en totalitær stat. De repræsenterer også hans egen frihed. Som busstoppestedsjæger forfølger han sit eget projekt i modsætning til de bundne fotoopgaver, han har rundt omkring på jordkloden. Derved bliver bogen også en rørende beskrivelse af en kunstner, der passioneret følger sin vision. På samme måde som Giacometti var æstetisk besat af at lave skulpturer så små som tændstikker, er denne fotograf besat af at finde og forevige de sidste unikke busstoppesteder fra sovjettiden i det mest ufremkommelige terræn, før de forsvinder.


Det ironiske er, at mange af de busstoppesteder, der når at blive revet ned, lige før fotografen når frem, nu er erstattet af vestlig inspireret ensretning, på samme måde som vestlige, kapitalistiske butikskæder får alle byer i verden til at se ens ud.

I 1960'erne blev der bygget millioner af boligkarreer i beton i Sovjetunionen inspireret af vestligt og funktionelt socialt boligbyggeri. Beton var et udtryk for lighed i modsætning til traditionelt byggeri, der blev anset for borgerligt. Det var en brutalistisk arkitektur, hvor bygningsmaterialer, beton og stål fremstod frit og umalet.

Stadig i dag står boligkarreerne i beton med arrede vægge uden nogen form for facade sat uden på. Men blot betonens rå, poetiske flade, hvor alle metalkroge, byggemærker og overgange danner uregelmæssige mønstre, der får bygningerne til at virke sært autentiske.

Nogle af busstoppestederne er bygget af de betonelementer, der var tilovers efter et byggeri. Andre steder er de støbt i en speciel form, som f.eks. en blæksprutte eller salamander, andre steder som et kulturelt særkende for en region i form af fx en hat. Mange er smukt dekoreret i mosaik. Der findes ens design i forskellige lande langt fra hinanden, fordi arkitekterne udvekslede ideer.

Lokalbefolkningen har delte meninger om busstoppestederne. For nogle skal alt fra sovjettiden væk. Ukraine destruerede 4000 statuer fra sovjettiden før den nuværende krig. En ung arkitektstuderende kan godt se det historisk vigtige og prøver at få bevaret de resterende busstoppesteder i Georgien. Det fælles samlende fremmedsprog, som alle taler på tværs af alle lande i det tidligere Sovjetunionen, er stadig russisk.


Jo længere fotografjægerne bevæger sig væk fra den Europæiske grænse, jo mere er folk overbevist om, at NATO står kampklar med invasionsstyrker ved den russiske grænse. NATO, FN og EU blandes sammen og er én og samme ting. Propagandaen er tydelig. Desværre er ingen af dem så gode til russisk, at de kan tage diskussionen og vise et andet verdensbillede.

Det er en bog med vanvittigt flotte billeder og med et sprudlende fortælleenergi om tiden der var og er. Læseværdig for alle, der er interesseret i viden om de lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen, og i fængende fotografier.