Her under Kapellets dunkle hvælvinger har vi tidligere nærstuderet fotobøger fra forlaget Disko Bay, senest antologien New Danish Photography. Det er skønt at et mindre dansk forlag udsender en række virkelig fine fotobøger, der til trods for at denne slags værker måske betragtes som nichepublikationer har et vildt ambitiøst, internationalt snit.

Dette gælder også for den mystiske og temmelig dystre fotobog Triple Seven. Titlen har muligvis en dobbeltbetydning. Dels er 777 ifølge de, der sætter deres lid til mere esoteriske ting, et tal der repræsenterer noget guddommeligt, et tal der trumfer djævelsens velkendte sekshundredeseksogtres. Samtidig er de tre syvtaller også meget tæt forbundet med pengespil, da tre syvtaller ofte udløser den helt store gevinst, hvis du befinder dig foran en enarmet tyveknægt.

Kapellets anmelder læner sig nok mest til den sidste læsning, da nærværende fotobog indeholder en lang række fotografier af forskellige spillebuler i Berlin. De fleste fotos er helt affolkede og taget i vinkler så interiøret bliver forvandlet til stramme, symmetriske og fascinerende kompositioner. Der er også blevet gjort plads til en lille håndfuld portrætter, muligvis af de mennesker der enten bestyrer stedet eller måske er kunder dér – men fælles for dem er at ingen af dem ser ud som om de netop har vundet den helt store gevinst.

Der er noget foruroligende i Anne Lass´ billeder. Hun har formået at forvandle disse interiører til et slags mytisk landskab, der på én gang er ret så filmisk men samtidig også et der synes at lukke sig om sig selv. De mange tomme interiører, forladte lokaler, den lidt amatøragtige udsmykning på enkelte vægge, temmeligt tarvelige barmiljøer hvor der er ret langt mellem de fyldte flasker og fotos af spillemaskiner, der er vendt ind mod væggen fra tilskueren, virker både fremmedartede og dragende på samme tid.


Selv om der, som nævnt, optræder portrætter, så overvældes man af en følelse af ensomhed og lettere tristesse idet man lader øjnene vandre fra det ene motiv til det næste. Oplevelsen kan sammenlignes lidt med den følelse af melankoli der findes i Edward Hoppers malerier, selv om både stil og materiale er meget forskelligt.

Anne Lass er en virkelig dygtig fotograf. Hendes motiver er utroligt velkomponerede og de udsnit af den virkelighed hun deler med os er alle spændende, mærkværdige og samtidig meget jordnære. Selv om vi ser på tomme spilleborde, slidte møbler der er placeret lidt hulter til bulter eller nærbilleder af dekorationer, så virker det som steder man godt kunne forvilde sig ind på i løbet af en god bytur i 1970´erne. Der er noget anakronistisk over disse billeder, der som nævnt alle er taget på forskellige små spillebuler i Berlin.

I bogens introduktion fortælles også at der for en håndfuld år siden kom ny lovgivning på spilleområdet i Berlin, der gjorde at en masse af disse mindre kasinoer og spillehaller måtte sig se nødsaget til at lukke. Denne fotobog er derfor en slags gravmæle over nogle af disse etablissementer.

Triple seven er en fin fotobog, der viser en fotograf med både stor sans for billedkomposition og motivvalg. Fotografen får noget helt særligt ud af tomme interiører, ved at placere sit kamera præcis dér i lokalet hvor det går fra at være et lokale, til at være et kunstnerisk motiv med stærke linjer og en form for fortælling, der lige som titlen langt fra er entydig.

Tydelig er derimod det kunstneriske islæt hér, for bogen demonstrerer med tydelighed, at Anne Lass er en fotograf med noget på hjerte. Hun undgår heldigvis at blive alt for symbolsk i sine billeder, men overlader fortolkningen af de mange tomme lokaler til sin tilskuer. Det er som bevægede man sig rundt i et slags mennesketomt feberdrøm, hvor man i ny og næ støder på en anden ensom gæst, der er mindst lige så fortabt som en selv. Kameraet synes at være placeret mellem denne mærkværdige drøm og så den virkelighed den forsøger at indfange. Det er dragende, spændende og ikke mindst godt håndværk.