Jesper Bernts skrivestil er stram og fast i kødet. Den er skarp som en slagterkniv, og ordene snerres arrigt ud mod læserne i Checkpoint Charlie, hans anden roman. Utroligt at denne unge mand ser så vred ud, er der sikkert nogle, der tænker, når de betragter den bistert udseende forfatter på billedet på bogens bagflap. I sort læderjakke nedstirres man, men læser man gennem bogens brutalt rå vesterbrosaccent, vil man pludselig stå ved en sand afgrund af kærlighedsfrustrationer inkarneret i hovedperson Jonas. Han har fået nok af det hele, og har besluttet sig for at skride fra sit liv og dermed også lægge sit job, villa, smukke kone og ungerne bag sig.

Det er ikke nogen almindelig leverpostejsfarvet midtvejskrise Jonas er inde i, da alle indikationer ellers tyder på, at Jonas er en mand, der har skudt papegøjen. Derfor undres læseren også gennem historien, hvad det er, der ligger til grund for, at Jonas tilsyneladende har taget skridtet fuldt ud, har taget mentalt afsked med sine kære, har købt billetten væk fra den småborgerlige tilværelse, har hævet pensionsopsparingen, og venter på det første og bedste fly til Berlin for - måske - at realisere sin drøm om at skrive den roman, som han aldrig fik skrevet i sin ungdom.

Bernt er født i 1970, og referencerammerne han disker op med er umiskendelig. Fantastisk er det eksempelvis, når han foretager følgende litterære krumspring til en fjernsynsmæssig fortrængning, som man ikke vidste man også havde:

”[…] Nærmest som noget man har drømt. Eller tror man har drømt. Som Colorado-Sagaen. Kan huske jeg så den serie. Mindes at den engang var en del af mit liv. Noget jeg så. Noget jeg så frem til. Glædede mig til. Jeg sad klinet til skærmen. Har stadig fornemmelsen af kendingsmelodien siddende i kroppen et eller andet sted, selvom jeg ikke kan genkalde mig den eller ikke engang ville kunne nynne den hvis jeg skulle det. Med en pistol for panden kan jeg faktisk intet huske fra serien, overhovedet ingenting, er blank, ikke en eneste detalje om hvad den handlede om, ikke et eneste billede, eller landskab, ingen personer” (s.24).

Muligvis ville yngre læsere måske finde denne reference fra monopoldagene ligegyldig og forvirrende, men til gengæld synes undertegnede, at Bernt rammer meget præcist ned i en erfaringsmæssig fællesgrund, som bliver til noget nær den perfekte analogi til ens tvivlsomme evne til at huske tilbage. Tilbage til en drøm, man ikke rigtigt kan huske indholdet af. Det er udelukkende følelsen, der står tilbage.

Samtidig med at fortælle en medrivende og vedkommende historie på et nudansk, hvor sidste salgsdato ligger mindst et år ude i fremtiden, så leger bogen samtidig en leg med læseren i forhold til dens kronologi. Som megen anden samtidslitteratur er den behørigt fragmenteret i bedste postmoderne ånd for blandt andet at gemme centrale handlingselementer lidt væk fra læserens bevidsthed. Ved første øjekast er den eneste indikation på tidens gang kapitlernes overskrifter: NU, FØR, EFTER, samt NU & HER. Den opmærksomme læser lægger dog hurtigt mærke til de kryptiske militante Alfa, Bravo, Charlie-inddelinger, som akkompagnerer sidetallene, og inden man kan nå at tænke ”kryptografi”, går det op for en, at dette er Bernts måde at tilbyde en eventuel kronologisk læsning af bogen på, skulle man foretrække en sådan frem for forfatterens intenderede rækkefølge. Det er både meget sjovt, smart tænkt og peger intertekstuelt på en lang række andre tekster, der tilbyder lignende leg med sine teksters kronologi - fra Morad Pavics Dictotionary of the Khazars og Steve Jacksons Fighting Fantasy-bøger til den lækre to-disc version af Memento.

Mellem denne tekstuelle leg og en historie, som især vil vinde genklang hos mange mænd, så ætser Bernts ord sig fast på læserens retina med en virilitet, der kun er få forfattere forundt. Der er stænk af 80’erne bidske punkånd, et skvæt Dan Turréll i fokusset på Vesterbro, men selv om klicheerne stadig står på spring, sørger forfatteren hele tiden at opretholde en fin balancere mellem den skrivetekniske kunnen og øret for hverdagssprogets finurligheder.

Checkpoint Charlie er ikke årets vigtigste roman, men det er en læseoplevelse, som alle satte mænd født omkring 1970 bør unde sig. Selv om man godt kan blive lidt irriteret over, at historien godt kunne have været lukket lige så elegant, som den var startet, og irriteret over, at den så populære utroværdige fortællerstemme endnu engang bliver hevet frem af værktøjskassen, så ændrer det ikke ved, at man vil gøre sig en kæmpe bjørnetjeneste, hvis man springer denne eminent fortalte nutidsroman over - til fordel for så meget andet ordrigt makværk, der står og lokker på hylderne lige nu.

Læs også Peter Kirkegaards anmeldelse af Jesper Bernts debutroman Westend.