Jenny Erpenbeck har skrevet en roman, som bør stå som forbillede. Som en søjle i litteratursalen, for det, som den, blandt meget andet, demonstrerer, er det at være en roman. Så velkomponeret, velstruktureret og dybt- rækkende.

Det er håndværk.

Det er hårdtslående kunst.

Jeg sidder som læser tilbage med en følelse af at have været totalt opslugt af en fortælling, et stykke fiktion, som står klart i mit indre. En fortælling med naturtro karakterskildringer. Den er smuk og modbydelig på samme tid, al den stund, vi skydes direkte ind i et politisk spændt miljø, hvor et umage par søger at finde fælles fodfæste. Men det er svært. Meget vanskeligt, for det synes ikke at være frihed, der florerer mellem mennesker i Tyskland, i DDR, på dette tidspunkt.

Vi er i 1986.

To mennesker træffer hinanden ved Alexanderplatz i Østberlin. Det drejer sig om den nittenårige Katharina og den noget ældre Hans. Faktisk mere end tredive år ældre. Han er tilmed gift, men noget har ramt dem. Samtidig med at noget adskiller dem, for de repræsenterer hvert sit system, på sin vis. Hvor Katharina ikke har mødt andet end det politiske miljø, hun hele livet har navigeret i, DDR, og hvor hun er i færd med at uddanne sig, har Hans en anden retning i sit liv, for han er søn af en nazist, og han har på eget initiativ og ønske valgt at bosætte sig i DDR.

De indleder en affære. Den er lige dele lidenskabelig og destruktiv.

Alt kunne være så fint og godt de to imellem, men noget slår ind og slår sprækker. Noget gør ondt. Det er noget, der finder sted i teateret, hvor Katharina er i praktik, og det involverer en anden mand. En jalousi vokser. Det er hos Hans, den bor, og forholdet mellem ham og Katharina begynder at slå gnister, det smuldrer, og det er der også andet, der undertiden gør. Selve konstruktionen DDR, og det er således den finale, man som læser inviteres ind til.

Det er fremragende skabt. En urovækkende mystisk, hvor det ydre smelter sammen med det indre, det abstrakte med det konkrete. Verdens store hele og verden mellem to mennesker. Sjældent har jeg læst noget så nærgående.

For denne modtog Jenny Erpenbeck Den Internationale Bookerpris 2024, og jeg mener egentlig blot, at den bør læses af ganske mange.

Igennem hele romanen løber en strøm af noder, en for dem fælles interesse for klassisk musik, og det er selv som udenforstående ganske forførende at være læser til.