Hvilken indflydelse vil udbredelsen af kunstig intelligens egentlig få for vores uddannelser?

Udvikling af nye teknologier fører ofte til diskussioner om deres indflydelse på uddannelserne. Det gjaldt udviklingen af film, radio, tv, computer og mange, mange flere. Den canadiske filmskaber Derek Alexander Muller har kaldt forestillingen om den teknologiske udviklings revolutionerende effekt på uddannelse for den mest sejlivede myte inden for uddannelsesverden: This will Revolutionize Education.

Selvom man inden for uddannelserne har adopteret mange nye teknologier, så har uddannelsessystemerne også vist sig langt mere konsistente, og de ændrer sig kun langsomt lidt ad gangen.

Men hvad med generativ kunstig intelligens? Er det ikke noget andet? Man kan jo prompte (instruere) en maskine til at lave hvad som helst. Eksempelvis kan man stille en generativ kunstig intelligens matematikopgaver, som den kan generere et korrekt svar på, ligesom man kan få den til at generere en stil om et emne, man selv har valgt eller svare på en biologiopgave. Det må da få store konsekvenser for alle niveauer af uddannelse, ligesom det jo også vil ændre menneskers liv generelt - eller hvad ?

Hvis man skal tro Priten Shah, som er iværksætter og grundlægger af sitet pedagog.ai, så vil kunstig intelligens betyde massive ændringer i uddannelsessystemet, samtidig med at der er noget af det, der opfattes som vigtigt i den nuværende skole, der vil blive bevaret; det gælder eksempelvis læreren for en klasse. Kunstig intelligens vil forbedre undervisningen og styrke elevernes og de studerendes læring, men vil ikke erstatte undervisere, der er empatiske og har en unik forståelse for deres elever, siger han i den nyligt udkomne bog med titlen: AI and the future of education. Teaching in the age of artificial intelligence.

Bogen fokuserer på undervisningen med hjælp fra kunstig intelligens, men kommer også ind på andre forhold som eksempelvis, at elever også skal lære at anvende kunstig intelligens og ikke kun lære ved hjælp af kunstig intelligens. Men det er læreren, der er i centrum. Bogen er skrevet for at give lærere “concrete insight into how they can use these technologies now and how they will likely be able to use them in the near future”, og senere skriver han også, at bogen gerne skal “foster AI literacy for teachers” (s. xi og 40).

Shah deler indflydelsen fra generativ kunstig intelligens op i fire hovedgrupper. For det første er mange af de opgaver, man laver i skolen, generative på den måde, at elever typisk skal vise deres lærende udvikling ved at skabe noget. Det kan være en stil, en opgave, en præsentation, en planche eller lignende. Men den type af aktivitet vil mere eller mindre blive overflødig eller i hvert fald grundlæggende ændre sig, når man kan autogenerere den slags. Derfor skal eleverne ikke udvikles som skabere (“generators”), men mere udvikles som nogle, der bedømmer og vurderer (“evaluators”), siger Shah (s.32).

Den anden store ændring kommer til at gælde lærernes forberedelse. “Teachers can use generative AI to create customized learning materials, assessments, presentations, og even entire curricula, saving time and effort in preparing their lessons” (s.25). Lærerne kommer til at spare masser af tid på denne måde, og den tid kan de anvende på at bruger mere tid sammen eleverne og særligt selvfølgelig tage sig af de elever, der har mest behov for det. Det er en effektivitetslogik, Shah her trækker på, hvilket også er gennemgående i bogen. Hvordan han kan udelukke, at man så skærer ned på antallet af lærere i denne ligning fremgår ikke. Alting bliver nemmere, hurtigere og bedre, når man anvender generativ kunstig intelligens. Man skal bare lige lære hvordan. At undervisning kræver aktiv forberedelse er således ikke en del af den argumentation, der præger bogen. Verden forekommer i det hele taget meget lidt kompleks i denne fremstilling.

I forhold til det didaktiske så er det helt afgørende mulighederne for personalisering i forhold til de enkelte elever. Med kunstig intelligens kan man styrke elevernes motivation og engagement, fordi man kan tage hensyn til hver enkelt elevs særlige forudsætninger, behov og foretrukne måde at få det faglige stof leveret på. Shah henviser konstant til alle de fordele, som ligger i en personaliseret undervisningstilrettelæggelse - og det er en af de helt store gamechangere ifølge ham.

Selv om forfatteren også hævder, at der altid vil være brug for lærere, der forstår deres elevers særlige behov (s.36), så er det ikke noget der fylder i bogen. Tværtimod har han tilsyneladende glemt den del, når han beskriver, hvordan den generative kunstige intelligens kan opføre sig nærmest symbiotisk med eleven og give tilpas og konstant feedback, der understøtter den enkeltes lærende udvikling.

Endelig stiller generativ kunstig intelligens nogle specifikke krav om etiske overvejelser som eksempelvis spørgsmål om reproduktion af fordomme og generering eller fastholdelse af normer, man måske ikke ønsker. Dette er jo faktisk ikke en ændring til, hvordan det er eller burde være i dag. Nyheder og informationer helt generelt er fyldt med fordomme, normer og misrepræsentation, hvilket eleverne bliver - eller burde blive - undervist i. At kunstig intelligens måske forstærker nogle af disse skævvridninger er oplagt gennem den måde, sprogmodeller fungerer på. Men det ændrer ikke noget ved, at elever skal kunne forholde sig til de informationer, de møder, på en kritisk og reflekteret måde.

De mest interessante af bogens 11 kapitler er dem, der drejer sig om didaktik og understøttelse af lærerens forberedelse. Shah beskriver, hvordan generativ kunstig intelligens kan understøtte forskellige læringsteorier som eksempelvis behavioristiske og sociokulturelle, ligesom teknologien også lægger op til mere gruppearbejde, tværfaglighed og problem- og projektbaseret undervisningsformer. Shah læsser bare på med, hvad generativ kunstig intelligens kan og får betydning for.

Helt grundlæggende er det et problem i bogen, at den ikke har blik for, at forskellige undervisningsformer og tilgange ikke har noget at gøre med den anvendte teknologi. Man har altid kunne personalisere og differentiere undervisningen. Man har altid kunnet arbejde tværfagligt og benytte sig af projekt-og problem-orienteret (og -baseret) undervisning. Det er et spørgsmål om didaktiske valg. Ressourcer og skolekultur kan også være afgørende for, hvilke didaktiske valg, der foretages. Men det er ikke et spørgsmål om de anvendte teknologier eller materialiteter.

I det hele taget er Shah i bogen langt mere optaget af at promovere generativ kunstig intelligens end han er interesseret i en informeret diskussion af den i forhold til undervisningen. Det gør det lidt vanskeligt at tage bogens fremstilling helt alvorligt. Den virker ganske enkelt ikke tilstrækkelig forankret i den virkelighed, der kendetegner uddannelsesverdenen.

Der er mange problemer med bogen. Blandt andet gøres kunstig intelligens til svaret på alle de udfordringer, der måtte eksistere i uddannelsesverdenen. Der er således ikke en grundlæggende diskussion af, hvordan både udfordringer og muligheder egentlig ser ud i forhold til uddannelserne.

Den personaliserede undervisningsform, som har været fremhævet også gennem andre digitale teknologier end kunstig intelligens, forekommer også at være letkøbt og ude af trit med de behov, der er for at tænke undervisning som en social aktivitet. Shah har et meget enstrenget undervisningsbegreb, som primært handler om overføring - og han taler også om læringsstile, hvilket blot understreger, at han ikke kommer fra en levende undervisningsverden, men snarere taler som konsulent.

Det er overraskende, at der overhovedet ikke inddrages viden og litteratur om forholdet mellem undervisning, uddannelse og kunstig intelligens, når bogen ifølge titlen handler om kunstig intelligens og uddannelse. Især når der eksisterer et helt forskningsområde inden for såkaldt AIEd - altså netop kunstig intelligens og uddannelse. Her har forholdet mellem kunstig intelligens og uddannelse været underkastet forskeres kritisk blik, ligesom det har været grundigt diskuteret siden 1970’erne. Kunstig intelligens er nemlig ikke noget nyt fænomen i forhold til undervisning, selvom den generative kunstige intelligens har fået et kraftig boost efter, at en række konkrete chatbots er blevet offentligt tilgængelige. Men Shah viser ikke, at han har en indsigt i den viden, der eksisterer på området.

Bogen har en masse eksempler på, hvordan man som lærer (og som elev) kan prompte for at få gode og brugbare resultater ved at anvende kunstig intelligens - og bogen fremlægger masser af eksempler på de svar, promptingen har genereret. Dette er umiddelbart brugbart for den, der gerne selv vil i gang med at anvende generativ kunstig intelligens. Men jeg savner her, at der er overvejelser over selve promptingen, ligesom det ikke fremgår, om der er tale om enkeltstående prompts, eller om forfatteren har prøvet flere gange, om resultaterne kommer ved hjælp af eksempelvis seriel prompting eller dialogisk prompting. Forfatteren gør heller ikke opmærksom på, at man får genereret forskellige output med samme prompting. Generativ kunstig intelligens genererer tekst, men svarer dybest set ikke på spørgsmål; den er ikke en vidensressource i gængs forstand.

Som bog betragtet er den meget vanskelig at læse. Ikke fordi den anvender et svært tilgængeligt sprog, men fordi den benytter sig af mange lange lister på, hvad man kan anvende generativ kunstig intelligens til. Der er lidt prosa imellem listerne, men jeg mister som læser fornemmelsen af at læse en sammenhængende fremstilling, fordi jeg hele tiden bremses af listerne, som jeg så må prøve at få til at passe med den argumentation og fremstilling, der er gået forud og følger efter. Dette giver også bogen en meget gentagende karakter, da listerne med områder for anvendelse af teknologien og masser af eksempler (nye lister) på mulige prompts ofte kan være vanskelige at skille fra hinanden. Her savner jeg, at forfatterne går ind og formidler sin viden på området i stedet for at lade uendelige eksempler træde i stedet for en mere overordnet fremstilling.

Generelt virker bogen mere som en salgstale end som en vidensbaseret fremstilling af indflydelsen af generativ kunstig intelligens på uddannelsesområdet og på samfundet generelt.

Bogen udtrykker et meget naivt syn på både uddannelse og samfundet generelt. “Outside of the job market, as more time is freed up for personal development and pursuits by automated tasks, students will need the ability to exercise their own creativity in meaningful ways to live engaging, flourishing lives” (s.46). Dette lyder måske som Marx’ utopi om at fiske om formiddagen, læse filosofi midt på dagen og gå til koncert om aftenen, eller hvordan han nu beskrev det, men det viser også, at Shah overhovedet ikke har fornemmelse for, hvordan tingene fungerer i samfundet. Smarte teknologier spiller ikke nogen nævneværdig rolle i forhold til, hvordan forholdet mellem fri- og arbejdstid er distribueret.

Arbejdstid og distribution af samfundsmæssige ressourcer er i langt højere grad sociale og politiske - og handler ikke om udviklingen af den ene eller den anden teknologi. Shah ser dog snarere teknologien isoleret som en handlende faktor i samfundet og i uddannelsessystemet. På denne måde bliver teknologien det, der determinerer andre forhold. Shah reducerer (alle) spørgsmål til tekniske eller teknologiske, hvilket også gør sig gældende, når han taler om, at uddannelserne må ændre sig som følge af den teknologiske udvikling; det er ikke et valg, som han siger (s.89).

Shah viser sig som en sand AI-evangelist, også selvom han har betragtninger om ansvarlig brug og øget etisk opmærksomhed. Det sociale og politiske drukner i hans hypede og snæversynede begejstring for alle de muligheder, han kan se. At indløse nogle af mulighederne kræver dog langt mere overvejelse og refleksion end man finder i hans bog - det kræver faktisk mennesker, der vil noget med uddannelser, med samfundet og med deres liv.