Det ville være reduktivt at sige, at Trist tiger handler om seksuelle overgreb i barndommen; for førstligt er den et eksperiment i en efterhånden veletableret “genre” (hvilket mildest er en forstemmende observation), der udfordrer både den form og indhold, som traume-narrativer kan tage.

Hvor mange selvbiografiske værker om seksuelt misbrug stræber efter netop en lineær, kronologisk rekonstruktion af begivenhederne, som det forsvarende vidnesbyrd for en domstol, divergerer Sinno påtalt fra denne forventning med en brudt, selvkredsende tilgang, der mere synes en dekonstruktion af erindringens mekanismer end den traditionelle, fingerede memoirskrivning. Hendes sprog bevæger sig målbevidst mellem det klinisk præcise, lettere sarkastiske og det mere litterært suggererende, hvilket skaber en konstant spænding mellem afstand og nærhed til det traumatiske materiale.

Forfatteren afviser den traditionelle ´offer-fortælling´, hvor en overlever gradvist genvinder kontrollen gennem en sammenhængende beretning. I stedet arbejder hun med et collage af minder, teorier og selvransagelser, der for mig at se, mere minder om Hervé Guiberts Til den ven der ikke reddede mit liv end om en typisk, selvbiografisk memoir.

Hendes tilgang understreger, som hun også selv i meta-overvejelser vedvarende vender tilbage til, at traumet i dets natur ikke kan indfanges i en enkel, kronologisk fortælling, fordi offeret ser sig nedbrudt af en stykkevis tid- og erindringshorisont, som lader hende genleve episoder i nye, nogle gange fuldstændig uvedkommendende konstellationer. Således f. eks. ikke blot en latent underdanighed og pleasersyndrom i erotiske forhold, men også stærke emotionelle reaktioner overfor ordsammensætning der minder om traumet (“viol” (fr. for “voldtægt”) ses bl. a. I ord som “violin”, “violet”, osv.).

Og et af bogens mest markante træk er netop dens brug af metatekstualitet, at Sinno ikke nøjes med at kommentere sine egne oplevelser, men også hvordan de forholder sig til kulturelle narrativer om seksualitet, skyld og tabu - og i samme åndedrag da italesætte hele dette matriks af sproglig konventionalitet. I en passage analyserer hun f.eks., hvordan incest ofte bliver æstetiseret i litteraturen (som i Nabokovs Lolita), mens virkelighedens overgreb intet har af denne falske glamour. Samtidig virker denne æstetik mere sand i forsøget på at genskabe dette spil af dragende forførelse og chokerende afstand, som Nabokov præsenterer for os ved at lade Humbert Humberts intellektuelle og sproglige mesterskab være linsen, hvorigennem forbrydelser observeres. Det er denne eksakte selvbevidsthed om fortællingens magt – og fare – som gør Trist tiger til en hybrid mellem selvbiografi, kulturkritik og litterær afhandling.

Sjældent har en forfatter så grundigt blotlagt sine overvejelser omkring sprogets ambivalente rolle i at bearbejde traumer. På den ene side er ordene jo hendes redningsplanke, et middel til at skabe mening og afstand fra smerten (skrivning som ´terapi´). På den anden side anerkender hun, at sproget også kan være en fælde – et middel til at rationalisere, fortrænge eller endog forråde erindringen. Dette kommer tydeligt til udtryk i hendes gentagne tvivl på, om hun overhovedet kan stole på sine egne minder. Og hvis bogen etablerer det ´officielle´ narrativ om traumet, hvad bliver da skæbnens for det ubearbejdede, det ubearbejdelige, som intet sprog kan indramme, dette følelsernes nærmest taktile niveau, som ubevidst påvirker offerets dagligdagsliv? Har sådanne sprogløse vederfaringer overhovedet sin berettigelse i det offentlige rum?

Tvivlen omkring projektet adskiller hende, beskriver hun selv, fra en forfatter som Vanessa Springora (Le Consentement), der i sin skildring af forholdet til Gabriel Matzneff stoler på en mere lineær kronologi og en utvetydig fordømmelse. Sinno derimod ophæver aldrig tvivlen og modsigelserne men griber altid sig selv i en sarkatistisk tone, som ligger den moralske fordømmelse nær – hvilket er en smerteligt ærlig tilgang. Heri lader hun sig inspirere af Christine Angots Inceste, hvor sproget ofte må se sig afmægtigt foran denne barriere om det uudsigelige.

Man kommer også Édouard Louis’ bog Voldens historie ihu, denne brutale, men dog stilistisk kontrollerede genfortælling af et enkelt voldtægtsovergreb. Louis lader denne episode stå som emblematisk for et større systematisk svigt i samfundet. Sinno arbejder derimod med en langsommere, mere spiralformet erkendelsesproces, hvor overgrebet ikke blot kan en enkeltstående begivenhed, men en tilstand, der gennemsyrer hele livet.

Et andet fransk værk, som eksplicit nævnes, er Virginie Despentes’ bog King Kong og kvinden, som tager en mere manifest-agtig tone i dens skildring af overgreb, en bearbejdning som konfrontation, der angriber patriarkalsk vold med direkte, provokerende, sproglig kraft. Sinno deler vreden, men anerkender denne metodes ineffektivitet i henhold til sig selv – hendes vrede bliver da mindre et våben, mere en kilde til selvransagelse.

Således bliver bogens største styrke nærmest dens modstand mod at blive nok en ´inspirerende´ overlevelseshistorie. Sinno afviser den narrative lukkethed, som for mange forlag og læsere måske er blevet forventeligt fra traume-memoirist, og i stedet åbner hun for en mere ærlig, altid fortvarende samtale om hvad det vil sige at bære på et brudt selv.