Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

De hvide mænd / Kenneth Bøgh Andersen / 176 sider
Gyldendal. ISBN 9788702404036
Anmeldt 5/4 2024, 18:24 af Torben Rølmer Bille

Det totalitære Danmark


Det totalitære Danmark

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der har gennem de seneste mange år, måske især i forbindelse med diskussioner om gymnasieskolen, men også når der tales om folkeskolens afgangsklasser, været fokus på de såkaldte ´12-tals piger´, den massive mistrivsel blandt eleverne og det massive pres, som mange elever føler i deres hverdag. Hvis din dansklærer har tænkt at snakke om disse ting på klassen og ved et sært sammentræf også har overvejet et forløb om science fiction eller dystopiske tekster, så er Kenneth Bøgh Andersens De hvide mænd den perfekte roman at vælge at læse på klassen.

I denne ungdomsroman følger læseren Edwin, der går i 3. g på et unavngivent gymnasie. Det gør han i en fremtid, hvis årstal aldrig nævnes. Væk er dog det Danmark som vi kender i dag og tilsyneladende er vores så højtskattede demokrati blevet erstattet med et protofascistisk politistyre, hvor der ikke er plads til de gamle, de svage, de handicappede eller alle andre, der afviger fra det ideal som eksisterer i dette samfund.

Hvis du bliver født med misdannelser, har nået pensionsalderen eller ganske enkelt ikke kan mønstre et gennemsnit på 10 (vel og mærke i følge den gamle 13-skala – red.), så bliver der sendt bud efter De Hvide Mænd. Det er politisoldater, der som en samling usjove Judge Dredd-figurer kører rundt i hvide biler, armeret med rifler og som dræber alle de, der ikke kan leve op til samfundsnormerne. En praksis der tilsyneladende er dagligdag og accepteret af alle i denne skræmmende version af fremtidens Danmark.

Edwin er en helt almindelig dreng, der altid har været betraget som en af dem, der nok skal klare sig. Han scorer gode karakterer, er god til roughball (en form for ekstrem udgave af Australsk rugby – red.) og er endda kæreste med den smukke Lykke, som han er helt forgabt i. Alt synes at være helt perfekt i starten. Til gengæld opstår der hurtigt skår i glæden, for det er som om Edwin er begyndt at stille spørgsmålstegn, ved både sin egen plads i samfundet og den måde som dette vrangvendte Danmark i det hele taget er indrettet på.

Bogens hovedperson ved udmærket godt, at han skal præstere sit yderste for at bestå sin eksamen på gymnasiet, men efter han nærmest ved et tilfælde kom i tanke om en samtale han og hans farfar havde for mange år siden, hvor farfar fortalte om hvordan samfundet var førhen, er Edwin kommet så meget i tvivl om sit eget ståsted, at det går ud over nattesøvnen og de benhårde eksamensforberedelser. Hans karakterer er på det seneste dalet kraftigt og det bliver ikke meget bedre, da den første eksamen ikke går særligt godt. Faktisk går det slet ikke og hans karaktergennemsnit er nu langt under det tital, der kan afholde De Hvide Mænd fra at ringe på ens hoveddør.

Flere detaljer skal selvsagt ikke afsløres her, i stedet bør du selv læse De hvide mænd som er en både velfortalt og spændende science fictionfortælling, rettet mod et yngre publikum. Selvfølgelig står romanen rent indholdsmæssigt på skuldrene af klassikere som Fahrenheit 451 og især 1984. Dette lægger forfatteren da heller ikke skjul på, for i novellen Uegnet som er en af de to noveller, der bliver bragt efter romanen, er det planen at hovedpersonen i den skal gå direkte fra 9. klasse og videre på Windsor Smith Gymnasiet. Som bekendt er navnet på hovedpersonen i Orwells mesterværk Windsor Smith.

Lige som Orwell advarede sine læsere om nazistiske og fascistiske totalitærstater, så gør Kenneth Bøgh Andersen det også her. Læseren er vidne til hvordan et sådant styre skaber en dagligdag i frygt, hvor nærmeste venner, ja selv folk i tæt familie med hverandre, stikker andre eller udleverer dem til De Hvide Mænd, vel vidende at dette medfører døden. I dette ”perfekte” samfund, er der ikke plads til fejl eller den frie tanke, der er kun forbud og regler der skal overholdes.

Forfatteren er også rigtig god til at antyde visse ting og gøre både dialoger og beskrivelser lidt underspillede, men ikke så meget at læseren hægtes af. Der er mange relationer, følelser og figurer undervejs, men alle er skarpt skåret og det er svært ikke at fatte empati med de fleste af dem man møder i roamenen, selv om den verden de lever i er så forskellig fra vores. Det er velskrevet og reelt spændende læsning.

Det kan godt være at denne roman første gang udkom i 2003, men De hvide mænd er desværre stadigvæk både meget aktuel og vedkommende. God science fiction afspejler som regel det samfund og de tanker der eksisterer i samtiden, men disse vises i et troldspejl, der tegner at billede af hvor vi kan være på vej hen, hvis vi ikke stopper os selv. Den stræberkultur, den konstante konkurrencementalitet og de unges jagt på perfektion i alle aspekter af deres livet er jo ikke science fiction, det er – sat lidt på spidsen - ofte en del af den hverdag som mange unge i dag slås med. Godt nok henrettes man ikke som i De hvide mænd, hvis man dumper en eksamen, er der sikkert flere der godt kan føle at det nærmest er værre end døden.

Så kender du ikke romanen i forvejen, er denne genudgivelse præcis det du har brug for. Det kan godt være at du for længst har bestået dine eksaminer, men det gør ikke denne fortælling mindre interessant. Det kan også godt være, at du lige som Edwin, snart skal til en afsluttende eksamen og har du tid til at læse en roman for hyggens skyld, så vælg da gerne denne, da den både er velmenende, godt formidlet og så viser den dig et alternativt fremtidsunivers, hvor eksamen er langt mere uhyggelig end den du har i vente. Uanset hvad, så er De hvide mænd en rigtig interessant og ikke så lidt skræmmende vision af et Danmark der forhåbentligt aldrig nogensinde bliver til virkelighed.


Forrige anmeldelse
« I fald «
Næste anmeldelse
» Kæntring »


Flere prosaanmeldelser