Der er al mulig grund til at se på, hvad danske skoleeleverne gennem tiderne har lært om Den anden Slesvigske krig i 1864.

Filminstruktøren Ole Bornedal er for eksempel et godt argument. Hans 1864-serie, der blev udsendt på DR-TV for ni år siden, tyder på, at noget er gået galt i hans skolegang. Om Ole Bornedal ikke har hørt efter i timen, eller om han har lært noget forkert, er ikke godt at vide.

Der gik i hvert fald godt og grundigt kludder i Ole Bornedals meget ensidige fremstilling af den danske regeringschef Ditlev G. Monrad, der i serien fremstilles som gal mand og hovedskyldig i krigens udbrud.

Dermed bryggede Bornedal lige lovlig fantasifuldt videre på en af to grundfortællinger, som historikeren Rasmus Glenthøj har formuleret.

To fortællinger
Rasmus Glenthøj argumenterer for, at grundfortællingerne om årsager til og ansvaret for 1864-krigen kan deles op i ´selvpiskerfortællingerne´ og ´offerfortællingerne´. ´Selvpiskerfortællingerne´ placerer hovedansvaret for forløbet frem mod nederlaget i 1864 på danske indenrigspolitiske forhold og aktører. ´Offerfortællingerne´lægger derimod skylden på udenrigspolitiske forhold og aktører, typisk den daværende ministerpræsident af Preussen, Otto von Bismarck, samt de lande, der ikke kom Danmark til undsætning, blandt andet Sverige.

En tiltrængt bog
Lektor emeritus Jens Aage Poulsen har udsendt en fremragende og tiltrængt bog, der hedder 1864 - Hvad lærte eleverne? Om nederlaget og historiebrug i skiftende tiders skolebøger. Det er en titel, der med få ord rammer det meget omfattende indhold i bogen.

Bogen fylder et hul og er vigtig. Man kan sige: Vorherrebevares! Skal vi nu til at rode rundt i den krig og dens følger en gang til? Det er jo så mange år siden, og sammenlignet med så mange andre krige i Europa. I den tyske historieskrivning påkalder Den preussisk-østrigske Krig i 1866 for slet ikke at tale om Den fransk-preussiske krig fra 1870 til 1871 sig ofte langt større interesse. Men krigen og konsekvenserne af nederlaget i 1864 fik afgørende betydning for Danmark og dansk selvforståelse. Selv danskere, der går rundt i den glade uvidenhed om krigen, er på en eller andet måde præget af den.

Fortællingerne om krigens forudsætninger, forløb og følger fik en central rolle i skolebøgerne i Danmark, og fortællingen om 1864 skal ikke undervurderes, når det gælder opbygningen af den danske nationalstat i anden halvdel af 1800-tallet.

En national tone
Jens Aage Poulsens udgangspunkt er forskning, udvikling og formidling i forbindelse med historiefaget i folkeskoler og på læreruddannelser, og han er sandelig ikke kommet sovende til sin fremstilling og konklusioner. Forfatteren har pløjet sig igennem bunkevis af lærebøger, faglitteratur og betænkninger om den undervisning, der skulle finde sted i de danske skoler.

Bogen er opdelt i afsnit med fokus på tre perioder efter 1864. Umiddelbart efter krigen blev der i læremidlerne formidlet en offerfortælling. Historiebøgerne problematiserer ikke, konstaterer forfatteren, og er ukritiske over for kongernes rolle, Frederik den Syvende og Christian den Niende, hvis beslutninger og handlinger også var en faktor.

I perioden fra 1864 til 1900 negligerer bøgerne de danske politikeres bestræbelser på at få Danmark med en skandinavisk union, hvilket har sin logiske forklaring: Disse bestræbelser harmoniserede ikke ligefrem med den dansk-nationale tone, der var brug for i opbygningen af den danske nationalstat.

Jens Aage Poulsen konstaterer, at der umiddelbart efter 1864 var en klar antitysk tone i lærebøgerne, men at den aftager med tiden. Skolebøgernes fortællinger er desuden meget entydige og lukkede i denne periode.

Levedygtig myte
I den næste periode, som Poulsen lader begynde i 1900 og løbe frem til 1960, vokser offerfortællingerne frem.

Slesvig-holstenernes motiver til en løsrivelse fra det danske kongerige beskrives negativt, mens den danske regerings reaktion mod slesvig-holstenernes fremstilles som retfærdig. Og så kan vi se, at myten om, at det var preussernes krigsteknologiske overlegenhed (det vil sige bagladegeværerne og riflede kanoner over for danskernes lidt gammeldags forladegeværer og glatløbede kanononer) fik rigelig med næring.

Den myte skulle vise sig at være særdeles levedygtig til langt op i det 20. århundrede. Gradvist tillægges de danske politikere dog også et medansvar for udviklingen frem mod krigen, og efterhånden gøres Frederik den Syvende også medansvarlig, og der sætter spørgsmålstegn ved hans evner som regent. Poulsen konstaterer dog også, at der var en ikke ubetydelig forskel på de budskaber, der var i lærebøgerne til grundskolerne og til gymnasierne, hvor gymnasiebøgerne indeholdt langt flere nuancer.

Kritik af Frederik den Syvende
Efter 1960 aftager 1864-krigens omfang i skolernes historiebøger, og i 150-året for 1864-krigen, det vil sige 2014, er den antityske stemning forduftet.

De nationalliberale tillægges ikke længere hovedansvaret ved ultimativt at have stået for synspunktet om en grænse ved Ejderen og dermed have været med til at presse Bismarck et sted hen, hvor han ikke kunne handles anderledes. Frederik den Syvende får efter 1960 også kritik for sin uforsonlige holdninger over for slesvig-holstenernes krav og hans afslag på forslaget om en deling af Slesvig efter Treårskrigen fra 1848 til 1850.

Året 1960 er ikke tilfældigt valgt som en afgrænsning mellem perioder med to diskurser. I 1960 udkommer nemlig en undervisningsvejledning for folkeskolen, den såkaldte ´Blå betænkning´, og i denne gøres der op med den “nationalistiske og moralistiske tradition” i historieundervisningen - som forfatteren kalder den.

Op gennem 1960erne bliver danmarkshistorien samtidig nedtonet til fordel for verdenshistorien og en mere mellemfolkelig forståelse. Generelt er fortællestilen efter 1960 også mere “nøgtern og saglig”, konkluderer forfatteren - og fremlægger flere eksempler som argument.

Til evig forhandling
Det er er et solidt værk, Jens Aage Poulsen her har fremlagt. Det kan anbefales til alle skolelærere og gymnasielærere, der underviser i historie - og også til alle andre, der interesserer sig for, hvor vort billede af 1864-krigens konsekvenser internt i Danmark stammer fra.

Det er tankevækkende, i hvor høj grad det, vi skal lære, bliver ændret, og hvad årsagerne til det er.

En årsag er naturligvis, at der løbende kommer nye erkendelser, nye diskussioner og ny forskning til. Tolkningen af historiske begivenheder er til evig forhandling. Men det er ikke hele svaret. Formidlingen af 1864-krigen er også blevet udsat for påvirkninger af den nutid, den formidles i. Man må forholde sig kritisk - ikke blot over for kilder, men også over for læremidler.

Pudsig detalje
Der er en pudsig detalje i bogen, jeg ikke vil undlade at påpege. Jens Aage Poulsen gennemgår med kritiske briller en række lærebogs-udgivelser i nyere tid. Det virker noget ejendommeligt, at der er kritisk analyse af alle andre andre bøger end den, han selv udgav i 1999 i samarbejde med Henning Brinckmann, nemlig bogen Da Danmark blev mindre og verden større. Mon ikke nogle andre burde have skrevet lige nøjagtig dette afsnit?