Idet man får Håndbog i universskabelse i egen hånd (som jo er det bedste sted for håndbøger at befinde sig – red.) så virker den, meget anderledes end de fleste andre fagbøger. Ikke alene optræder bogens tre forfattere som tegneseriefigurer på forsiden, de optræder også i denne medierede form gennem resten af bogen. Tillige er alle de teoretikere og fagfolk som der samtales med og nævnes også gengivet i tegnet form. Dette skyldes at en af de tre forfattere er selveste Gunnar ”Skrumpen fra det ydre rum” Wille, der – som mange ved – var manden der etablerede animationslinjen på Den Danske Filmskole og i 50 år har arbejdet som forfatter, illustrator og mange, mange andre ting. Med sig har han Jakob Ion Wille og Simon Jon Adreasen, der begge har masser af praktisk og teoretisk erfaring med dramaturgi, fortællinger og nye medier.

Bogen er et forsøg på at lave en ganske håndgribelig guide til hvordan læseren selv komme i gang med at skabe universer. Det skal ikke forstås som om at bogen giver dig gudelignende kræfter til selv at ændre på materien på atomart niveau, men i stedet om de mange fiktive universer som du kan møde i spil, litteratur, tegneserier og alle mulige andre medier. Kongstanken er, at i stedet for at starte med eksempelvis et handlingsforløb, eller en fascinerende gruppe af karakterer, så er det bedste udgangspunkt i stedet at skabe et (eller flere) helstøbt(e) univers(er). Det kan sammenlignes lidt med det den engelske forfatter J.R.R. Tolkien gjorde, da han i egenskab som lingvist først skabte et elversprog, et dværgesprog, dernæst Midgaard og hele den verden som hobitterne, Aragon, Sauroman, Galadriel og alle de andre figurer kom til at bo i.

For folk der er vant til at læse fagbøger, vil Håndbog i universskabelse sikkert fremstå som en bog der skyder med spredehagl, samtidig med at den ikke går særligt meget i dybden med de mange teoridannelser og teoretikere som den benytter sig af. Til gengæld er der til allersidst et glimrende appendiks og en litteraturliste, der gør at de der eksempelvis ikke kender til Bolter & Grusin eller McLuhan i forvejen, nemt kan finde frem til kildematerialet.

Der er også et par stedet i bogen hvor visse elementer gentages, som på side 224 hvor det igen nævnes at den japanske animeinstruktør Makato Shinkai først skriver en slags roman, som så kommer til at danne grundlaget for den kommende film. En information læseren i forvejen havde fået i interviewet med Tomhiro Takunaga (ss. 206-209) der arbejder for Shinkais filmselskab. Det skal ikke læses som om bogen er fyldt med den slags gentagelser, men en lidt strammere redigering af visse afsnit kunne måske godt have været på sin plads.

Apropos interviews, så afsluttes alle kapitler i bogen med netop interviews med de folk, der til dagligt arbejder med at skabe universer, f.eks. spildesignere, produktionsdesignere, tegneserieskabere, folk der arbejder med tv-serier og mange flere, ud over at bogens forfattere også alle har årevis af konkret erfaring med at skabe forskellige universer. Dette giver teoribogen en praktisk forankret dimension som er kærkommen. Især når man arbejder kreativt med at skabe noget fra ingenting, så er det fantastisk at få input fra branchefolk, der faktisk trækker på praktisk og ikke kun teoretisk erfaring.

Selv om førstehåndsindtrykket måske virker en anelse useriøst og legende og sproget i bogen heller ikke har samme højtragende lixtal som i mange andre teoribøger, så taler dette faktisk til bogens fordel. Måden som bogens forfattere har valgt at formidle den på, gør den både indbydende, interessant og sjov at læse. Den får skabt sit eget ret unikke formidlingsunivers. Det er vist også allerførste gang at undertegnede har oplevet at læse en fagbog, hvor ordet ”transmogriffer” optræder (oprindeligt fra Steen og Stoffer-red.). Selv om bogen måske godt kan forekomme lidt rodet, så kan den kreative proces det ofte forekomme lige så svær at holde styr på – så her skal det bestemt ikke ses som en kritik, snarere en anerkendelse af at bogens bagmænd har forsøgt at skabe lidt struktur i et emne der potentielt er enormt.

Det er jo ikke kun et enkelt univers som er omdrejningspunktet, det er universer, multiverser, metaverser og mange andre -verser, både de der allerede eksisterer og de der endnu venter på at blive skabt. Hvis du i forvejen er godt inde i både filmteori, narratologi, medieteori og lignende, så vil mange af de observationer og tanker bogen præsenterer for dig være velkendte, men måden disse betragtninger er sammensat på er både forfriskende og interessant. Eksempelvis er det yderst sympatisk at teoretikere som Deleuze og Bordwell har lige så stor vægt som de mennesker der til dagligt arbejder konkret kreativt med at skabe de fiktive universer, vi alle kender.

Håndbog i universskabelse byder endelig på en række håndgribelige øvelser efter hvert kapitel, der virker både gennemtænkte og meget lavpraktiske. Det er jo bogens hensigt at assistere dig til at få skabt dit helt eget univers, hvad enten du er aspirerende forfatter, animator, filmskaber eller noget helt fjerde. Selv om Lyotard og andre (som regel franske) teoretikere påstår at de store fortællinger for længst er døde, selv om alle historier virker som det er ”en kopi af en kopi af en kopi” (for at citere Fight Club), så har vi mennesker til trods og til stadighed brug for nye universer, nye fortællinger og nye legepladser hvor fantasien kan få mulighed for at udfolde sig. Nye universer som du kan være med til at skabe og ved du ikke hvor du skal starte så er Håndbog i universskabelse et virkeligt godt udgangspunkt.