..finder du den utroligt dygtige fotograf Lars Gundersens stemningsfulde sort/hvide porttrætbilleder af en lang række danskere – mange af dem fra den såkaldt ´kreative klasse´ - altså forfattere, musikere, billedkunstnere og lignende.

På den anden side, finder du de portrætterede danskeres bud på en tekst, et foto, en genstand, et digt, en signatur eller andet, som de selv mener repræsenterer dem, eller fortæller noget om dem selv.

Dette er grundideen i fotobogen Dobbeltportrætter der er kommet fra Gads forlag. En fin idé, der dog efter anmelders vurdering ikke når helt i mål med sit koncept, for hvor Gundersens billeder er meget homogene, er de mange forskellige indspark som deltagerne selv har valgt at karakterisere sig igennem i sagens natur utrolig forskellige i både form og indhold. Derfor kan det efterlader læseren med et lettere rodet helhedsindtryk.

I bogens introduktion, fortæller Gundersen også lidt om de dogmer han satte op i forhold til at skabe bogen. For det første var tanken at bogens deltagere skulle bestå af ”ti personer fra hvert af de seneste syv årtier i forrige årtusinde” (s. 7). Desuden skulle der være en ligelig fordeling af portrætterede mænd og kvinder, samt at fotografen selvfølgelig skulle have lyst til at møde disse mange personer. Endelig, så blev den rækkefølge som deltagerne dukker op i bogen bestemt på en ganske finurlig måde. Lars Gundersen skriver i sit forord:

”...billederne [er] præsenteret i en rækkefølge vi kalder the shuffle. For at undgå, at jeg selv skulle foretage The Shuffle lavede jeg 83 sedler med de portrætteredes navne, lagde dem i en sort stofpose, afleverede posen til advokat Peter Breum (side 108), der derefter trak navnesedlerne ud af posen en for en og skrev numrene fra 1 til 83 på.” (s. 7) Det er ikke første gang vi her i Kapellet er så heldige at modtage en bog med Gundersens portrætfotos. I 2016 var undertegnede så heldig at modtage Portræt som efterfølgende fik masser af rosende ord med på vejen https://kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=637 . I den bog var der langt flere af Gundersens egne portrætter. Til gengæld er det næppe helt tilfældigt at man i valget af forsiderne på hverken Portræt eller i Dobbeltportrætter har øjenkontakt med den afbillede person. Hvis der skal skabes direkte ”øjenkontakt”, så bliver man altså nødt til at åbne bøgerne.

Selv om det overordnede indtryk idet man begynder læsningen kan fremstå som en pose meget blandede bolcher, hvilket ifølge fremgangsmåden sikkert også har været hensigten, så betyder det jo ikke, at hverken konceptet eller bogens indhold er uinteressant. Når først man har vænnet sig til de meget forskellige bud på bogens venstre side, så opstår der også en nysgerrighed over de valg deltagerne har truffet.

Stil blot dig selv spørgsmålet: Hvis du var så heldig at skulle være med i bogen – hvordan ville du så vælge at fortælle modtageren om dig selv, når du blot havde en enkelt side til rådighed? Ville du gøre det med en beskrivende tekst? Skulle teksten være en du selv havde skrevet, eller måske dit yndlingscitat? Ville du vælge en billedcollage af din familie? Måske opskriften på din signaturret? Personligt tænker anmelder at hvis dette valg skulle træffes, så ville venstresiden bestå af den tegning som anmelders dengang 7-årige søn tegnede af sin far og som nu pryder den private Facebookprofil.

Det overordnede konceptet bag Dobbeltportrætter er ganske spændende, selv om slutresultatet, som allerede nævnt, fremstår en anelse kaotisk. Det er fint tænkt at inddrage de afbilledes egne valg som en slags billedkommentar, for på den vis at komme lidt tættere på hvordan de medvirkendes selvfortælling er. Enkelte vælger et minimalistisk udtryk – eksempelvis er fotograf Jan Friis´ ”selvportræt” blot et stort komma (s-14), hvor andre vælger en tætskreven side, et kunstværk, en collage elller noget helt fjerde.

Grunden til at Kapellet måske synes bogen fremstår så fragmentarisk, er nok også fordi den er blevet læst kronologisk. Det er næppe hensigten med den, da den nok primært er tænkt som en coffe-table bog, der inviterer til at betragteren man bladrer lidt rundt i den og nærstuderer de fotos eller de kommentarer som man lige falder over.

Derfor er vil der sikkert være mange der vil være fascineret af at nærstudere både Gundersens fine fotos og samtidig vurdere de meget forskellige måder, folk har valgt at beskrive sig selv på.