Nationalfølelse kan, med visse forbehold, være en rigtig fin ting. At være stolt over sit fædreland og de værdier som følger med, er vel i orden? En ting man godt må være stolt af (til trods for Jantelovens evigt grimme ansigt – red.).

Selv om anmelder rent personligt mener at nationale grænser helt overordnet er med til at skabe mere splid end gavn, så må man indimellem også godt have lov til at være stolt af at være dansk. Dette kan for nogle af vore læsere måske være i samme øjeblik at en af vores nationale atleter eller sportshold udretter noget spektakulært. For andre kan det være, når danske forskere finder løsninger på alvorlige udfordringer, danske kunstnere opnår international hæder eller når danske virksomheder skaber noget helt unikt, der skaber genklang ude i verden.

Følelsen af national stolthed kan også opstå når vort miniputland pludselig bliver i stand til at sætte vores helt eget aftryk på den internationale kulturelle scene. Hvem havde eksempelvis tilbage i fattigfirserne troet at danske spillefilm i en tiårig periode fra 1996 til midten af nullerne, skulle tage hele verden med storm? Det er netop dette årti som er temaet for Per Juul Carlsens fremragende bog Miraklet 1996-2006 – Ti år der forandrede dansk film der udkom før jul i 2023.

Gennem en masse interviews med de filminstruktører, skuespillere, manuskriptforfattere, producere og andet godtfolk der var en del af scenen dengang får bogen tegnet et både mægtigt interessant billede af de film og de folk, der satte tonen dengang. Det handler ikke, som man måske kunne tro, udelukkende om Dogme-brødrenes radikale nytænkning af filmen, for i Carlsens bog males med meget bredere penselstrøg. Forfatteren forsøger at komme tæt på hvad det var for et sammenfald af elementer der gjorde perioden til ikke kun noget helt enestående, men som titlen antyder, noget mirakuløst.

Per Juul Carlsen skriver med stort engagement og kærlighed til filmen, en kærlighed som de der kender ham har fornemmet i hans mangeårige karriere som anmelder på bl.a. Danmarks Radio og helt aktuelt i Kristligt Dagblad. Det betyder dog ikke, at han ikke også anderkender mange af de udfordringer, vanskelige produktionsforhold og hårde fødsler, som har ledsaget flere af filmene han skriver om.

Eksempelvis får læseren en indsigt i arbejdskulturen på Zentropa, der var en af de mest toneangivende produktionselskaber i perioden. Alle, der har hørt om den kontroversielle producent Peter Aalbæk Jensen (kaldet ´Ålen´ i daglig tale), ved at han opførte sig på måder, som ingen leder ville kunne slippe afsted med at opføre sig på den dag i dag. Til gengæld fik han skabt en masse omtale af sig selv og det selskab han skabte med bl.a. Lars von Trier. Som Simon Spies var kendt for at sige, ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale” - dette ordsprog gjaldt i særdeleshed også for Zentropas øverste chef.

Bogen er dog ikke kun centreret om Zentropa, men omtaler også en masse af de andre, mindre produktionselskaber som eksempelvis Nimbusfilm. Der gennemgås også hvilke trends, tendenser og mennesker der gik på filmskolen i denne periode, hvilke kendte skuespillere der fik deres debut, samt hvilken rolle centrale figurer på FIlmskolen fik på dansk film mere overordnet. Eksempelvis fortælles der en del anekdoter om dramaturgilærer Mogens Rukov https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=820, der til trods for sit flamboyante væsen og store alkoholforbrug var med til at forme de unge filmmagere.

Miraklet 1996-2006 – Ti år der forandrede dansk film er en bog, der er hurtigt læst, til trods for sine over 600 sider. Dette skyldes at den ikke fremstår som en tung, akademisk filmbog, men i højere grad som en bog fyldt med anekdoter og samtaler med de mange toneangivende filmfolk, der skabte den internationale succes, dansk film oplevede dengang. Vi er med helt fra starten, hvor unge, vrede, sortklædte instruktørspirer kalder til oprør. Oprør mod de forstokkede fortælleformer. Opfør mod ikke at ville lave genrefilm. Oprør med måden folk talte på på film. Oprør mod den gamle garde og de – i deres øjne – håbløst gammeldags måder at skrue film sammen på.

Denne form for oprørsk filmisk punk er ifølge Carlsen en af hovedårsagerne til at dansk film pludselig pådrog sig opmærksomhed langt uden for vores egne grænser. Carlsen dykker ned i de mange af film som han selv mener var allermest toneangivende, eksempelvis Oplevs Portand, Bornedals Nattevagten, Refns Pusher og selvfølgelig førnævnte Dogme-brødres manifest og tilhørende film. Han taler med medvirkende skuespillere, teknisk personale som fotografer, forfattere, klippere og producenter og selvfølgelig også instruktørerne bag.

Helt overordnet er det en vældig interessant bog for alle, der er interesserede i film. Desuden er den krydret med en masse fede fotos fra både filmene og optagelserne. Selv om den i sin form er meget anekdotisk, så fortælles der en masse både vilde, sjove og spændende historier knyttet til de personer og de film der er blevet udvalgt. Der er også efter selve brødteksten en liste der opremser alle danske film fra perioden og når man nærstuderer denne, så kan man måske godt undre sig over hvorfor enkelte af disse ikke har fået mere spalteplads end tilfældet er. Omvendt set, så er det jo helt op til forfatteren at fremhæve netop de film, som han mener har haft den største betydning og indflydelse.

I det hele taget lykkedes det langt hen af vejen Carlsen at overbevise læseren om at den periode han skriver om vitterligt var præget af noget helt særligt, noget mirakuløst, der – som det nævnes i afrundingen – måske mangler lidt den dag i dag. Selv om der til stadighed skabes fantastiske danske film, så er det momentum og den oprørske ånd slet ikke til stedet i det danske filmmiljø længere. Carlsen antyder at det ikke kan udelukkes at dansk film igen kan opleve endnu et mirakel som det vi så engang i fremtiden, men hvordan dette kan manifestere sig kan han jo blot gisne om.

Selv om det er en meget velskrevet, interessant og underholdende bog, så må Kapellet også komme med en kritisk kommentar til allersidst. Kritik, der måske godt kan virke som en lille rids i lakken – forstået ganske bogstaveligt. Kapellet har tidligere anmeldt en række bøger fra BookLab og rost det meget ambitiøse layout og den lækre finish som kendetegner dem. Dette gælder langt hen af vejen også for nærværende bog, for den er flot at skue og rar at læse. Men efter at have haft bogen med i tasken i en uges tid så den kunne blive læst i toget på vej på arbejde, er det bløde cover blevet ret så slidt på alle kanterne. Omslagsfarven er simpelthen blevet slidt af på ganske kort tid og det er lidt ærgerligt, især når man tænker på at den har en salgspris på omkring 500 Dkr. Indholdet fejler, som nævnt, dog ikke noget i denne anmelders optik, man kunne bare ønske at forlaget havde sikret sig at omslaget var lidt mere slidstærkt.