Vi lever i en verden, der er spækket med lys. Sådan er det. Altid er nogle af os vågne, og ellers er der i al fald færre og færre steder, hvor det naturlige råder. Det har vi hørt før, og det spreder sig nu også med Johan Eklöf til insekternes rige. Her er skumringstiden og natten tidspunkter, hvor der bør herske et gennemgående mørke, en ro, så de frygtsomme små insekter kan træde frem og ikke sådan frygte for tilværelsen.

Men de bliver forvirrede, for når vi mennesker bader samfundet og mange menneskers virkelighed i et så unaturligt lys, kan de ikke navigere på samme vis, hvorfor mange må lide døden.

Vi går med andre ord, synes det, ikke en særlig lys fremtid i møde.

Bedst, forstår man som læser, er det, når vi alle på denne planet lever i en naturlig cyklus mellem nat og dag.

Så kom elpæren, må man forstå. En konstant kunstig belysning indtrådte, en periode. Den er vi ikke kommet ud af. Endnu.

Måske sker der noget nu.

Det kan synes af være den svenske forskers ærinde.

Men er vi mon bange for mørket?

Det kaster Johan Eklöf … lys over her i denne bog.

Vi vil jo bare gerne holde de hjul i gang, som vi har sat i svingninger, og som med industrialiseringens march frem og nu også denne teknologiske tid med skærme overalt. Uden pause. Uden stop. For vi skal producere, yde, og så skal vi med serier på skærmen nyde, ikke sandt?

Interessant er det at tage fat i det billede, som Johan Eklöf maler direkte. Det af en klode set fra oven, hvorved alle byers meget tydelige unaturlige lys træder frem og rammer. Det er noget af et spotlight at træde ind i.

Her er fokus dog på, hvorledes mennesket kaprer naturen og måden at leve på, hvilket går ud over dyre- og planteliv.

Vi lærer, at vi endog har gjort skade på vores egen rytme, idet, lyder det i bogen, alle levende organismer har en egen indbygget rytme, man bør lytte til.

Også mennesker.

Som typisk også har mere energi om sommeren end om vinteren, hvor mørket trækker ind over. Er det derfor ikke også temmelig mystisk, at vi skal kunne producere det samme, uanset hvilken måned vi slår øjnene op til?

Det finder jeg, og jeg vil nu her i skoven lade lyset forsvinde.

Jeg håber sandelig, at mange mennesker vil få lejlighed til at sætte sig med denne bog og lade sig blive opslugt og mærket, for der er i sandhed brug for en forandring, kan jeg forstå.