Rachel Cusk er efterhånden et velkendt navn her til lands med en del oversættelser foreliggende: mest velkendt ‘Omrids-trilogien’ (Omrids, Transit og Kudos). Læsere af hendes ikke-fiktive beretning om det påbegyndende moderskab, Et livsværk, vil da sandsynligvis have disse i tankerne, når de giver sig i kast med denne; og vil ikke blive skuffede.

De tre bøger med den kvindelige fortæller Faye bærer, som det ofte nævnes, et forsøg på at bryde den traditionelle struktur i romanen for i stedet at indvæve et flet af narrativer og anekdoter prydet med visdomssentenser, moralske huskeregler og en god portion ironi til fordøjelsen. Men med dette sagt, er et særkende ved Cusks ironi i disse romaner, at den bevidst struktureres tvetydigt; altså inviteres læseren til, ved at spore en underlæggende distance fra det fortalte, snarere til en mere engareret delagtighed i romanpersonerne frem for en guddommelig medviden som udstiller karaktere med fortællerens køligt gennemborende blik.

Cusk bringer sin fortællerevne fra romanskrivningen til Et livsværk, således at denne læses med samme indlevende perception som ved en jeg-karakter i et fiktivt værk. For læsere velbevandrede i bøger om dette emne, finder man alle de sædvanlige problematikker omkring indgangen til moderskabet og udviklingen eller ændringen af roller til at kunne indbefatte den som mor.

For hele pakken er her skam: kolik, søvnmangel, patroniserende selvhjælpsbøger, isolation, amning og ubehjælpsomme børnepassere. I beretningen om alle disse, i hvilke der ikke forbigås noget uden en kritisk vurdering hvad angår gængse myter og nyttesløse ‘gode’ råd, kommer også den personlige beretning og en viljefast og velanset litterær personlighed konfronteret med en den mere universelle rolle som mor - en noget konfus og grøftegravende af slagsen. Og da dette prospekt virker skræmmende søger Cusk til hendes tro fæller i ’mødrelitteraturen’ (Edith Warton, S. T. Coleridge, Charlotte Brontë er blandt andre oppe at vende) for dels at søge beroligende oplysning, dels blot at kværulere og feje en forskønnende passage væk med en sarkastisk håndbevægelse.

Et livsværk er skrevet før den velkendte trilogi, men antydningerne til den senere stil fornemmer man i denne løse struktur, der ganske vist følger et kronologisk forløb fra graviditet til barnets første år (og forfatterens daværende nutid), men opdeles i forskellige vanskeligheder ved moderskabet, som de moderskabsbøger fortælleren konstant læser til stor frustration og sarkasme, med den dømmende og lidt selvgode bagklogskab ved hånde.

Her mærker man også en træthed, muligvis en skuffelse, som læser af senere værker. For netop denne fyldighed i refleksion, til dels en konsekvens af spædbarnet som “en refleksiv skabelon snarere end mål i bevægelse”, skaber en vis dissonans, en vis ensidighed som indhyller den beskrevne mor og hendes problematikker i en humoristisk uforståelighed.

Tendensen mod at fremhæve negative aspekter ved moderskabet kan man sagtens unde forfatteren, når hun sætter det i kontrast til de mange forkvaklede beskrivelser som i denne afdeling af litteratur længe har stukket ud som en betændt, sminkedækket byld (foruden Cusk kan man jo værdsætte hjemlige digtere som Ravn, Lind, Lucas i deres arbejde som fremturende nålestifter). Omvendt forekommer moderens følelsesliv fremmedgjort i den senere rationalisering, der ikke lader læseren forstå den person, som desperat søger mod alskens aktiviteter og bøger.

Vi finder det ganske givet humoristisk at følge denne person i sine fortvivlede forsøg udi moderrollen, men latteren vender sig nærmere hånligt mod hende end sympatisk med. Omend der altså er meget at hente i Et livsværk for alle parter af kønsspektrummet (Cusk nærmer sig til tider det vismandsagtige i sine uudtømmelige livssentenser), vil jeg ikke vurdere bogen som et afbalanceret værk i sin portrættering af moderskabet, men for de frugter man plukker undervejs er den alligevel værd at læse.