Lexi er 25, gennemblødt og er lige blevet snydt for sin julebonus. Hun er en smule fuld og er lige blevet brændt af, af sin on/off kæreste Taber-Dave. Mens hun løber efter den eneste taxa, der stoppede i nærheden af hende, glider hun og flader ned af en trappe. Det er en rigtig Tycho Brahes-dag. Da hun vågner på hospitalet, er det på magisk vis tre år senere.

Lexi er ikke sig selv. Hendes altid flossede negle er perfekt manicurerede og lange. Det krusede, musebrue hår er glat, langt, smukt og kastaniebrunt. Hendes skæve tænder er nu en lige rækker af perlehvide tænder. Lexi er blevet chef for sin gamle afdeling, gift med en flot multimillionær og lever et jetset-liv. Alt det hun har drømt om – det er bare ærgerligt, hun ikke kan huske det.

Det skal snart vise sig, at alt ikke er som det ser ud til at være. Alle forventer hun bjæffer ordrer ud, ikke spiser kulhydrater, og hvordan kan det være, hun ikke taler med sine veninder mere? Og hvad er det mandens kollega ved om hende, som hun ikke selv ved?

Sophie Kinsella formår med sin fortællerstil at fange sin læser fra første kapitel. Det er en anderledes omgang Chick-Lit og et kærkomment skifte fra heltinden, der falder i sine trusser. Temaet med hukommelsestab gjorde mig en smule skeptisk, men det viser sig at fungere overraskende godt. Det er letbenet nok til genren, men giver også mulighed for overraskelser til læseren undervejs.

Bogen er fuldt på højde med Hushjælp søges og Mine hemmeligheder med charme og humor. Den har sin plads i reolen sammen med de andre Kinsellaske Chick-Lit mesterværker.