Rune T. Kidde er nok mest kendt for sine skæve tegneserier og Ækle Æventyr, men han har også optrådt live (både med og uden band), indspillet fortællinger på CD, skrevet en selvbiografi og udgivet en hel række bøger. Bøgerne er ikke alle nødvendigvis båret af humor, men alle har de hans uforlignelige, fornøjelige og finurlige, formfuldendte floskler som fabulerende fællesnævner. Hr. Kidde er en historiefortæller med forkærlighed for alle sprogets nuancer og måske med en ekstra passion for mange af de ord, som vi i den leverpostejsfarvede, socialrealistiske, danske hverdag ofte går og glemmer.

Hans nye bog, Hr. og fru Dicht i Island, er derfor lige dele roadmovie i bogform, lige dele hyldest til Islands digtere og lige dele slet skjult kritik af førnævnte danske middelmådige middelklassemennesker, som synes at leve deres liv med surhed og bekymring som deres vigtigste brændstof. I hvert fald er bogens to hovedpersoner Hr. og fru Dicht nogle personager, som langt de fleste af os kan nikke genkendende til.

Hr. Dicht bliver konstant sur over småting og er meget nemt irritabel. Han er digter men har nogle gange ret svært ved at få ordene frem, især de, der forløser. Hvis tingene ikke lige går efter hans hoved, kan man jo nemt blive sur. Når man tillige har valgt sammen med fruen at stige ind i ens lille røde Opel Corsa, køre til færgen og få bil, kone og selvet sejlet til Island på pilgrimsfærd til Haldór Laxness hus, så er der mangt og meget, man kan nå blive mavesur over undervejs. Er det ikke maden, så er det de åndssvage turister eller blot det faktum, at verden omkring ens osteklokketilværelse aldrig helt indretter sig sådan, som man helst så det.

Fru Dicht derimod er ret så begejstret for det hele, men er også hændervridende ængstelig for begivenhederne, selv før tingene sker. På side 29 er de to lige kørt af færgen og fru Dicht tænker:

”[…] Så havde jeg jo læst den her beskrivelse fra rejsebureauet om, hvordan man skule finde den ene og den anden og den tredje vej, og der stod noget med, at man skulle køre ned midt i byen og så finde vejen, og jeg tænkte: Åh, det bliver besværligt, og jeg kan garanteret ikke finde ud af det og sådan noget; men det viste sig, at når man kom ud fra udkørslen fra tankstationen, jamen så var vej 93 lige til højre, og sådan var det egentligt meget enkelt, når man lige fandt metodikken, så det var dejligt.”

Selv om fru Dicht har sin helt klare stemme, og Rune gengiver den med samme vrøvlende middelaldrene røst, som man kender til hudløshed fra moster Dit eller tante Dat under seneste familiesammenkomst, så er alle fru Dichts ord ting, som hun tænker. Hun deler dem altså kun med læseren og ikke med Hr. Dicht, og det er derfor, man som læser har indtrykket af, at der er endog meget stille i den lille, røde bil på de lange snoede islandske veje.

Odyseen til Laxness hus og hjem igen krydres med brudstykker af islandsk litteratur, og med vanlig flair for ordenes magt er det lykkedes Hr. Kidde at finde passager, der både smager af mere, og som perfekt synes at akkompagnere de småneurotiske daners færd i det nordlige. Som ekstra krydderi er er der strøet digte fra Kiddes/Hr. Dichts egen hånd, og de er lige så saftspændte og sprudlende, som Hr. Dicht er uanseelig og knotten. Det underskønne ved digtene er, at de alle er ligefremme og til at forstå. De rummer ikke en stor, kompleks, postmoderne metaforik – der kan være så evigt trættende – og som en ekstra bonus så rimer de så fantastisk.

Selv om Hr. og fru Dicht i Island hverken er stor kunst endsige et litterært mesterværk, så er hovedkaraktererne både levende beskrevet og fortællingen om ægteparrets rejse præcis lige så finurlig og lang, som den burde være.

NB: Der forefindes et par fejloplysninger på Modtryks hjemmeside, for det første angives der her, at bogen er illustreret, hvilket den ikke er. Det fortælles også, at den er på 99 sider, hvilket den ikke er og endelig at det er en bog med digte – og selv om digtene da er til stede, så er det altså snarere en lang novelle, krydret med poesi.