”Du skal plante et knæ i skridtet på digteren, før han skriver, at du skal plante et træ. Du skal plante et knæ i skridtet på gartneren, før han kommer med favnen fuld af dyre løsninger.”

Sådan hedder det i Per Gammelgaards Svinets blik. Man mærker et vist engagement og stillingtagen til en mere eller mindre aktuel problemstilling, ligesom det er tilfældet i en række andre af disse såkaldte ’lynhistorier’ bogen består af. Lynhistorier er Gammelgaards betegnelse for den kortprosagenre, der med jævne mellemrum siden romantikken har blomstret i især den mere eksperimenterende og udfordrende litteratur.

Og udfordrende er Gammelgaards prosa da også. Dels udfordrer den en række udbredte holdninger eller fordomme, som det hedder, når det er holdninger, man er uenige i. Det kan være opfattelsen af ’naturens’ og ’digtningens’ nytteløshed som i ovenstående eksempel, men det er især mistænkeligheden for ikke at sige hadet til det fremmedartede, der er et genkommende træk hos Gammelgaard.

I vuggestuen uden vugger bor børnene i urtepotter, hvor man beskærer alt det, der stikker ud eller op - ligesom i H.C. Andersens Vanddraaben: ”see! see! hans Been er længer en mit! baf! væk med det!”. Hos Andersen bekæmpes alt det aparte for at blive normaliseret i modernitetens hellige almindelige navn Man mærker henvisningen i Vuggestuen, ligesom man i det hele taget finder mange henvisninger i lynhistorierne - ikke mindst til den danske sangskat og litteratur. Det fremmedartede dukker som sagt op som tema i mange af historierne, og bogen stiller sig klart på de udstødtes side.

Mange af lynhistorierne udfordrer dog mere ved at være kryptiske, så denne læser sidder med en følelse af at være hægtet af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem eller mene om dem. Det gælder eksempelvis Onkel Arnes Nimbus, hvor et søm ophører med at være søm, så et billede falder på gulvet. Vi hører om, at onkel Arne på motorcykel er på vej mod Lillebælt, men kører ind i et træ - ’Nåede de færgen?’ (Jensen/Dreyer), selvom onkel Arne sigter mod Lillebæltsbroen og ikke færgen. ”Onkel Arne og hans motorcykel blev spredt ud over en kornmark. Hans motorbriller hang på en gren.” Tjah, tænker jeg - på en gren? Er det barokt morsomt eller skal jeg føle, at her bliver jeg tvunget til at se udviklingens dialektik i øjnene?

Uden at kunne sætte en finger præcis på, hvor prosaen kikser, er der noget forceret over historierne. I deres opgør med holdninger virker de banalt frelste med fordomme, der blot er en spejling af de fordomme, de forsøger at sætte til debat. Litterært er mange af lynhistorierne fermt skruet sammen, og som sagt er der mange henvisninger, som man kan hygge sig med at fange. Historierne vrimler med smarte ordspil, men også her virker de forceret og ’villet’, mere end berettiget og behersket bearbejdet. Selvom historierne stort set alle sluttes konsekvent af, virker de ufærdige eller utilstrækkeligt bearbejdet.

Lynhistorierne er lette at være enige med - men sværere at bruge til refleksion. Hvis det var det, man havde lyst til. Men det havde man ikke - godnat og sov godt!