Robert Seethaler er en østrigsk forfatter, som her tager favntag med Gustav Mahler og hans sidste tid. Han, Gustav, sidder på et skib. Han sejler fra New York og regner med at ramme Europa. Kroppen er ikke helt enig, for den værker, og han ved ikke, hvad fremtiden bringer. Han tænker tilbage på sit liv. Her er det somre og datteren, der træder frem og fylder ham med glæde.

Der er også en bagside. Hun er død, datteren, og det har gjort ondt i hjertet på ham. Han tænker på sin anden datter, og han tænker på sit livs udkårne, Alma, som han ikke længere har hos sig. Han er på randen af tilværelsen- igen, og han ved det ikke, men det bliver hans sidste rejse.

Sindssygen overtager for alvor.

Dette er en fortættet roman, et kammerspil, som slutter brat, og man sporer sig lynhurtigt ind på, hvad det kan ende med.

Seethaler formidler for mig at se ganske godt, hvad det vil sige at være hallucinatorisk svævende og dødssøgende som musiker, hvor livet passerer revy. Jeg tror på formidlingen, og sproget støtter op om projektet, nu hvor alt sejler – i bogstaveligste forstand.

Robert Seethaler tager afsæt i en virkelig persons liv og formidler med fiktionens friheder, hvordan han synes at se Gustav Mahlers liv den sidste tid, og jeg synes ærligt talt, at det er et godt bud.

Jeg bed mærke i, at det er skarpt formidlet med klare sætninger og patosfyldte stemninger, der dog sine steder bliver for meget og tipper over til det for forklarende.

Det skal ikke ændre på, at læseoplevelsen har været god her. Jeg vil bestemt anbefale at sætte sig med den en efterårskold dag med regn og te i kruset og blot rejse med ud på vandet her.

Et godt og nuanceret bud på, hvad et kunstnersind er for en størrelse.