AI - mellem fornuft og følelse er endnu en bog, der præsenterer den generative kunstige intelligens til alle os, der ikke har tekniske forudsætninger for helt at forstå, hvad kunstig intelligens er for noget. Det er vanskeligt at forstå, hvordan en maskine kan simulere menneskelig ræsonnement og formidle det i et sprog, der kan være vanskeligt at skelne fra noget, der er skrevet af et menneske.

Det bliver ikke mindre bemærkelsesværdigt, når man ved, at generativ kunstig intelligens fungerer ved at udvælge de mest sandsynlige ord uden, at der ligger en viden om noget bagved. Ord - eller rettere sagt: dele af ord (tokens) - udvælges ud fra en vægtet sandsynlighed på baggrund af hele det tekstkorpus, maskinen er blevet trænet på. Som forfatteren bag AI - mellem fornuft og følelse Jan Damsgaard siger, så er “essensen… at ChatGPT ikke ved noget. Den har læst uendelig mængder tekst og kan på den baggrund svare på en masse spørgsmål, men alt er gæt. Eller rettere: Det er statiske forudsigelser, som den foretager på baggrund af det, den har læst” (s. 37).

Dette forhindrer dog ikke Damsgaard i samtidig at hævde, at “ChatGPT kan for eksempel besvare spørgsmål som ‘er diarré en almindelig bivirkning ved malariapiller’ eller ‘hvordan forebygger jeg hjertesygdomme?'” (s.34) Her havde det nok været på sin plads med at komme med det forbehold, at der ikke ligger en konkret vidensbase bag et svar på et spørgsmål fra en generativ kunstig intelligens som ChatGPT.

Men forfatteren er ikke så interesseret i at diskutere de mere spidsfindige detaljer ved generativ kunstig intelligens. Hans fokus er snarere alle de muligheder, der åbner sig med anvendelse af den kunstige intelligens i alle mulige sammenhænge. Dette gælder i forhold til alle dele af samfundslivet, hvor forskellige funktioner kan optimeres, når mennesker anvender og arbejder sammen med værktøjer, der anvender kunstig intelligens.

Det gælder eksempelvis i sagsbehandlingen og sundhedspersonale, hvor medarbejderne kan få hjælp til at udrede sager og hjælpe borgere. Her kan den kunstige intelligens langt hurtigere gennemtrevle fortilfælde eller finde mønstre i sygdomsforløb, familieforhold og så videre, hvilket kan hjælpe sagsbehandlere og sundhedspersonale med at hjælpe borgerne. Dette vil også spare arbejdskraft, så sygeplejersker, SOSU-assistenter og læger vil få mere tid til at tage sig af borgerne i stedet for at anvende tiden på noget mindre borgernært som at dykke ned i journaler og krydstjekke med andre oplysninger på tværs af forskellige områder.

Det vil også være en stor berigelse af undervisere, som med kunstig intelligente systemer vil kunne planlægge undervisning langt hurtigere og i højere grad tage hensyn til de differentieringsbehov, der eksisterer i forhold til en større gruppe af elever, studerende eller kursister.

Kunstig intelligens kan også være en personlig assistent for eleven og den studerende, så de kan få præcis den hjælp, de har brug for ud fra deres personlige forudsætninger og præferencer. “Der er ingen tvivl om” siger forfatteren, “at AI vil kunne påvirke læring og undervisning markant, og at den traditionelle klasseværelsesundervisning kommer til at undergå en voldsom forandring. I fremtiden får alle, der har en smartphone, deres helt personlige og uendelige tålmodige lærer, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov og viden. Den personlige assistent kan gentage, give eksempler og udfordre eleven, indtil eleven har lært det nødvendige” (s. 35).

Hvad det nødvendige i så fald skal være er ikke noget, Damsgaard forholder sig til, ligesom han heller ikke forholder sig til, hvilke sociale aspekter, der ligger i undervisning og læring eller i de forskellige juridiske og etiske problemstillinger, der rejser sig i forhold til, hvilke data der kan inddrages for at få personificering til at fungere uanset om det gælder borgere, der er i kontakt med det offentlige eller elever og studerende, der modtager undervisning.

Det er også interessant, at Damsgaard forholder sig til undervisningen, men han trækker tilsyneladende ikke på nogen viden eller forskning om, hvordan elever lærer noget - eller hvorfor undervisningen ser ud, som den gør. Han har sikkert ret i, at generativ kunstig intelligens vil få indflydelse på, hvordan man i fremtiden kommer til at undervise. Men hvorfor han ikke trækker på den forskning på området, der findes, virker underligt.

Det gælder i det hele taget alle de forhold, han kommer ind på i bogen. Det bliver en fremstilling, som virker mere fristilsagtigt end som en vidensbaseret gennemgang af, hvilke muligheder der åbnes med generativ kunstig intelligens. Fremstillingen går meget på, hvad forfatteren forestiller sig af produktive muligheder, men uden inddragelse af, hvilken viden der allerede findes på området. Forfatteren er ganske vist professor på Institut for digitalisering på CBS, men han forholder sig overhovedet ikke som en forsker, der forsøger at finde belæg for sin fremstilling. Og det kan selvfølgelig også være vanskeligt, da forskningen i, hvordan generativ kunstig intelligens påvirker eller indgår i forskellige domæner af naturlige årsager, er sparsomt i og med, at den ikke har været tilgængelig så længe. Men visse former for kunstig intelligens har faktisk gennem lang tid været indbygget i forskellige andre tjenester som eksempelvis den stavekontrol, der hele tiden fortæller anmelderen om fejl eller forbedringer af den tekst, som du i øjeblikket læser. Og der eksisterer faktisk også en ganske vist lille, men stærkt voksende litteratur på området. Dette kunne forfatteren have vist, at han er orienteret i. Men dialog med forskningen og andre vidensformer på området har åbenbart ikke været så vigtig.

Damsgaard gennemgår en række områder inden for private og offentlige virksomheder, og han peger på steder, hvor der efter hans opfattelse er gode muligheder for at løfte produktiviteten. Og det er i det hele taget spørgsmålet om produktivitetsforøgelse, der er hans egentlige anliggende - og han taler nærmest om det som noget, der sker (eller burde ske) med nødvendighed: “AI vil booste produktiviteten væsentligt i både den offentlige og private sektor. AI kan afbøde det kroniske behov for arbejdskraft og samtidig øge serviceniveauet markant og nedbringe ventetider i en lang række sektorer” (s. 24).

Bogen er et indlæg i debatten om kunstig intelligens, der vil undgå hype og hysteri, som forfatteren siger. I stedet tilbyder bogen “et konstruktiv og holistisk syn på teknologi og AI” (s. 8). Dette skal modvirke de dystopiske røster, der ellers har påvirket hele debatten om kunstig intelligens. Her tænker Damsgaard ikke mindst på de, “der har haft held til i medierne at fremmane et fjendebillede af techgiganterne som onde imperier, der ønsker at ødelægge vores børn og unge udelukkende for profittens skyld” (s. 8). I det hele taget er debatten efter Damsgaards mening præget af negativitet.

Dette gælder også den politiske modtagelse af kunstig intelligens i Europa, hvor man forsøger at begrænse teknologien gennem alle mulige regler og forordninger som eksempelvis de forsøg, der eksisterer på at lave en dataforordning i EU. Damsgaard ser ud til at mene, at der ikke bør lægges nogen som helst begrænsninger på udviklingen af kunstig intelligens, fordi det vil betyde, at Europa vil blive ved med at halte efter USA og Kina i forhold til at skabe virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens og andre it-produkter. Problemet med regulering er, at man ikke kan udnytte de muligheder, der åbner sig med forskellige udviklinger af ai-løsninger. Virksomhederne andre steder i verden har ikke de samme begrænsninger, og de vil derfor løbe med udviklingen af forretningsmodeller, der giver arbejdspladser og god indtjening. Og som han siger, at hvis man vidste, hvor mange der bliver slået ihjel af biltrafik, ville man så have forbudt udviklingen af bilen? Man kan ikke u-opfinde bilen, og sådan er det også med kunstig intelligens. Udviklingen buldrer derudaf, og så må man enten gå med eller stå alene og fattig tilbage på perronen, mens andre løber med alle gevinsterne.

Selvom Damsgaard peger på visse problemer hist og pist, der kan opstå med kunstig intelligens, så er han ikke særlig optaget af dem, ligesom han ikke er optaget af GDPR, menneskerettigheder, explainable AI eller andre forhold, der kan lægge en dæmper på udviklingen. Tværtimod er hans pointe, at “Den der tøver, taber”, som er overskriften på bogens sidste kapitel. Det holistiske syn på kunstig intelligens kommer man til at søge forgæves efter i denne bog, der tværtimod er ualmindelig snæver i sin tilgang.

Jan Damsgaard har set lyset med kunstig intelligens. Og dette lys skal hverken begrænses af forordningsivrige EU-politikere eller andres indsigter på området. Han lægger op til, at det bare er at hoppe på toget, inden det er for sent, for udviklingen er for ham noget, der blot kører af sig selv. Der er ingen smålig skelen til, hvad mennesker vil med deres liv og sammen vil med deres samfund. Det er teknologien, der svinger - og bør svinge - taktstokken i den samfundsmæssige udvikling, fordi det er her, de økonomiske muligheder ligger.

Er der brug for denne bog om kunsting intelligens? Det ved jeg ikke. For mig at se handler bogen ikke så meget om kunstig intelligens, men er snarere en hyldest til en libertær udviklingsiver, der med hovedet under armen og i fraværet af refleksion halser efter den lykke, der venter lige om hjørnet, når man blot hengiver sig til den seneste teknologiske udvikling.

I forhold til at forstå kunstig intelligens og andre former for digitale teknologier i sammenhæng med sociale forhold, har bogen absolut intet at byde på. Til det er i alt for høj grad båret af følelse og alt for lidt af fornuft.