I Danmark lever vi i et demokratisk samfund. Det er noget, mange tager for givet. Demokrati står som en værdi, der virker uantastet, når talen falder på, hvad der kendetegner et land som Danmark, og når man kommer ind på værdier, som alle danskere deler.

Men demokrati er ikke noget naturligt eller noget, der har en lang ubrudt tradition. Selvom man kan hævde, at der har eksisteret forskellige demokratiske strukturer forskellige steder i verden, og at disse måske går mange hundrede år tilbage, så er det ikke sådan, at den demokratiske styreform har eksisteret særligt længe i større sammenhænge som inden for nationalstater; hverken i Danmark eller i andre lande.

En demokratisk styreform er knyttet til udviklingen af det moderne, borgerlige og kapitalistiske samfund. Som bærende ide går den godt 400 år tilbage og herefter gik der et par hundrede år med at gøre demokratiske ideer til en politisk virkelighed. I løbet af 1800-tallet opstod flere og mere stabile demokratiske nationalstater, selvom begreber om stats- og samfundsborgeren blev forstået ret begrænset.

Det er først i løbet af det 20. århundrede, at kvinder blev inkluderet som mennesker med almindelige borgerrettigheder, og selvom demokratiet i moderne form bygger på alle menneskers ligeværdighed, så kan denne ligeværdighed ofte være svær at få øje på, hvilket eksempelvis manglerne inden for ligestilling mellem køn eller etniciteter er et tydeligt eksempel på.

En af de førende skikkelser inden for forskningen i demokrati og grundlaget for demokratiske samfund er den nu efterhånden 94 årige Jürgen Habermas. Han har præget demokratiforskningen inden for mindst to forskellige områder, nemlig i bestemmelsen af offentlighedens betydning for demokrati og i udviklingen af teorien om det deliberative demokrati, som på mange måder kan ses som en blanding af en liberalistisk og en republikansk demokratiforståelse.

Med sit banebrydende værk Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962; dk oversættelse: Borgerlig offentlighed) blev betydningen af offentlighedsbegrebet for det moderne samfund trukket frem i lyset. Offentligheden er det, der for det første samler forskellige mennesker med forskellige interesser i et fællesskab, hvor de ud fra deres forskelligheder må blive enige om emner, der har betydning for deres liv. Det er emnerne, der må være enige, mens de kan have forskellige opfattelser af, hvad man stiller op med emnerne som eksempelvis, hvordan man sammensætter skattebetaling.

Disse mennesker må opfatte hinanden som ligeværdige, og deres forskellige holdninger må kunne diskuteres rationelt, ved at man overholder en række simple regler for udveksling af synspunkter som eksempelvis, at man kun siger det, man opfatter som sandt, rigtigt og sandfærdigt. En anden regel er, at man lytter til hinanden og er indstillet på at ændre egen opfattelse, hvis man bliver overbevist af andres argumenter.

Det er netop forhandlingen og de procedurer, man opstiller for forhandlingen, der kendetegner det deliberative demokrati. I modsætning til en liberalistisk demokratiopfattelse, hvor det mere eller mindre drejer sig om at afgive sin stemme ud fra egne interesser og så lade den liberalistiske usynlige hånd klare resten, så insisterer Habermas på, at demokrati også kræver deltagelse og engagement fra borgerens side. Men i modsætning til republikanismens insisteren på, at dette engagement skal fylde det meste og baseres på, at hver enkelt kun har blik for almenvellet, så trækker Habermas også på at borgeren samtidig er en samfundsborger med snævre egeninteresser og en statsborger, der har blik for det, der bør gælde alle i samfundet. (Se evt. Kulturkapellets anmeldelse af hans Demokrati og retsstat).

Pointen for Habermas er nu, at grundlaget for såvel samfundsborgernes forhandlinger, diskussioner og skænderier om, hvad der er rigtigst at gøre, og den fælles vilje, som konstituerer det statslige felt og den politiske lovgivning, bygger på sproglig interaktion (kommunikativ handlen) efter pragmatiske principper. Det er sproget, der er bindeleddet mellem mennesker, men det er også sproget, der grundlægger rationaliteten som en praktisk fornuft. Det er en sproglig forhandling i en given kontekst, hvor man bygger på hinandens indsigter og argumenter, der konstituerer og videreudvikler det vidensgrundlag, som udvikler sig som fornuftsbaseret videnskab.

Disse aspekter er centrale i en ny udgivelse som i 2022 udkom på tysk og nu foreligger i dansk oversættelse som Den nye borgerlige offentlighed. Strukturændringer og deliberativ politik. Den nye borgerlige offentlighed og de strukturændringer, titlen henviser til, gælder indflydelsen fra sociale medier.

De sociale medier kommer til at udgøre en udfordring af den offentlighed, der har udviklet sig med det moderne, og som er kernen i selve demokratiet, hvor det er nødvendigt, at man møder mennesker med andre synspunkter end ens egne. Den moralske kerne i offentligheden og dermed demokratiet er “den kompromisvillige opfattelse af den politiske modstander som en modstander, der ikke længere opfattes som en fjende, og fortsætter med den reciprokke inddragelse af fremmede, der fortsat ønsker at være fremmede for hinanden i en fælles politisk kultur” (s. 41).

Det moderne demokrati udspringer af opkomsten af et marked, hvor forskellige mennesker dels kan udveksle varer, men også udveksle synspunkter om, hvordan verden skal være. Overgangen fra det præmoderne til det moderne samfund hænger blandt andet sammen med, at en fælles mytologi (tro/religion) ikke længere kan udgøre sammenhængskraft for en gruppe mennesker som et samfund evt. understøttet af en mere eller mindre brutal magt. Derfor bliver hver enkelt så at sige overladt til sig selv. Men offentligheden kommer her til at udgøre det, der erstatter en fælles mytologi, da forskellighederne og lighederne mellem frisatte mennesker danner rammen om at udtrykke en fællesvilje i den måde, den politiske magt overdrages til lovgiverne og dermed til statsapparatet.

Dette kræver så på sin side, at borgerne kan se sig selv og egne politiske tanker afspejlet i den førte politik. Politisk og statslig legitimitet er et resultat af, at borgerne (vælgerne) kan se sig afspejlet i lovgivningen, som jo udspringer af dem selv.

I den klassiske, borgerlige offentlighed spiller medierne en afgørende rolle, fordi det er dem, der sørger for at meninger og opfattelser cirkulerer og bliver diskuteret ud fra forskellige synspunkter. Selvom Habermas var rimelig kritisk i forhold til mediernes rolle i sin bog fra 1962, så er det alligevel dem, han i den seneste bog fremhæver som garanter for en velfungerende offentlighed. Mediernes roller er ikke alene at sikre cirkulation af argumenter i en offentlig debat, men også at udvælge egnede argumenter og sikring af en hvis form for rationel argumentation.

Et velfungerende mediesystem (som gælder aviser, tv, radio, tidsskrifter, bogforlag osv.) er med til at kvalificere de fælles meningsudvekslinger, men de sikre også, at der er reciprocitet og ligeværdighed, som Habermas vil sige - altså at diskussionerne bygger på udveksling og gensidig anerkendelse af, at mennesker er lige og ligeværdige. Det kræver, at man lytter til hinanden og anser den anden for ens ligeværdige.

Derfor udgør sociale medier også en udfordring. Platformene for sociale medier udøver ingen former for kvalitetssikring, hvilket kan udfordre kravet om en rationel meningsudveksling. En platform stiller sig til rådighed for den enkelte, der så kan udgøre sit eget begrænsede kredsløb. Platformene “producerer ikke, de redigerer ikke, og de selekterer ikke” og dermed “forandrer de den offentlige kommunikations karakter grundlæggende” (s. 54).

Endnu mere problematisk bliver konsekvensen af, at alle kan anvende sociale medier og dermed henvende sig til en diffus gruppe af mennesker, der blot deler samme interesse. Dette er problematisk, da offentligheden er afhængig af, at folk, der har noget tilfælles som samfund (fra lokalsamfund og nationalstat til verdenssamfund), har et samtalerum, hvor man afgør, hvilke temaer, der er vigtige som fælles anliggender. Og dels fordi der med de distribuerede sociale medier ikke er noget behov for, at man lytter til hinandens argumenter.

Alle de sociale mediekredsløb kan i princippet lukke af for input fra andre og dermed skabe deres egne verdensbilleder. Dette bliver et problem for, hvordan man forhandler om en fællesvilje og dermed også for, at man kan se de interesser, der udtrykkes i en offentlig cirkuleret viljesforhandling, afspejler sig i konkret lovgivning.

Hvis alle blot kan afvise alle andre(s holdninger), så bliver det vanskeligt for lovgivningen at opnå legitimitet og dermed accept også fra dem, der ikke har fået præcis deres politiske holdning igennem. For Habermas gælder, at alle, som bliver berørt af en beslutning, principielt skal involveres i en beslutningstagen. De sociale medier virker imod inklusion af de berørte, fordi de lukker sig om sig selv.

Der er måske noget af det, man så afspejlet i stormen på kongressen den 6. januar 2021 efter det seneste præsidentvalg i USA. Hvis cirkulationen af politiske opfattelser ikke støder ind i ytringer, der modsiger disse, så bliver ens egen opfattelse (eller en begrænset gruppes opfattelse) set som absolut rigtig og sandt. Og når så andre (medier) ytrer andre opfattelser, må de betragtes som falske; fake news.

Omvendt så kan det ikke udelukkes, at der er mange i det amerikanske samfund, som med mere eller mindre rette har en følelse af, at lovgivningen ikke er legitim. At magteliten har overset dem og kun tager hensyn til noget, der kan kaldes politisk korrekthed eller andet. Når der ikke findes en fælles offentlighed, så kan der udvikles isolerede offentligheder for eksempelvis landområder og byområder, hvor grupperingerne hver især kan beskylde hinanden for at være sekteriske og optaget af egne privilegier.

De to former for delegitimering forstærker gensidig hinanden, hvilket underminerer offentligheden som et fælles sted for medlemmerne af eksempelvis nationalstaten, der for Habermas er et centralt omdrejningspunkt for demokrati.

Habermas har ikke lavet den dybe analyse af virkningen af de sociale medier. Langt hen ad vejen gentager han analyser, der har vist tendens til boble-dannelse og ekkokamre, og hvordan disse underminerer det fælles i den fælles samtale og dermed privatiserer samtalerne i grupper, hvor man ikke modtager input af “de andre og fremmede”. Men omvendt har han også her et nuanceret blik, som viser, hvordan han har en nærmest romantisk tro på, at det moderne med nødvendighed udvikler sig rationelt. Han holder fast ved de utopiske idealer om lighed, frihed og broderskab, der voksede ud af oplysningstiden. Dette bliver tydeligt - omend også lidt desperat - når han efter sin analyse henviser til, at historien nok skal vise, at rationaliteten sejre:

“Først syntes den borgerlige offentligheds egalitær-universalistiske fordring om ligeberettiget inklusion af alle borgere at gå i opfyldelse i form af de nye medier […] Mediebrugernes selvmyndiggørelse er den ene virkning; den anden virkning er den pris, som de betaler for frigørelsen fra de gamle mediers formynderi, så længe de endnu ikke er blevet dygtige nok til at omgås de nye medier” for så at slutte ræsonnementet med: “Men hvor lang tid tog det ikke, før alle lærte at læse?” (s. 55f). Dette er faktisk et meget optimistisk budskab i en analyse, der ellers mere betoner udfordringen af de sociale medier i forhold til offentligheden. Optimismen genfindes da heller ikke i den afsluttende bemærkning om et “fremskredent forfald i den politiske offentlighed” (s.113).

Særligt til forlaget. Der er to forhold, I skal tænke på. For det første skal folk, der ikke har et syn som et ungt menneske, kunne læse noterne. Men endnu vigtigere, hvis bøgerne skal være anvendelsesorienterede, skal man også kunne finde den litteratur, der henvises til. Ved at skjule henvisninger i noterne bliver de mere eller mindre ubrugelige. Så lav nu den litteraturliste - eller som minimum fulde litteraturhenvisninger i hver note med en litteraturhenvisning. Dette gælder ikke specielt denne udgivelse, men alle jeres udgivelser!