At facilitere betyder at gøre noget lettere for nogen. Når man faciliterer, forsøger man typisk at hjælpe nogen med at gøre noget, som de har lyst eller pligt til. I udgangspunktet er den faciliterende således ikke selv på spil. At facilitere betyder typisk, at man har fokus på processen, mens dem, man faciliterer, sørger for indholdet. “Rollen som facilitator kan beskrives som kunsten at hjælpe en gruppe mod et mål, som de har sat sig, eller som I har sat sammen i fællesskab… Facilitatoren er den, som tager ansvaret for at designe og styre den proces, som skal føre til målet”, skriver forfatterne i Tag teten. En guide til dig, der faciliterer møder og workshops (s.38)

Bogen er en glimrende manual for den, der selv skal til at facilitere. Den fører læseren gennem 5 stadier i processen at lede et møde eller en workshop fra at opgaven bliver stillet og til den er i mål. Bogen stammer da også fra det undervisningsmateriale, forfatterne selv anvender i deres undervisning af facilitatorer.

De fem stadier bogen følger gennem dens fem kapitler er Byg et fundament, Design processen, Stå stærkt i rummet, Få gruppen med og De tre hjælpere. Hvert kapitel gennemgår på pædagogisk vis, hvad der er vigtigt for facilitatoren og kommer med konkrete hjælpemidler til samtlige skridt. Bogen er fyldt med visuelle værktøjer, som man frit kan plukke i, når man selv skal ud at forvandle teorien og de gode råd til effektiv og værdifuld virkelighed.

Kapitlerne er alle bygget op på samme måde. Først får man at vide, hvad man skal lære, gennemgang af metoder og vigtige pointer, hvilket slutteligt opsamles i de fem vigtigste elementer, man skal tage med fra kapitlet, hvilket også vises i en fin illustration. Forfatterne lægger stor vægt på det visuelle både i deres egne forklaringer og i de hjælpemidler, de benytter sig af. Man mærker tydeligt præget af et læremiddel i den synlige lærings tidsalder.

Enhver workshop eller ethvert møde er bestemt af, at det skal gøre en forskel for nogen. Og det er helt afgørende, at en facilitator skal have styr på formålet, inden hun eller han går i gang med at designe mødet og de processer, der skal føre mødet i mål. En facilitator er typisk bestilt til at varetage en bestemt opgave, og derfor må en facilitator vide meget præcist (og nuanceret), hvad denne opgave skal ende ud med. Dette kan kræve, at en facilitator også udfordrer den, der stiller opgaven. Formålet med faciliteringen må ikke være uklart som noget med at øge trivslen blandt medarbejderne eller sådan noget.

Udover formålet er det også vigtigt, at der er en fælles opfattelse af, hvad den konkrete leverance skal være. Når mødet eller workshoppen er slut, hvad skal opdragsgiver så helt konkret stå med i hånden.

At redegøre for vigtigheden af de forudsætninger, der ligger til grund for det faciliterede møde, er en utrolig vigtig pointe for al facilitering, og det giver derfor også god mening, at bogen lægger ud med det.

Men forfatterne lægger også vægt på noget, der ofte glemmes i dette - og som jeg må indrømme, at jeg ikke selv har været skarp på i egen facilitering. Det drejer sig om det, de kalder ´følelsesmæssig leverance´. Udover den leverance, der konkret efterspørges af organisationen, så hævder forfatterne, at det er vigtigt, hvilke følelser deltagerne af et mødet går fra det med:

“Den følelsesmæssige leverance handler om, hvilken stemning, og hvilke følelser, deltagerne i en proces skal gå derfra med. Hvilken tilstand må de gerne være i, når mødet eller workshoppen er slut?” (s.27).

Udover det afklarende med opdragsgiver er det store forarbejde at designe selve processen, som er emnet for det efterfølgende kapitel. Det lyder banalt, men det er afgørende, at strukturen for et møde eller workshop er designet ud fra tre elementer med at åbne, ordne og lukke mødet. ´Åbne´ skal sikre, at deltagerne er klar over, hvad der skal ske, hvorfor og hvilke forventninger, der er til dem. ´Ordne´ er selve fordybelsen, hvor der skal arbejdes og processeres. Det er i orden-fasen, at det faglige indhold be- og forhandles. Mødet skal lukkes med, at der bliver samlet op og den konkrete leverance skal produceres.

Modellen er måske ikke så unik, som forfatterne giver udtryk for. Jeg har i hvert fald fundet og været inspireret af tilsvarende modeller hos eksempelvis konceptet Gamestorming, men det ændrer ikke, at denne grundlæggende narrative model, der stammer tilbage fra Aristoteles, giver mening i forhold til facilitering. Det er en grundmodel for rigtigt meget i vores liv. Tænk på det at få gæster: man mødes i gangen, hvor der bliver sagt velkommen. Selve besøget eller middagen er midterdelen, hvorefter man lukker og aftaler, hvornår man skal mødes igen - og hvornår de aftaler, man har lavet, skal effektueres. Det er en mental model for, vi ofte anvender.

Designfasen skal gerne munde ud i en velgennemtænkt drejebog, der giver en facilitator en vis sikkerhed for at komme gennem hele processen og nå de mål, der er sat. Men drejebogen er også et fast skema, som man skal kunne bryde, hvis omstændighederne kræver det. Dette indebærer så sine egne udfordringer, som også beskrives i bogen ud fra den type facilitator, man er, hvilket beskrives i det følgende kapitel.

Forfatterne gennemgår i detaljer utroligt mange facetter af det at facilitere processer. Det gør de på en overskuelig og letforståelig måde. Så det er en virkelig god og brugbar manual, man får stillet til rådighed. Måske kan man sige, at der ikke er så meget nyt, hvis man er en erfaren facilitator og har været igennem forskellige kurser eller bøger af eksempelvis Ib Ravn, der også er en af inspirationskilderne for forfatterne.

Uanset hvad er det en rigtig god pointe, når forfatterne skriver: “Helt grundlæggende skal vi altid facilitere processer, som både skaber værdi for organisationen og giver mening for den enkelte modarbejder” (s.54). At sikre dette kræver, at man behersker alle faser i processen - og at man er klar over, hvem man er som facilitator. Og det hjælper den manual helt klart med sørge for.