I Stephen Kings fabuleren over gysergenren, Dance Macabre, nævner han, at det som oftest er de helt simple koncepter, der er de mest virkningsfulde. Hvis man for eksempel vil skrive om hjemsøgte steder, bør man finde en gammel fabriksgrund, et forladt hus eller sindssygehospital, tage en sovepose under armen og tilbringe en enkelt nat på stedet. Det er næsten dette koncept, som er udgangspunktet for den nye svenske skrækroman Mørkeræd.

Bogens hovedperson David lider fra bogens begyndelse af en sygelig angst for mørke. En angst som han lader styre sit liv. Selv om han forsøger at skjule sin fobi for de fleste venner og ikke mindst veninder, kommer angsten til at fylde mere og mere. I forsøget på at få bugt med denne tilsyneladende irrationale frygt besøger David chatrooms på nettet, hvor han opdager, at han langt fra er alene med sine tanker om de ansigtsløse rædsler i mørket, men dette fællesskab er samtidig ét, som synes at give næring til en fælles frygt, frem for at give bidragsyderne ro i sindet. Inden længe er han villig til at tage radikale metoder i brug for at komme sin barnagtige frygt til livs.

I en hastigt ført telefonsamtale med sin fortravlede, fraværende søster bliver David rådet til at opsøge en professionel terapeut. Terapeutens råd er at konfrontere sin fobi direkte, så David lejer en ødegård i det nordligste Sverige, pakker sin Playstation og kat i sin bil og begiver sig nordpå.

David får udleveret nøglerne til ødegården, men tilbringer første nat væk fra sine vante omgivelser på byens hotel, hvor han møder den lokale pige Nina, der straks finder den mystiske fremmede mægtigt interessant. Nina kommer dog kun til at spille en birolle i resten af fortællingen, der hovedsagelig er som en dyster monolog, der bliver mumlet og skreget ud dybt inde i dunkle, svenske skove.

Skrivestilen er dog ikke monologisk, men fortalt i 3. person, men det til trods er det ikke særligt svært at blive grebet af de ting, som David oplever. En af de fine ting ved bogen er, at læseren aldrig helt bliver i stand til at vurdere, om det udelukkende er Davids egne tanker, som er årsag til den voksende paranoia, eller om der rent faktisk er et eller andet, der lurer i mørket.

Det er en klokkeklar gyser i et nutidigt og levende sprog, som Andreas Roman har begået. Den er så stilren som en nyslebet ragekniv og holder både tempo og stil hele vejen igennem. Et enormt plus er, at det i sidste ende er læseren, der beslutter, hvad det egentlig er, som sker med David – for Mørkeræd er lykkeligt fri for de ellers, for genren ret typiske udpenslede forklaringer eller efterrationaliseringer. Endelig er det et plus, at bogen er forholdsvis hurtigt læst, for det ville have været uoverskueligt at skulle have hevet igennem 500+ sider igennem. I stedet holder Roman det kort, enkelt og godt.

Selv om bogen er glimrende oversat fra det svenske, så skinner det desværre igennem, at bogen helt sikkert ville vinde ved at blive læst på originalsproget, men selvom der er noget særegent svensk over både bogens stil og miljø, så er frygten for mørket universel. Måske er det netop, fordi vi alle erfaringsmæssigt deler denne urfrygt med bogens hovedperson, at den kommer til at fungere så godt, som den i sidste ende gør.

Andreas Roman har, ifølge forlaget, planlagt en trilogi om vores mest basale former for frygt, og er han i stand til at holde niveauet fra Mørkeræd, bliver der bestemt noget at se frem til for alle de læsere, der holder af genren.