Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Pegebogen / HuskMitNavn / 32 sider
Carlsen. ISBN 9788711994641
Anmeldt 9/2 2022, 16:10 af Torben Rølmer Bille

Fingeren med i spillet


Fingeren med i spillet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan virke en anelse forlorent eller måske ligefremt infantilt, når en granvoksen, nu 51-årig anmelder, med to teenagedrenge i husstanden pænt beder Carlsen om at få tilsendt en pegebog henvendt til familiens alleryngste. Førhen kunne de dengang små drenge jo blive direkte involveret i en anmeldelse som denne, men de er for længst blevet for gamle til den slags. Heldigvis sagde Carlsen dog ja, og det skulle vise sig at da anmelder efterfølgende modtog den, så kunne begejstringen næsten ingen ende tage.

Det er selvfølgelig ikke en hvilken som helst billedbog, der er tale om. Bag den står ingen ringere end den danske kunstner HuskMitNavn der med sin ganske unikke streg og sans for at tænke ud af kassen, har kréeret en fin, lille bog, der til trods for sit meget enkle look og meget tykke (vaskbare?) papsider, sagtens også ville kunne pynte på egetræsstuebordet hos en barnløs hipster på Østerbro, uden at vedkommendes venner ville løfte så meget som et anklagende, ironisk øjenbryn.

De, der kender HuskMitNavn, vil vide, at han startede sin karriere som graffitimaler, men siden har arbejdet som illustrator, udsmykningskunstner og billedkunstner med udstillinger både herhjemme og i udlandet. Han er også manden bag den meget opfindsomme bog Papirarbejde fra 2016, hvor han gennem en række enkle affotograferede illustrationer viste en meget stor opfindsomhed i sin kombination mellem papirarkets mange muligheder og tuschtegningen. Det er svært at forklare dette koncept med ord, men tag et kig i bogen og se selv, hvad konceptet går ud på.

Pegebogen er på samme vis en bog, der helt bevidst inviterer dens læser til at lege med. På alle sider er der en tydelig rød filtcirkel. Det er så meningen, at læseren skal bruge sin pegefinger og placere denne på filtcirklen for at få billedet til at blive fuldendt. Din finger kommer således til at erstatte babyelefantens snabel, blive brugt til at stoppe lækket i robåden med, kommer til at fungere som vippe for en person, der skal hoppe ned i svømmepølen, eller også bliver du bedt om at sætte din finger på musens hale, så den ikke løber afsted med osten – den frække fyr! På hver side findes foruden den røde plet og tegningen en kort instruktion, der forklarer hvad du (og din finger) skal gøre.

Det lyder helt enkelt - og det er det også! Ideen er til gengæld så fed, at det er svært - selv som granvoksen anmelder - ikke straks at finde sit indre legebarn frem og overgive sig til konceptet. HuskMitNavn har alle dage formået at lege med materialiteten i mange af sine værker. Eksempelvis, så kan man opleve et billede af en hund, der trækker i sin snor, og selve snoren er så ”bundet fast” til selve billedrammen. Et andet eksempel er billedet af politimanden, der skælder den unge grafittimaler ud, fordi han kan se at knægten har sprøjtet rød maling på billedrammen. Knægten har gemt sin spraydåse på den anden side af rammen, så tilskueren skal altså nærstudere rammen, for at få hele fortællingen.

Denne hittepåsomhed og originalitet er virkelig forfriskende, for selv om Pegebogen er knap på ord, så er de enkelte små historier i billederne virkelig gode og får med garanti sat fantasien i gang hos både den primære målgruppe: De små børn og selvsagt også hos alle os andre, der har lyst til at lege med.

Så selv om du ikke har små børn i hjemmet, så er dette en dejlig lille bog, der sikkert vil få smilet frem hos de fleste. Det er en enkel, men virkelig fed idé, der ligger til grund for bogen og så har den de stærke, enkle og effektive grafiske kvaliteter, som kendetegner det HuskMitNavn er kendt for. Kapellet peger i al fald på, at dette bliver en velfortjent succes og giver Pegebogen vore varmeste anbefalinger.


Forrige anmeldelse
« Bogen, der hellere ville være ... «
Næste anmeldelse
» Klodernes kamp »


Flere prosaanmeldelser